-
Tilbage >
Rachel Corrie - 1979-2003

af Palæstina Fredsvagter 11. marts
Palæstina
Fredsvagter afholder mindehøjtidelighed foran Den amerikanske Ambassade:
Årsdagen for drabet på fredsvagten Rachel Corrie
16. marts 2003 kl. 16:45 kørte en israelsk militær Caterpillar D9 bulldozer
med serienummeret 949623 to gange hen over den 23 årige amerikanske fredsvagt
Rachel Corrie i Rafah, Gaza.
Kl. 17:20 blev hun erklæret død af sine kvæstelser.
Rachel og hendes medaktivister havde hele dagen ved deres blotte tilstedeværelse
forsøgt at forhindre bulldozere i at nedrive et civilt palæstinensisk hjem.
Iført synlige orange veste stillede de sig foran bulldozerne og forhindrede
dem i at køre frem.
Der var to bulldozere og en kampvogn tilstede. Særligt den ene dozer-fører
have en så aggressiv fremfærd, at aktivisterne tidligere på dagen
kontaktede både den engelske og den amerikanske ambassade, da de følte han
bragte deres liv i fare.
Militæret frikender sig selv
Der er nu gået et år siden drabet på Rachel Corrie. Det israelske militær
har foretaget en egen undersøgelse af omstændighederne og har konkluderet at
dozer-føreren er uskyldig, da han trods aktivisternes tilstedeværelse hele
dagen og trods hendes orange vest ikke havde set hende.
De amerikanske myndigheder har godtaget denne undersøgelse og har ikke selv,
trods hendes forældres ihærdige indsats, iværksat yderligere for at få
placeret et ansvar. Det bør nævnes, at da tre amerikanere blev dræbt af et
palæstinensisk bombeattentat i Gaza d. 15. Oktober 2003 ankom FBI under 24
timer efter, for at foretage deres egen undersøgelse.
Drab på civile
På den måde ligner drabet på Rachel Corrie de alt for mange drab på
uskyldige civile palæstinensere under den anden intifada. 2.116 civile palæstinensere
har måtte lade livet, heraf 215 børn under 14 år. Hver eneste dag dræbes
palæstinensere og mindst en gang om ugen er det børn, der må lade livet.
Kun ganske få af disse drab har været genstand for undersøgelser.
Omverdenens dårlige samvittighed over hvad der hændte jøderne under 2.
verdenskrig betyder, at vi både i USA og EU vender det blinde øje til og
giver israelerne carte blanche til at fortsætte en af FN erklæret klart
ulovlig besættelse og til at fortsætte disse daglige drab.
Husødelæggelser
Rachel Corrie og de øvrige fredsvagters opgave i Rafah var at forsøge at
forhindre militærets nedrivning af palæstinensiske hjem. Tusinder af palæstinensiske
huse er nedrevet enten som kollektiv afstraffelse eller for at give plads til
opførelse af mure, hegn og militære installationer. Alene i Rafah i det
sydlige Gaza er 970 huse smadret, hvilket her har medført over 7.000 hjemløse
palæstinensere. Lederen af FN’s flygtningeprogram i de besatte områder,
danskeren Peter Hansen har tidligere udtalt, at FN’s muligheder for at hjælpe
de mange ofre for husødelæggelserne med genhusning ikke kan følge med
eskaleringen af nedrivningerne.
Palæstina Fredsvagter
Drabet på fredsvagten Rachel Corrie i marts 2003 og drabet på fredsvagten
Tom Hurndall også i Rafah i april 2003 har ikke afholdt flere danskere fra at
drage ud for at forsøge at gøre en forskel som fredsvagter. I alt 70
danskere har været afsted siden april 2002 - alle på eget ansvar og for egen
regning. I øjeblikket befinder der sig to danske fredsvagter på Vestbredden
og 12 nye er i gang med at forberede sig til at tage afsted de kommende måneder.
Mindehøjtidelighed i København
Palæstina Fredsvagter afholder tirsdag 16. Marts kl. 17 en mindehøjtidelighed
for Rachel Corrie og de mange andre civile ofre for besættelsen. Det foregår
foran Den amerikanske Ambassade i København.
Udover at tænde lys, vil Pernille Rosenkrantz-Theil og en anden fredsvagt
holde korte taler.
Efter højtideligheden vil man gå til Medborgerhuset Nørre Allé på Nørrebro,
hvor der er offentligt møde om situationen i de besatte områder kl. 19:30.
Bilag:
Diverse links
Rachel Corries sidste email.
Elizabeth Corries indlæg om hendes kusines død.
Øjenvidenskildring til drabet på Rachel Corrie:
http://www.ccmep.org/2003_articles/Palestine/032003_the_moments_before.htm
Rachel Corrie Memorial Web Site:
http://www.rachelcorrie.org/
FN’s flygtingeprogram i de besatte områder:
http://www.un.org/unrwa/
Rachel Corries sidste email
Hej far.
Tak for din email.
Nogle gange føler jeg det som om jeg bruger al min tid på at propagandere
overfor for mor og derfor helt glemmer dig.
Du skal ikke bekymre dig for meget om mig. Lige nu bekymrer jeg mig selv mest
over, at vi ikke er effektive nok. Jeg føler stadig ikke at vi er specielt i
fare. Rafah har været mere rolig på det sidste, måske fordi hæren har været
optaget af mindre invasioner nordpå, hvor de stadig skyder og smadrer huse,
og så vidt jeg ved kun har dræbt en enkelt i denne uge. Men endnu kan jeg jo
ikke sige hvordan det vil udvikle sig, hvis og når en krig mod Irak begynder.
Og tak for at du intensiverer dit anti-krigs arbejde. Jeg ved hvor svært det
er og sikkert meget sværere, der hvor du er, end her hvor jeg er. Jeg er i øvrigt
meget interesseret i at snakke med journalisten i Charlotte, fortæl mig blot
hvad jeg skal gøre for at fremskønne det.
Jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg skal foretage mig når jeg tager herfra
og at finde ud af, hvornår jeg skal tage herfra. Lige nu mener jeg at jeg økonomisk
er i stand til at blive her til juni. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage
til Olympia, men jeg bliver nødt til at vende tilbage for at rydde mine ting
ud af garagen og også for dér at fortælle om mine oplevelser her. På den
anden side, nu hvor jeg har krydset Atlanten, har jeg et stærkt ønske om
fortsat i en periode at blive på den anden side af Atlanten. Overvejer at prøve
at give engelskundervisning og vil gerne tage alvorligt fat og lære arabisk.
Jeg har også fået en invitation til at besøge Sverige på min vej tilbage,
hvilket jeg vil kunne gøre ret billigt. Jeg ønsker at forlade Rafah med en
åben plan for min hjemrejse.
En af koordinatorerne rejser herfra i morgen. At se hende tage afsked med folk
viser mig hvor svært det bliver for mig. Folk her kan jo ikke rejse. De er
også en del af mine overvejelser. Jeg ved jo ikke om de vil være i live, når
vi engang vender tilbage hertil.
Jeg ønsker virkeligt ikke at leve med en skyldsfølelse overfor det her sted,
at have det så nemt med at rejse ud og ind uden at så vende tilbage hertil.
Jeg tror det er vigtigt at forpligte sig til steder, så det ville være godt
at kunne planlægge at komme tilbage hertil indenfor et år.
Ud af alle disse muligheder er det mest sandsynlige nok, at jeg i al fald
tager til Sverige i nogle uger på vejen hjem. Jeg kan ændre min billet og
tage et fly fra Paris til Sverige og tilbage igen for i alt omkring 150
dollars. Jeg ved godt at jeg burde tage kontakt til familien i Frankrig, men
jeg er overbevist om ikke at gøre det. Jeg tror at jeg hele tiden vil være
fyldt af vrede og ikke særlig morsom at være sammen med. Det føles også
som at skulle skifte til så meget overflod, at jeg hele tiden ville føle mig
skyldig.
Fortæl mig, hvis du har nogle ideer om, hvad jeg skal gøre med resten af mit
liv. Jeg elsker dig så meget. Hvis du har lyst kan du jo skrive til mig, som
hvis jeg var på sommerlejr på Hawaii for at lære at surfe. Èn af de ting
jeg gør her for at gøre det nemmere for mig selv er at jeg trækker mig ind
i en fantasi, hvor jeg er med i en Hollywood film eller en TV-serie med
Michael J Fox.
Så find du på noget og jeg vil elske at lege med.
Megen kærlighed til dig farmand.
(oversættelse Palæstina Fredsvagter)
Et års tavshed siden Rachel Corries død
16. marts 2003, blev den 23-årige amerikanske fredsvagt Rachel Corrie dræbt,
da hun i Rafah i det sydlige Gaza blev kørt over af en israelsk militær-bulldozer.
Elizabeth Corrie, gør sig disse tanker ved årsdagen for hendes kusines død.
Af Elizabeth Corrie
For blot et år siden havde marts måned den samme betydning for mig som for
de flest andre: afslutningen på vinter, begyndelsen på forår og på sommer.
Men i år, og alle kommende år i resten af mit liv, vil marts måned få en
helt anden betydning, nemlig årsdagen for min kusine Rachel Corries brutale død.
Den 16. Marts 2003 kørte en israelsk soldat og hans kaptajn hen over Rachel
med en 9 tons tung caterpillar bulldozer. Hun stod ubevæbnet og tydeligt
synlig i en selvlysende orange vest mens hun forsøgte at beskytte et palæstinensisk
hjem der var dømt til at blive smadret af den israelske hær. Rachels død og
reaktionen på den - eller manglen på samme – afslører adskillige
foruroligende og endda amoralske og kriminelle sandheder.
For det første døde Rachel mens hun forsøgte at forhindre ødelæggelsen af
et hjem, en udbredt praksis udført af den israelske hær som kollektiv straf.
12.000 palæstinensere er som følge heraf blevet hjemløse siden begyndelsen
på den 2. intifada i september 2000. Det er et brud på international ret og
brud på Geneve-konventionen.
For det andet blev Rachel kørt over af en caterpillar bulldozer som var
fremstillet i USA. Den var betalt af de amerikanske skatteydere og sendt til
Israel som en del af den amerikanske hjælpe-pakke på 3-4 milliarder dollars
årligt. Brugen af caterpillar bulldozere til at ødelægge civiles hjem og
til at køre ubevæbnede menneskerettighedsaktivister ned med, strider imod
loven om våbeneksport som klart forbyder at disse våben bruges mod civile.
For det tredje afslører Israels egen frikendelse af den israelske hær for
ethvert ansvar for Rachels død og modviljen mod en uafhængig undersøgelse,
at Sharon-regeringen ikke ønsker at påtage sig ansvar for en amerikansk
statsborgers død. Og det viser, at Bush regeringen kujonagtigt hermed giver
Israel tilladelse til straffrit at angribe amerikanere.
For det fjerde var Rachels død faktisk kun det første af flere israelske
angreb på udenlandske statsborgere på Vestbredden og i Gaza. Fredsvagten
Brian Avery fra USA blev skudt i ansigtet den 5. april; Fredsvagten Tom
Hurndall fra Storbrittanien blev skudt i hovedet den 11. april og døde den
13. januar i år; Fotografen James Miller ligeledes fra Storbrittanien blev
skudt og dræbt i april. Indtil nu er det kun i Hurndalls tilfælde at den
ansvarlige vil blive stillet for retten og dette sker kun efter, at den
britiske regering flere måneder senere reagerede på den overvældende mængde
beviser som Tom Hurndalls familie har indsamlet.
Mens vi nærmer os årsdagen for Rachels død kan amerikanske statsborgere spørge
sig selv om hvordan det kan være at en ubevæbnet amerikaner uden følger kan
blive slået ihjel af en soldat fra et allieret land? Et land som modtager
massiv amerikansk støtte og som bruger en bulldozer fremstillet i USA af et
amerikansk selskab og betalt af amerikanske skatteborgere?
Da tre amerikanere blev slået ihjel, formodentlig af palæstinensere i en
eksplosion den 15. oktober i Gaza, ankom FBI indenfor 24 timer for at undersøge
deres død. Efter et år har hverken FBI eller noget andet amerikansk-ledet
hold gjort noget for at undersøge et drab på en amerikaner begået af en
israeler.
Hvorfor denne dobbeltmoral? Måske afslører dette den værste sandhed af dem
alle.
(oversættelse Palæstina
Fredsvagter)