Zionismens

Zionismens blindgyde

Adskillelse eller etnisk udrensning.
Israel's involvering i Gaza har til formål at opnå begge dele.

Af Jonathan Cook

Det følgende er en revideret version af en tale holdt ved Konferencen for Retten til Tilbagevenden og Den verdslige demokratiske Stat, holdt i Haifa 21. juni 2008.

1895 betroede Theodor Herzl, Zionismens største profet, sin dagbog at han ikke brød sig om at dele Palæstina med de indfødte. Det ville være bedre, skrev han, at ”forsøge at tilskynde de pengeløse [palæstinensere] til at bevæge sig over grænsen ved at nægte dem nogen form for beskæftigelse i vort eget land ... Både ekspropriationsprocessen og fjernelsen af de fattige må gennemføres diskret og med omtanke.”

Det han foreslog, var et program for palæstinensisk emigration fremskyndet gennem en politik for streng adskillelse mellem jødiske immigranter og den lokale befolkning. Han håbede helt enkelt at når først zionistiske organisationer havde opkøbt store områder af Palæstina og ejede de ledende sektorer af økonomien, kunne man få palæstinenserne til at rejse ved ad nægte dem ret til at dyrke jorden eller arbejde i den jødisk-forvaltede økonomi. Hans vision var udflytning, eller etnisk udrensning, gennem etnisk adskillelse.

Herzl forestillede sig at de to mulige zionistiske løsninger på problemet med et palæstinensisk flertal i Palæstina – adskillelse og udflytning – ikke nødvendigvis var alternativer, men snarere kunne styrke hinanden indbyrdes. Og ikke kun det: Han troede at hvis de blev anvendt samtidig, kunne man få processen for etnisk udrensning til at se frivillig ud, som ofrenes eget valg. Måske var det det der både blev den mest varige arv efter ham og hans mest innovative bidrag til bosættelseskolonialismen.

I de senere år, hvor den palæstinensiske befolkning under israelsk herredømme er på vej til at nå samme omfang som den jødiske befolkning, er truslen om et palæstinensisk flertal igen kommet højt op i den zionistiske bevidsthed. Ikke så overraskende er diskussioner om hvilken af disse to zionistiske løsninger man skal satse på, adskillelse eller udflytning, igen blevet aktuelle.

I dag støttes disse løsninger åbenlyst af to ideologiske lejre der er løst forbundet med hhv. Israels centrum-højre (Arbejderpartiet og Kadima) og højre (Likud og Yisrael Beiteinu). De moderne politiske argumenter der fremsættes, bygger på forskellige visioner for en jødisk stats karakter, der oprindelig blev fremsat af zionister fra arbejderpartiet eller af revisionistisk observans.

For at få mening i de aktuelle politiske diskussioner og de begivenheder der finder sted i Israel og på Vestbredden og i Gaza, så lad os først undersøge den historiske baggrund for disse to principper i zionistisk tænkning.

Under de tidlige bølger af jødisk immigration til Palæstina fremførte den dominerende zionistiske arbejderbevægelse og dens leder David Ben-Gurion politiske synspunkter der lå meget på linje med Herzls mål. De lagde særlig vægt på to ligestillede principper, ”frikøb af jorden” og ”hebræisk arbejde”, der byggede på tanken om at jøder var nødt til at holde sig selv adskilt fra den indfødte befolkning ved dyrkning af jorden og kun ansætte andre jøder. Ved at være fuldstændig selvberoende i Palæstina kunne jøder både ”kurere” sig selv for den inficerede natur de havde med sig fra diasporaen og fratage palæstinenserne muligheden for at overleve i deres eget hjemland.

I fronten for denne bevægelse var den zionistiske fagforening Histadrut, der ikke gav palæstinensere adgang til medlemsskab – og i mange år efter etableringen af den jødiske stat kunne ikke engang de rester af den palæstinensiske befolkning der blev israelske statsborgere, blive medlemmer.

Men mens adskillelse var det zionistiske arbejderpartis officielle politik, blev Ben-Gurion og hans embedsmænd bag kulisserne stadig mere opmærksomme på at dette ikke i sig selv ville være nok til at opnå deres mål, en rent etnisk stat. Salg af jord var fortsat beskedent, ca. 6 % af området, og de jødiskejede dele af økonomien var afhængige af billig palæstinensisk arbejdskraft.

I stedet for begyndte de zionistiske arbjderpolitikere hemmeligt at arbejde på et program for etnisk udrensning. Efter 1937 og Storbritanniens Peel Rapport, der anbefalede opdeling af Palæstina, blev Ben-Gurion mere åben om udflytning, idet han erkendte at en jødisk stat ville blive umulig med mindre flertallet af den indfødte befolkning blev udrenset fra dens territorium.

Israels nye historikere har erkendt Ben-Gurions faste beslutning om udflytning. Som Benny Morris nævner, forstod Ben-Gurion for eksempel ”at en jødisk stat ikke kunne eksistere med en stor og fjendtlig arabisk minoritet i sin mide”. Derfor udviklede den israelske ledelse en plan for etnisk udrensning under dække af krig, idet den samlede detaljerede mapper om de samfund som måtte fordrives, og dernæst sendte ordren videre, i Plan Dalet, til befalingsmænd i felten. Under 1948-krigen blev den nye stat Israel tømt for mindst 80 % af sin oprindelige befolkning.

Ved fysisk fordrivelse af den palæstinensiske befolkning reagerede Ben-Gurion på dagens politiske muligheder og genetablerede Herzls zionistiske arbejderparti. I særdeleshed opnåede han det mål om udflytning som Herzl havde sat sig, og samtidig overbeviste han stort set verden gennem en propagandakampagne om at flygtningenes exodus for det meste var frivillig.

Den anden lejr, revisionisterne, havde en langt mere ambivalent holdning til den indfødte palæstinensiske befolkning. Paradoksalt nok i betragtning af deres kompromisløse krav på et Storisrael der skulle indeholde begge bredder af Jordanfloden (og derved inkludere ikke blot Palæstina, men også den nuværende jordanske stat), var de mere indstillede end det zionistiske arbejderparti på at tillade de indfødte at blive hvor de var.

Vladimir Jabotinsky, lederen af revisionismen, bemærkede i 1938 – muligvis som en afvisning af Ben-Gurions begejstring for udflytning - at ”det må være modbydeligt for enhver jøde at forestille sig at genfødelsen af en jødisk stat nogensinde skulle kobles med så afskyelig en ide som fjernelsen af ikke-jødiske borgere”. Revisionisterne havde åbenbart affundet sig med at det forøgede territorium de ønskede, uundgåeligt ville medføre et flertal af arabere. Derfor havde de mindre travlt med at fjerne de indfødte end med at finde en måde at få dem til at acceptere jødisk styre på.

I 1923 formulerede Jabotinsky sit svar, der implicit indebar forestillingen om adskillelse, men ikke nødvendigvis udflytning: en ”jernmur af urokkelig styrke til at tvinge de indfødte til underkastelse”. Med hans egne ord kunne palæstinensernes accept af deres undertrykkelse kun opnås ”ved hjælp af jernmuren, dvs. oprettelsen af en styrke i Palæstina der ikke på nogen måde vil lade sig påvirke af arabisk pres”.

Jabotinsky var en begejstret tilhænger af britisk imperialisme og forestillede sig den kommende jødiske stat efter en enkel kolonimodel, som en europæisk elite der herskede over den indfødte befolkning.

Inden for revisionismen fandt der imidlertid et skift sted fra ideen om adskillelse til udflytning, som afspejlede udviklinger inden for den zionistiske arbejderbevægelse. Denne forandring var måske mere opportunistisk end ideologisk, og den blev særlig åbenlys efterhånden som revisionisterne mærkede Ben-Gurions succes mht. at opbygge en jødisk stat ved hjælp af udflytning.

En af Jabotinskys elever, Menachem Begin, som senere ville blive en Likud statsminister, var i 1948 leder af Irgun militsen der begik en af de værste grusomheder under krigen. Han førte sine mænd ind i den palæstinensiske landsby Deir Yassin, hvor de massakrerede over 100 indbyggere, herunder kvinder og børn.

Selv om disse begivenheder var grusomme nok i sig selv, gik Begin og hans tilhængere bevidst i gang med at puste dødstallet op til mere end 250 i siderne af The New York Times. Deres formål var at sprede frygt i den bredere palæstinensiske befolkning og tilskynde dem til at flygte. Senere noterede han sig lykkeligt: ”Arabere over hele landet lod sig påvirke til at tro på de vilde fortællinger om ”Irgun slagtningen”, blev grebet af vild panik og begyndte at flygte for at redde livet. Denne masseflugt udviklede sig hurtigt til en vanvittig, ukontrollabel stormen af sted.”

Derefter begyndte andre fremtrædende figurer på højrefløjen åbent at gå ind for etnisk udrensning, herunder den afdøde general Rehavam Ze’evi, hvis Moledet parti førte valgkampagner med det hebræiske bogstav tet som symbol for udflytning [transfer]. Hans efterfølger, Benny Elon, bosætterleder og rabbi, antog sig en lignende platform: ”Kun befolkningsudflytning kan bringe fred.”

Intensiteten i debatten om adskillelse eller udflytning svækkedes efter 1948 med den etniske udrensningskampagne der fjernede de fleste af den indfødte palæstinensiske befolkning fra den jødiske stat. Det palæstinensiske mindretal der blev tilbage – en femtedel af befolkningen, men en gruppe som mange regnede med snart ville blive overskyllet af jødisk indvandring – blev set som et irritationsmoment, men endnu ikke som en trussel. Det var under militært styre i næsten to årtier, et system indrettet på at fremskynde adskillelse mellem palæstinensere og jøder inden for Israels grænser. Denne adskillelse – i uddannelse, beskæftigelse og boligvilkår – eksisterer den dag i dag, omend i mindre ekstrem form.

Diskussionen om adskillelse eller udflytning blev især genoplivet ved Israels erobring af Vestbredden og Gaza i 1967. Med Israels udradering af den grønne linje og den efterfølgende opløsning af distinktionen mellem palæstinensere i Israel og de besatte områder, fik problemet med et palæstinensisk flertal igen stor betydning for zionisterne.

Diskussioner i regeringen fra 1967 viser den fastlåste situation regeringen var i. Moshe Dayan stod næsten alene med sin vilje til annektering af både de nyligt erobrede områder og den palæstinensiske befolkning der. Andre mente at sådan et træk ville blive set som åbenlyst kolonialistisk og hurtigt degenerere til et aparheidsystem med jødiske borgere og palæstinensiske ikke-borgere. I deres forestilling var Jabotinskys løsning med en jernmur ikke længere anvendelig.

Men i en mere medie-gennemsyret tid, som i det mindste foregav at støtte menneskerettigheder, kunne regeringen ikke se nogen mulighed for at fordrive den palæstinensiske befolkning i stor skala og overtage landet, som Ben-Gurion havde gjort tidligere. Desuden kunne de ikke se nogen mulig måde hvorpå de kunne overbevise verden om at den slags fordrivelser kunne kaldes frivillige.

Derfor besluttede Israel ikke at bevæge sig afgørende i nogen af retningerne, hverken helt at gennemføre et udflytningsprogram eller gennemtvinge streng adskillelse. I stedet for besluttede man sig for en apartheidmodel som gav plads til Dayans forestilling om en ”snigende annektering” af de besatte områder, som han med rette troede ville kunne sættes i værk næsten ubemærket af Vesten.

Den adskillelse der i Sydafrika fik form af apartheid, adskilte sig fra Herzls opfattelse af adskillelse i én vigtig henseende: Under apartheid var den “anden” befolkning en nødvendig, om også meget misbrugt, komponent af det politiske arrangement. Som den landflygtige palæstinensiske tænker Azmi Bishara har gjort opmærksom på, ”var ”raceadskillelse” ikke absolut i Sydafrika. Den fandt sted inden for en ramme af politisk enighed. Det racistiske regime så de sorte som en del af systemet, en ingrediens i helheden. De hvide skabte et racistisk hierarki inden for enigheden.”

Med andre ord blev den selvtillid eller ensidighed der var indeholdt i Herzls forestilling om adskillelse, ignoreret i mange år under Israels besættelse. Den palæstinensiske arbejdsstyrke blev udbyttet af Israel lige som sorte arbejdere blev af Sydafruka. Dette syn på palæstinenserne blev formaliseret i Oslo aftalerne, som forudsatte den form for adskillelse der var nødvendig for at skabe en arbejdsstyrke i fangenskab.

Men Yitzhak Rabins version af apartheid udtrykt i Osloprocessen og Benjamin Netanyahus modstand med fastholdelse af Jabotinskys vision om et Storisrael var begge forskellige fra Herzls model for udflytning gennem adskillelse. Dette er en stor del af grunden til at begge politiske strømninger er blevet indoptaget i den nye, mere magtfulde tendens mod ”ensidig adskillelse”.

Det kan ikke undre at politikken om ”ensidig adskillelse” har sit udspring hos det zionistiske arbejderparti med Ehud Barak som vigtigste fortaler. Men der var hurtigt mange medlemmer af Likud som også tog den til sig. I sidste ende blev dens succes sikret ved at hovedfortaleren for et Storisrael, Ariel Sharon, blev omvendt til dens sag. Han virkeliggjorde de mest betydelige udtryk for ensidig adskillelse, muren på Vestbredden og løsrivelsen af Gaza, foruden opbruddet inden for Israels højrefløj med dannelsen af et nyt konsensusparti, Kadima.

I den nye konsensus kunne palæstinensernes udflytning opnås gennem påtvunget og fuldstændig adskillelse – som Herzl havde håbet i sin tid. Efter løsrivelsen af Gaza blev næste fase gennemført af Sharons efterfølger Ehud Olmert. Hans plan for overensstemmelse, begrænset tilbagetrækning fra Vestbredden hvor de fleste bosættere dog bliver boende, er blevet droppet, men der bygges stadig videre på dens infrastruktur – apartheidmuren.

Hvordan vil moderne zionister omforme ensidig adskillelse til udflytning? Hvordan vil Herzls oprindelige vision om etnisk udrensning gennemtvunget ved hjælp af streng etnisk adskillelse blive virkeliggjort i dagens verden?

Den aktuelle belejring af Gaza viser modellen. Efter løsrivelsen har Israel efter forgodtbefindende kunnet afskære Gazabefolkningens adgang til nødhjælp, mad, brændstof og humanitær service. Normaliteten er blevet yderligere undergravet af brud på lydmuren, vilkårlige israelske luftangreb og gentagne begrænsede invasioner der har krævet en høj pris i dødsfald, især blandt civile.

Fængslingen af Gaza er ikke længere en metafor, men er blevet daglig virkelighed. I realiteten er vilkårene i Gaza langt værre end fængsling: fanger, også krigsfanger, har en forventning om at deres menneskelighed respekteres, og at man sørger for at de har rimeligt husly, omsorg, mad og beklædning. Befolkningen i Gaza kan ikke længere regne med den slags elementære livsfornødenheder.

Det endelige formål med denne ekstreme form for adskillelse er åbenlyst: udflytning. Ved at fratage palæstinenserne de grundlæggende betingelser for et normalt liv regner man med at de til syvende og sidst vil foretrække at emigrere – under hvad der igen kan sælges til verden som en frivillig exodus. Og hvis palæstinensere vælger at forlade deres hjemland, har de efter zionistisk tænkemåde mistet deres ret til det – som tidligere generationer af zionister mente at de palæstinensiske flygtninge havde gjort ved deres påståede flugt under krigene i 1948 og 1967.

Er denne udvikling mod udflytning uundgåelig? Det mener jeg ikke. Fremgang for en moderne politik om ”udflytning gennem adskillelse” står over for nogle stærke begrænsninger.

For det første afhænger den af USAs fortsatte globale hegemoni og blinde støtte til Israel. Denne form for støtte kan let bliver undergravet af Amerikas aktuelle mislykkede eventyr i Mellemøsten og et gradvist skift i magtbalancen til Kina, Rusland og Indien.

For det andet kræver det et zionistisk verdenssyn der afviger stærkt ikke blot fra international lov, men også fra de værdier de fleste samfund og ideologier opretholder. De zionistiske ambitioner er sådan at de formentlig bliver mere og mere vanskelige at holde skjult, som det fremgår af tendensen i de meningsmålinger der viser at vestlige befolkninger, om end ikke deres regeringer, anser Israel for at være en af de største trusler mod verdensordenen.

Og for det tredje forudsætter det at palæstinenserne vil forholde sig passivt til deres langsomme udslettelse. Historiske vidnesbyrd viser med al ønskelig tydelighed at det vil de ikke.

Jonathan Cook er forfatter og journalist bosat i Nazareth, Israel. Hans seneste bøger er Israel and the Clash of Civilisations: Iraq, Iran and the Plan to Remake the Middle East (Pluto, 2008) og Disappearing Palestine (Zed, under udgivelse).

Oversat fra engelsk for Boykot Israel ved Minna Skafte Jensen