- Tilbage >

Våbenhvile med usikker fremtid

af Hans Henrik Fafner Informations korrespondent, 9. februar 2005

På gaden i Nablus ser de fleste palæstinensere kun den nye israelsk-palæstinensiske våbenhvile som en kortvarig glæde. På længere sigt bliver de gode intentioner ikke til noget, lyder det

TOPMØDE

Nablus – Blandt de fleste palæstinenserne på Vestbredden er optimismen både betinget og kortsigtet, når det gælder den israelsk-palæ-
stinensiske våbenhvile, som palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, og Israels ministerpræsident Ariel Sharon erklærede som afslutning på gårsdagens topmøde i den egyptiske badeby Sharm El-Sheikh.
»Abu Mazen (Abbas, red.) har en chance, men han løber ret sikkert ind i alvorlige problemer inden for et par måneder, og så falder våbenhvilen fra hinanden uden at vi kan gøre noget. Men vi lever i nuet og er i dette øjeblik optimistiske,« siger Othman, som Information møder foran sit møbelpolstrerværksted i Nablus.
»Vort folk er gået gennem fire års ødelæggelse og drab, og derfor er vi klar til at prøve hvad som helst, også selv om vi dybest set ikke tror på det. Jeg håber, det lykkes, men tror det ikke,« siger Othman. I deres erklæringer efter topmødet var de to ledere ellers fulde af optimisme.
»Vi er blevet enige med ministerpræsident Ariel Sharon om at indstille al vold mod israelere og palæstinensere, hvor de end befinder sig,« sagde Mahmoud Abbas, og fortsatte:
»Fred betyder grundlæggelse af en demokratisk palæstinensisk stat side om side med Israel.«
Sharon, som talte efter Abbas, fortsatte ad samme spor:
»I dag bevæger vi os mod fredelige, værdige og stille liv for alle nationer i Mellem-
østen,« sagde han: »Vold må ikke dræbe håbet.«
Mødet mundede også ud i en række nye sikkerhedsarrangementer omkring de palæstinensiske byer på Vestbredden, ligesom Sharon erklærede sin faste vilje til at gennemføre den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben.
»Dette vil bane vejen for implementeringen af køreplanen,« lovede Sharon og sagde, at »handling, og ikke ord, fører til fred«.
De to parter har dog ikke undertegnet nogen formel våbenhvileaftale, og Israel har understreget at man kun beskæftiger sig med Mahmoud Abbas’ palæstinensi-ske selvstyre, og ikke de militante grupper, som står bag angrebene.
»Udfordringerne i dag er store og dybe, men opgaven er ikke umulig. Hvis vejen er lang, har vi i dag taget det første skridt,« sagde mødets vært, Egyptens præsident Hosni Mubarak, der samtidig priste parternes vilje til at få tingene til at glide.
Ariel Sharon benyttede også topmødet til at invitere Mahmoud Abbas til at besøge sig på sin ranch i Negevørkenen, hvilket den palæstinensiske præsident tog imod.
Dække over Irak
»Jeg er klar over, at Sharm El-Sheikh er et produkt af hele optimismen omkring Abu Mazens ledelse,« fortsætter Othman tilbage i Nablus.
»Han har også nået store ting allerede, og vi er glade for de små forbedringer i dagligdagen. Større bevægelsesfrihed, bedre økonomi og fangeløsladelser, som også ser ud til at blive et resultat ud af mødet, men på længere sigt er jeg meget i tvivl.«
Mens Othman skænker kaffe, er en anden kommet til. Han præsenterer sig som Muhammed, lærer.
»Vi vil se resultater af dette, før vi tror på det,« siger han.
»Vi vil se de israelske vejspærringer fjernet og have et ordentligt liv tilbage, og det skal vi nok også få, så længe amerikanerne ser en fordel i det.«
Muhammed er sikker på, at hele topmødet blev styret fra amerikansk side, selv om USA formelt ikke var til stede, og det foruroliger ham.
»Condoleezza Rice har lige været her for at tilrettelægge det hele, for de har en dagsorden,« siger han.
»Amerikanerne sidder fast i det irakiske mudder og har brug for en politisk gevinst i Mellemøsten, så de bruger os som dække for Irak. Hvornår de har fået den gevinst, er ikke til at sige, men når det sker, slipper de deres engagement igen. Våbenhvilen er ikke andet end et element i denne strategi. Amerikanerne var med i Akaba (topmøde, der lancerede køreplanen i juni 2003, red.) og de gode intentioner fra den-gang blev aldrig til noget. Abu Mazen er en stor mand med visioner, og våbenhvilen kunne godt føre til fred, hvis Israel og USA ville, men jeg tror ikke på dem.«
Klarer ingen vandskader
»Lederne tager til Sharm El-Sheikh og spiser en god frokost sammen. De laver forretninger, men det, de beslutter, når aldrig ud til os, folket,«
siger Jamal Quzmer, der sammen med sin bror driver en lille planteskole i landsbyen Ezbet Salman.
»Hverken Sharon eller hans bedstemor kan løse problemet. Israelerne betragter Abu Mazen som et sidste håb, og derfor hjælper de ham. Indtil videre.«
Jamal Quzmer anskueliggør sit syn på optimismen omkring Sharm El-Sheikh i helt lokal sammenhæng. Ezbet Salman ligger vest for Nablus, og lige udenfor landsbyen har anlægget af israelernes såkaldte sikkerhedshegn medført landskabsforandringer, der har fået et lille vandløb til at gå over sine bredder som følge af et par dages voldsom nedbør.
»Skaderne er omfattende, og sådan vil det blive ved med at være vinter efter vinter så længe hegnet står her. Og det vil blive stående, så længe bosættelserne står her,« siger han og peger ud mellem de regntunge citrontræer.
»De bosættelser kommer aldrig væk, og så kan en våbenhvile i Sharm El-Sheikh være meget smukt tænkt, men inderlig ligegyldig, for her i Ezbet Salman klarer den ingen vandskader.«