Forfatter Sarah Stinus tale ved Mur-arrangementet i København d. 8.11 2003
Israel, Palæstinensernes tragedie
I Danmark er årene under den tyske besættelse
ikke glemt. Danskernes kamp mod besættelsen og den magt der opkastede sig til
herre over deres skæbne afspejlede et brændende ønske om frihed,
selvbestemmelse og værdighed. Derfor burde det være forståeligt for enhver i
dette land at den kamp som foregår i Palæstina er palæstinensernes retmæssige
kamp mod den brutale besættelsesmagt, Israel.
Palæstinensernes tragedie er at deres undertrykker har frit spil, fordi verdens største militærmagt er ganske indforstået med både okkupationen og den behandling menneskene i de besatte områder udsættes for. Israel er nemlig vigtig for USA. Israel er det eneste land i Mellemøsten som USA kan regne med som allieret i tykt og tyndt. Den massive hjælp landet har fået fra USA er gået til at opbygge et stærkt militærapparat. Nu agter Bushregeringen at anmode Kongressen om at øge den militærbistand, for at Israel kan modtage 2,22 milliard dollars i år 2005! Hvordan skal man forstå den rundhåndethed i en tid hvor palæstinenserne bogstaveligt talt står med ryggen mod muren, og en ny mur også kaldet sikkerhedshegnet opføres på palæstinensisk jord. Indtil nu er er der opført 150 km. Og den næste etape bliver 45 km lang og kommer til at skære endnu dybere ind i Vestbredden.
Opførelsen af denne Apartheid-mur har vakt stor harme i den øvrige verden, men ikke i USA. Resolutionen i Sikkerhedsrådet om at stoppe byggeriet, som verdenssamfundet har fordømt, faldt på grund af USA's veto. Sharon ved hvor han har Bush og Washington. Længe før sikkerhedsbarrieren var i støbeskeen, havde israelsk militær udtænkt utallige måder at chikanere og ydmyge palæstinenserne på. Et hav af forbud og forhindringer, et system af varierende tilladelser der altid indebærer at papirer med en mængde rubrikker skal udfyldes, forsynet med underskrifter og de rette stempler, før de er gyldige, har været den virkelighed som palæstinenserne har levet under gennem flere årtier. Stenkastning var deres måde at sige nej på til undertrykkeren der i dag er den stærkeste militærmagt i hele Mellemøsten. Israel har atombomber og alle de andre masseødelæggelsesvåben som USA beskyldte Irak for at have og brugte som påskud for at gå i krig mod det land. Verden skulle gøres sikrere!
Allerede i maj 2002 besluttede den israelske hær at Vestbredden skulle deles op i 8 kantoner. Det forværrede kun situationen og befolkningens lidelser. Og med muren eller hegnet oplever befolkningen nye afsavn. Forestil jer hvordan det må fø1es når din jord bliver konfiskeret, din mark forvandlet til ukendelighed, din brønd taget fra dig. Dine drømme om et anstændigt liv i værdighed i dit eget land med overlæg knuses af en arrogant overmagt! Da er det mennesket bliver desperat og ofrer sit eget liv for samtidig at ramme fjenden af jern og beton.
Sikkerhedsbarrieren er opført inde på Vestbredden hvilket betyder at når den fuldendes vil den ikke blot lukke grænsen mellem Israel og Vestbredden men også mellem Vestbredden og Jordan. Det antages at mellem 90.000 og 210.000 palæstinensere vil miste deres hjem. De der er fanget på den forkerte side af muren mister den nødvendige kontakt med Vestbreddens øvrige palæstinensiske samfund. Bønderne kan ikke nå frem til deres jord. Producenter mister deres afsætningsmarkeder. Drivhuse og plantager er borte under jorddynger. Dyrene på marken kan ikke blive vandet og fodret regelmæssigt. Lærere og elever kan ikke nå skolen til tiden. Skraldevogne kan ikke gennemføre deres kørsel. Slambrønde bliver ikke tømt til tiden. Patienter og tilskadekomne kan ikke nå hospitaler og læger. De dårlige og hullede veje samt de utallige checkpoints, når de overhovedet holdes åbne, kræver tålmodighed og masser af tid
Byen Qalqilya er et eksempel på hvor slemt det står til for palæstinenserne. Før havde den 3 udfaldsveje, nu kun en. Løfter om at holde checkpoint-porten åben, overholdes ikke. 15 af byens 39 brønde er blevet konfiskeret til fordel for de mange ulovlige israelske bosættelser i distriktet. Nu skal palæstinenserne købe vand af israelerne til skyhøje priser. Overrasker det nogen at unge mennesker bliver tilhængere af ekstremistiske bevægelser?
Israelske myndigheder taler evig og altid om terror, men glemmer at nævne hvilken slags terror det er, det besatte Palæstinas indbygger til daglig udsættes for.Vi har glemt at selvmordsbomberne ikke begyndte at eksplodere før grebet om palæstinensernes hverdag blev uudholdeligt for de fleste. Så kom reaktionen fra de militante og de fortvivlede. Krænkelserne som Israel har på samvittigheden er meget alvorlige. Husker verden og Israel ikke hvad Sharon og hans mænd udrettede i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon? Siger navnene Sabra og Chatilla os noget? Kan vi glemme billederne af israelske gengældelsesaktioner: apache-helikoptere, missiler, F-16 fly på vingerne, bulldozere, pigtråd, maskingeværer, kampklædte soldater, husundersøgelser, tilfangetagne mistænkte på vej ind i de evigt mørke huller, der er Israels fængsler? Sharon og de øvrige terroristiske elementer i hans regering nærer den samme drøm, som Golda Meir havde, og som hun udtrykte med ordene,"Maksimal territorium, et minimum af indbyggere"
Modstanden mod besættelsen vil aldrig høre op. Det er menneskets natur at bekæmpe uret og undertrykkelse. Derimod kan det ikke være en naturlov, at Danmark skal danse efter USA's pibe hver gang. Den kendte melodi lyder: Frihed og Demokrati. Jamen, det er jo netop det, der trædes under fode. Vi må være så oplyste nu at vi, også de der har stemt vores nuværende regering til magten, kræver at Danmark tager afstand fra Israels ugerninger, og omgående standser alt handelssamkvem med Israel.
Det ville klæde regeringen for en gangs skyld at tage selvstændig stilling til et udenrigspolitisk spørgsmål. Det ville give Sharons regering noget at tænke over, måske bane vejen for en israelsk kursændring til gavn for både det palæstinensiske og det israelske folk, en retfærdig løsning på den sønderslidende konflikt.
Sara Stinus