af Palæstina Fredsvagter 11. marts
Palæstina Fredsvagter afholder mindehøjtidelighed foran Den amerikanske Ambassade:
Årsdagen for drabet på fredsvagten Rachel Corrie
16. marts 2003 kl. 16:45 kørte en israelsk militær Caterpillar D9 bulldozer med serienummeret 949623 to gange hen over den 23 årige amerikanske fredsvagt Rachel Corrie i Rafah, Gaza.
Kl. 17:20 blev hun erklæret død af sine kvæstelser.
Rachel og hendes medaktivister havde hele dagen ved deres blotte tilstedeværelse forsøgt at forhindre bulldozere i at nedrive et civilt palæstinensisk hjem. Iført synlige orange veste stillede de sig foran bulldozerne og forhindrede dem i at køre frem.
Der var to bulldozere og en kampvogn tilstede. Særligt den ene dozer-fører have en så aggressiv fremfærd, at aktivisterne tidligere på dagen kontaktede både den engelske og den amerikanske ambassade, da de følte han bragte deres liv i fare.
Militæret frikender sig selv
Der er nu gået et år siden drabet på Rachel Corrie. Det israelske militær har foretaget en egen undersøgelse af omstændighederne og har konkluderet at dozer-føreren er uskyldig, da han trods aktivisternes tilstedeværelse hele dagen og trods hendes orange vest ikke havde set hende.
De amerikanske myndigheder har godtaget denne undersøgelse og har ikke selv, trods hendes forældres ihærdige indsats, iværksat yderligere for at få placeret et ansvar. Det bør nævnes, at da tre amerikanere blev dræbt af et palæstinensisk bombeattentat i Gaza d. 15. Oktober 2003 ankom FBI under 24 timer efter, for at foretage deres egen undersøgelse.
Drab på civile
På den måde ligner drabet på Rachel Corrie de alt for mange drab på uskyldige civile palæstinensere under den anden intifada. 2.116 civile palæstinensere har måtte lade livet, heraf 215 børn under 14 år. Hver eneste dag dræbes palæstinensere og mindst en gang om ugen er det børn, der må lade livet. Kun ganske få af disse drab har været genstand for undersøgelser.
Omverdenens dårlige samvittighed over hvad der hændte jøderne under 2. verdenskrig betyder, at vi både i USA og EU vender det blinde øje til og giver israelerne carte blanche til at fortsætte en af FN erklæret klart ulovlig besættelse og til at fortsætte disse daglige drab.
Husødelæggelser
Rachel Corrie og de øvrige fredsvagters opgave i Rafah var at forsøge at forhindre militærets nedrivning af palæstinensiske hjem. Tusinder af palæstinensiske huse er nedrevet enten som kollektiv afstraffelse eller for at give plads til opførelse af mure, hegn og militære installationer. Alene i Rafah i det sydlige Gaza er 970 huse smadret, hvilket her har medført over 7.000 hjemløse palæstinensere. Lederen af FN’s flygtningeprogram i de besatte områder, danskeren Peter Hansen har tidligere udtalt, at FN’s muligheder for at hjælpe de mange ofre for husødelæggelserne med genhusning ikke kan følge med eskaleringen af nedrivningerne.
Palæstina Fredsvagter
Drabet på fredsvagten Rachel Corrie i marts 2003 og drabet på fredsvagten Tom Hurndall også i Rafah i april 2003 har ikke afholdt flere danskere fra at drage ud for at forsøge at gøre en forskel som fredsvagter. I alt 70 danskere har været afsted siden april 2002 - alle på eget ansvar og for egen regning. I øjeblikket befinder der sig to danske fredsvagter på Vestbredden og 12 nye er i gang med at forberede sig til at tage afsted de kommende måneder.
Mindehøjtidelighed i København
Palæstina Fredsvagter afholder tirsdag 16. Marts kl. 17 en mindehøjtidelighed for Rachel Corrie og de mange andre civile ofre for besættelsen. Det foregår foran Den amerikanske Ambassade i København.
Udover at tænde lys, vil Pernille Rosenkrantz-Theil og en anden fredsvagt holde korte taler.
Efter højtideligheden vil man gå til Medborgerhuset Nørre Allé på Nørrebro, hvor der er offentligt møde om situationen i de besatte områder kl. 19:30.
Bilag:
Diverse links
Rachel Corries sidste email.
Elizabeth Corries indlæg om hendes kusines død.
Øjenvidenskildring til drabet på Rachel Corrie:
http://www.ccmep.org/2003_articles/Palestine/032003_the_moments_before.htm
Rachel Corrie Memorial Web Site:
http://www.rachelcorrie.org/
FN’s flygtingeprogram i de besatte områder:
http://www.un.org/unrwa/
Rachel Corries sidste email
Hej far.
Tak for din email.
Nogle gange føler jeg det som om jeg bruger al min tid på at propagandere overfor for mor og derfor helt glemmer dig.
Du skal ikke bekymre dig for meget om mig. Lige nu bekymrer jeg mig selv mest over, at vi ikke er effektive nok. Jeg føler stadig ikke at vi er specielt i fare. Rafah har været mere rolig på det sidste, måske fordi hæren har været optaget af mindre invasioner nordpå, hvor de stadig skyder og smadrer huse, og så vidt jeg ved kun har dræbt en enkelt i denne uge. Men endnu kan jeg jo ikke sige hvordan det vil udvikle sig, hvis og når en krig mod Irak begynder.
Og tak for at du intensiverer dit anti-krigs arbejde. Jeg ved hvor svært det er og sikkert meget sværere, der hvor du er, end her hvor jeg er. Jeg er i øvrigt meget interesseret i at snakke med journalisten i Charlotte, fortæl mig blot hvad jeg skal gøre for at fremskønne det.
Jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg skal foretage mig når jeg tager herfra og at finde ud af, hvornår jeg skal tage herfra. Lige nu mener jeg at jeg økonomisk er i stand til at blive her til juni. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Olympia, men jeg bliver nødt til at vende tilbage for at rydde mine ting ud af garagen og også for dér at fortælle om mine oplevelser her. På den anden side, nu hvor jeg har krydset Atlanten, har jeg et stærkt ønske om fortsat i en periode at blive på den anden side af Atlanten. Overvejer at prøve at give engelskundervisning og vil gerne tage alvorligt fat og lære arabisk.
Jeg har også fået en invitation til at besøge Sverige på min vej tilbage, hvilket jeg vil kunne gøre ret billigt. Jeg ønsker at forlade Rafah med en åben plan for min hjemrejse.
En af koordinatorerne rejser herfra i morgen. At se hende tage afsked med folk viser mig hvor svært det bliver for mig. Folk her kan jo ikke rejse. De er også en del af mine overvejelser. Jeg ved jo ikke om de vil være i live, når vi engang vender tilbage hertil.
Jeg ønsker virkeligt ikke at leve med en skyldsfølelse overfor det her sted, at have det så nemt med at rejse ud og ind uden at så vende tilbage hertil. Jeg tror det er vigtigt at forpligte sig til steder, så det ville være godt at kunne planlægge at komme tilbage hertil indenfor et år.
Ud af alle disse muligheder er det mest sandsynlige nok, at jeg i al fald tager til Sverige i nogle uger på vejen hjem. Jeg kan ændre min billet og tage et fly fra Paris til Sverige og tilbage igen for i alt omkring 150 dollars. Jeg ved godt at jeg burde tage kontakt til familien i Frankrig, men jeg er overbevist om ikke at gøre det. Jeg tror at jeg hele tiden vil være fyldt af vrede og ikke særlig morsom at være sammen med. Det føles også som at skulle skifte til så meget overflod, at jeg hele tiden ville føle mig skyldig.
Fortæl mig, hvis du har nogle ideer om, hvad jeg skal gøre med resten af mit liv. Jeg elsker dig så meget. Hvis du har lyst kan du jo skrive til mig, som hvis jeg var på sommerlejr på Hawaii for at lære at surfe. Èn af de ting jeg gør her for at gøre det nemmere for mig selv er at jeg trækker mig ind i en fantasi, hvor jeg er med i en Hollywood film eller en TV-serie med Michael J Fox.
Så find du på noget og jeg vil elske at lege med.
Megen kærlighed til dig farmand.
(oversættelse Palæstina Fredsvagter)
Et års tavshed siden Rachel Corries død
16. marts 2003, blev den 23-årige amerikanske fredsvagt Rachel Corrie dræbt, da hun i Rafah i det sydlige Gaza blev kørt over af en israelsk militær-bulldozer. Elizabeth Corrie, gør sig disse tanker ved årsdagen for hendes kusines død.
Af Elizabeth Corrie
For blot et år siden havde marts måned den samme betydning for mig som for de flest andre: afslutningen på vinter, begyndelsen på forår og på sommer. Men i år, og alle kommende år i resten af mit liv, vil marts måned få en helt anden betydning, nemlig årsdagen for min kusine Rachel Corries brutale død.
Den 16. Marts 2003 kørte en israelsk soldat og hans kaptajn hen over Rachel med en 9 tons tung caterpillar bulldozer. Hun stod ubevæbnet og tydeligt synlig i en selvlysende orange vest mens hun forsøgte at beskytte et palæstinensisk hjem der var dømt til at blive smadret af den israelske hær. Rachels død og reaktionen på den - eller manglen på samme – afslører adskillige foruroligende og endda amoralske og kriminelle sandheder.
For det første døde Rachel mens hun forsøgte at forhindre ødelæggelsen af et hjem, en udbredt praksis udført af den israelske hær som kollektiv straf. 12.000 palæstinensere er som følge heraf blevet hjemløse siden begyndelsen på den 2. intifada i september 2000. Det er et brud på international ret og brud på Geneve-konventionen.
For det andet blev Rachel kørt over af en caterpillar bulldozer som var fremstillet i USA. Den var betalt af de amerikanske skatteydere og sendt til Israel som en del af den amerikanske hjælpe-pakke på 3-4 milliarder dollars årligt. Brugen af caterpillar bulldozere til at ødelægge civiles hjem og til at køre ubevæbnede menneskerettighedsaktivister ned med, strider imod loven om våbeneksport som klart forbyder at disse våben bruges mod civile.
For det tredje afslører Israels egen frikendelse af den israelske hær for ethvert ansvar for Rachels død og modviljen mod en uafhængig undersøgelse, at Sharon-regeringen ikke ønsker at påtage sig ansvar for en amerikansk statsborgers død. Og det viser, at Bush regeringen kujonagtigt hermed giver Israel tilladelse til straffrit at angribe amerikanere.
For det fjerde var Rachels død faktisk kun det første af flere israelske angreb på udenlandske statsborgere på Vestbredden og i Gaza. Fredsvagten Brian Avery fra USA blev skudt i ansigtet den 5. april; Fredsvagten Tom Hurndall fra Storbrittanien blev skudt i hovedet den 11. april og døde den 13. januar i år; Fotografen James Miller ligeledes fra Storbrittanien blev skudt og dræbt i april. Indtil nu er det kun i Hurndalls tilfælde at den ansvarlige vil blive stillet for retten og dette sker kun efter, at den britiske regering flere måneder senere reagerede på den overvældende mængde beviser som Tom Hurndalls familie har indsamlet.
Mens vi nærmer os årsdagen for Rachels død kan amerikanske statsborgere spørge sig selv om hvordan det kan være at en ubevæbnet amerikaner uden følger kan blive slået ihjel af en soldat fra et allieret land? Et land som modtager massiv amerikansk støtte og som bruger en bulldozer fremstillet i USA af et amerikansk selskab og betalt af amerikanske skatteborgere?
Da tre amerikanere blev slået ihjel, formodentlig af palæstinensere i en eksplosion den 15. oktober i Gaza, ankom FBI indenfor 24 timer for at undersøge deres død. Efter et år har hverken FBI eller noget andet amerikansk-ledet hold gjort noget for at undersøge et drab på en amerikaner begået af en israeler.
Hvorfor denne dobbeltmoral? Måske afslører dette den værste sandhed af dem alle.
(oversættelse Palæstina Fredsvagter)