Sikker sejr i Palestina
Søndag den 9. januar går en del af palæstinenserne til valg for første
gang siden 1996, hvor Fatah-lederen Yasser Arafat blev valgt som præsident.
Fatahs kandidat står endnu engang til at vinde valget, men næppe med samme
folkelige opbakning som Arafat i sin tid fik. Kun én anden kandidat kan tilnærmelsesvis
udfordre den kandidat, som både Fatah, Israel og Vesten satser på.
Her følger en kort beskrivelse af de to spidskandidater til det palæstinensiske
præsidentembede.
Abu Mazen – spidskandidaten
Mahmoud Abbas, også kendt som Abu Mazen, er Israels og Vestens foretrukne
kandidat.
Efter
at den populære, men livstidsfænglede, Fatah -kandidat Marwan Al-Barghouti
trak sit kandidatur tilbage, har der ikke været noget reelt alternativ til den
officielle kandidat fra Arafats parti – udover at gøre som det islamiske
parti Hamas, der boykotter valget.
Mahmoud Abbas er en af grundlæggerne af Fatah. Han har siddet i The Palestinian
Authority (PA), siden det blev oprettet – en regering, der har været stærkt
kontrolleret af Arafat, og gentagne gange er blevet beskyldt for massiv
korruption.
Som Arafats højre hånd, når det angik diplomati, var han en af arkitekterne
bag f.eks. Oslo-aftalen, der bl.a. afmonterede de palæstinensiske græsrodsorganisationer
og overførte magt til PA. Abbas var også involveret i den kritiserede
Beilin-Abu Mazen aftale fra 1995, der bl.a. opgav de palæstinensiske
flygtninges ret til at vende hjem og tillod en fortsættelse af den israelske
bosættelsespolitik.
Hans kortvarige post som premierminister på amerikansk-israelsk opfordring i
2003 har heller ikke styrket hans folkelige opbakning.
Den afdøde palæstinensiske analytiker Edward Said beskrev Abu Mazen som »universelt
kendt for sin »fleksibilitet« i forhold til Israel« og »generelt betragtet
som farveløs, moderat korrupt, og uden nogen klare selvstændige idéer, udover
at han gerne vil tilfredsstille den hvide mand.«
Ifølge de seneste meningsmålinger står Mahmoud Abbas til at få 59 pct. af
stemmerne på søndag.
Dr.
Mustafa Barghouthi – udfordreren
Dr. Mustafa Barghouthi, der ifølge meningsmålingerne ligger på andenpladsen,
udgør for mange en forfriskende og tiltrængt forandring fra Fatah-toppen og
Den Palæstinensiske Autoritets korruption og selvhjælpspolitik.
Mustafa Barghouthi – der ikke er i familie med den livstidsfængslede Marwan
Al-Barghouti – er læge og står bag oprettelsen af the Palestinian Medical
Relief Society (PMRS), som har bragt medicinsk hjælp og behandling til palæstinensiske
byer, landsbyer og flygtningelejre.
Dr. Barghouti har tillige arbejdet som mennesketrettighedsaktivist i over 25 år.
I 2002 var han medstifter af the Palestinian National Initiative (PNI). En
organisation, hvis mål er at fortsætte kampen for Palæstina på et
demokratisk grundlag, der involverer alle dele af det palæstinensiske samfund.
Edward Said har beskrevet initiativet som »det eneste ægte græsrodsinitiativ,
som holder sig fri af både de religiøse partier og deres fundamentalt
sekteriske politik samt af den traditionelle nationalisme i Arafats gamle
Fatah-aktivister. PNI overgiver sig ikke til den retningsløse militarisering af
intifadaen.«
Barghouti tilhører altså ikke den mest militante linie i den palæstinensiske
bevægelse, men hans standpunkter om, at det palæstinensiske valg skal repræsentere
palæstinensernes interesser og ikke Vesten og Israels, hans anerkendelse af de
palæstinensiske flygtninge samt hans insisteren på ophævelse af den israelske
besættelse som forudsætning for fredsaftaler, har vundet ham anerkendelse og
opbakning fra bl.a. den militante venstreorienterede befrielsesbevægelse PFLP.
Ved en pressekonference i Gaza offentliggjorde bevægelsen sin støtte til
Barghouti og opfordrede sine medlemmer til at stemme på ham. Til Reuters Bureau
udtalte Barghouti i den forbindelse, at »dette kan blive starten på en ny
demokratisk palæstinensisk koalition«.
Ifølge den politiske analytiker Hana Habib vil PFLPs støtte kunne få nogle af
de endnu uafklarede vælgere til at stemme på Barghouti, men det vil ikke være
nok til at true Abbas.
Muligvis vil nogle af de islamistiske Hamas-tilhængere dog også placere
krydset ved den uafhængige kandidat for »i det mindste at forhindre Abbas i at
få en for stor sejr«.
Ifølge de seneste meningsmålinger står Mustafa Barghouthi til at få 28 pct.
af stemmerne på søndag.
»Demokrati« under besættelse
Palæstina, der i årtier har været besat af Israel, har aldrig haft nogen
mulighed for at oprette nogen egentlig stat. Den eneste valgte leder, der har været,
var Arafat, som Israel og USA for få år siden erklærede ikke længere var »relevant«
i forhold til forhandlinger.
På den anden side krævede besættelsesmagten, at palæstinenserne skulle
gennemføre »demokratiske reformer«. De fleste palæstinensere opfattede
kravet som et påbud om at vælge den leder, som Israel ville forhandle med –
ikke den de gerne ville have.
Mahmoud Abbas var udpeget til at spille denne rolle under hans korte periode som
premierminister i 2003, og noget kunne tyde på, at han endnu engang er Israels
kandidat – denne gang til præsidentembedet i Palæstina. I hvert fald hvis
man ser på de betingelser hans modkandidat fører valgkamp under:
* Da Barghouti var i Østjerusalem for at føre valgkamp, blev han arresteret af
israelsk politi og fik at vide, at han havde tilladelse til at rejse igennem
Jerusalem, ikke til at gøre ophold og føre kampagne.
* En 17-årig aktivist blev skudt og dræbt af israelsk militær, da han satte
valgplakater op for Barghouti i en flygtningelejr i Gaza.
* Da Barghouti var i Gaza-striben for at holde vælgermøder fire dage før
valget, besluttede de israelske besættelsesstyrker sig for at lukke al trafik
ud af striben, hvilket betød, at Barghouti blev forhindret i at komme tilbage
til Vestbredden i flere dage.
Omvendt har Mahmoud Abbas og hans kampagne-aktivister uhindret kunnet rejse
indenfor og udenfor de besatte områder.
Dette er dog ikke de eneste forhindringer, den israelske besættelse har lagt
for det »demokratiske valg«. Flere andre kandidater er blevet fængslet eller
ligeledes spærret inde af udgangsforbud, ligesom valgmøder er blevet
forhindret og kampagne-aktivister chikaneret. I Østjerusalem er politiske møder,
optog og plakater blevet forbudt.
Som en ekstra finesse har den israelske stat kun tilladt små 5.000 af de over
100.000 palæstinensere i Østjerusalem at få adgang til stemmeboksene på
valgdagen. Resten må begive sig langs den såkaldte »adskillelsesmur« til
andre byer for at kunne afgive deres stemmer.
En rejse der ikke altid er mulig, og hvis varighed aldrig kan forudsiges på
grund af de utallige israelske check-points.
Selvom Israel har lovet at trække sine tropper ud af alle palæstinensiske byer
mindst 24 timer før valget begynder, står byerne på både Vestbredden og i
Gaza-striben på valgdagen også overfor den daglige risiko for at få indført
udgangsforbud eller andre bevægelseshindrende foranstaltninger.
Når palæstinenserne går til valg på søndag, ser det altså ikke ud til, at
spørgsmålet bliver, hvem der vinder valget, men hvor mange der får mulighed
for at deltage i det.
Af Ole Poulsen/Internationalt Forum
Læs mere om
valget på Alternative Information Center's valgtema-side
Hjemmeside for Fatah
Hjemmeside for Palestinian
National Authority
Hjemmeside for
Palestinian National Initiative (engelsk)
Mustafa
Barghouthi's kampagneside