|
| 11. april 2004
14:00 Udland |
 |
 |
 |
 |
En
yngre mand blev søndag dræbt under en israelsk
operation i Nablus. Manden befandt sig et i et
hus, hvor to medlemmer af Fatah-organisationen
blev arresteret.
Foto: Alaa Badarneh, © Scanpix |
|
|
 |
|
 |
|
Israelske topembedsmænd forhandler i dag i Washington de sidste
detaljer i en række dokumenter, der bliver omdrejningspunkt for
premierminister Ariel Sharons møde onsdag med præsident Bush.
Sharon rejser mandag aften til USA, og det længe ventede møde
med Bush kommer til at koncentrere sig om den israelske leders
plan om ensidige skridt i forhold til palæstinenserne.
| Detail-kort
over Gazastriben |
|
|
Amerikansk accept
Det centrale element er hans plan om at evakuere de jødiske bosættelser
i Gaza-striben og et begrænset antal bosættelser på den besatte
Vestbred. Israel vil dog fortsat bevare kontrollen over
Philadelphi Road, en vej der går langs grænsen til Egypten.
Planen vækker voldsomme protester på den israelske højrefløj,
men Sharon forsvarer planen med, at det vil give Israel fuldstændig
handlefrihed i kampen mod palæstinensisk terrorisme.
- Denne plan tillader os at handle helt uden begrænsninger mod
terror, en kamp som vi vil fortsætte, siger Sharon ifølge det
israelske dagblad Haaretz.
Ifølge Haaretz vil Sharon på onsdag få præsident Bushs
skriftlige garanti for, at USA ikke vil forlange israelsk
tilbagetrækning til våbenstilstandslinjen fra 1949 -
delingslinjen frem til Seks-dages krigen i 1967. Den kaldes også
Den Grønne Linje.
| Interaktivt
kort over Vestbredden |
|
|
Garantier til Israel
Bush og Sharon vil udveksle "breve" der fastslår de to
staters holdninger til den fremtidige udvikling i Mellemøsten. Af
Bushs brev vil det fremgå, at USA accepterer at en endelig løsning
på grænsedragningen tager hensyn til "de demografiske
realiteter", skriver Haaretz.
Det betyder at Ariel Sharons mangeårige strategi med at fremme jødiske
bosættelser i de besatte områder nu bærer frugt, idet USA er
rede til at acceptere israelske territoriale krav, der bestemmes
af tilstedeværelsen af bosættelserne.
Sharons brev vil til gengæld erklære, at Israel fortsat støtter
den såkaldte "Køreplan for fred" og princippet om
dannelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Brevet
vil erklære, at Sharons ensidige skridt er i overensstemmelse med
Køreplanen, skriver Haaretz. Forlede sagde Sharon dog, at han
ikke kan forestile sig dannelsen af en palæstinensiske stat i
nogen overskuelig fremtid.
Ifølge avisen indeholder det amerikanske brev tillige løfter om
at USA fortsat understøtter Israels sikkerhedsinteresser, og vil
sikre at landet bevarer "det kvalitative strategiske
forspring" - en omskrivning af, at Israels militære
kapacitet skal være bedre end regionens øvrige landes.
Blokerer nye diplomatiske initiativer
Brevet vil rumme et løfte om at USA fastholder "Køreplanen",
og derfor ikke vil give plads for andre diplomatiske initiativer.
USA vil også understrege, at man accepterer Israels ret til
selvforsvar, herunder Israels ret til at udføre anti-terror
operationer i de områder, som Israel planlægger at trække sig
ud af, skriver Haaretz.
Israel forventer, at mødet onsdag vil betyde en amerikansk
godkendelse af linjeføringen for den sikkerhedsbarriere, som
Israel er i færd med at opføre på den besatte Vestbred. Israels
modydelse for godkendelsen er ifølge presseforlydender, at muren
ikke skaber områder, hvor tusinder af palæstinensere bliver
placeret i aflukkede områder mellem muren og våbenstilstandslinjen
fra 1949. |
 |
|