Palæstina på vej mod demokrati
Tidligere bragt i Dagbladet Arbejderen
29 gange har Bent Hansen været i Palæstina. Her beretter han om oplevelser på
valgdagen den 29 . september, og vurderer dele af den politiske situation
25. oktober 2005
af Bent Hansen, valgobservatør i Palæstina
Endnu engang besøgte jeg Palæstina. Denne gang var det 29. gang jeg var der. På
opfordring af den palæstinensiske fagbevægelse PGFTU, deltog jeg som observatør
ved lokal valget den 29 september.
Valget var det andet skud af den tretrins raket der, skulle gennemføre valg af
ny præsident som det første, hvilket som bekendt endte med at Fatah-formanden
Mahmoud Abbas overtog præsidentposten efter Yassir Arafat. Dernæst valg til
lokalrådene (vores amter og kommuner). Det sidste er parlamentsvalget den 26
januar i 2006, hvor jeg forventer at deltage igen som observatør. Hermed en tak
til Forbundet 3F, 3F Odense Industri og 1. Maj Fonden, der gjorde det muligt at
yde solidaritet til et besat folk og for mig igen at få en af de bedre
oplevelser, jeg har haft i hele den periode jeg har arbejdet med konflikten.
Valget havde ikke den store interesse fra det internationale samfund. Dette er
velkendt fra vores egne valg i samme kategori. Interessen havde en afsmittende
virkning på antallet af internationale observatører. Der deltog cirka 80
observatører fra 12 lande. De 46 var fra NDI-Carters institut i USA. Ved
præsidentvalget i januar var der cirka 400 internationale observatører.
Forløbet af valgdagen
Jeg havde valgt at være i Ramallah og Jerusalem. Ved sidste valg var det her de
fleste problemer opstod ved checkpointene og ved valgstederne i Jerusalem. I
Jerusalem var det kun de tilknyttede landsbyer, der ligger i yderområdet af
Jerusalem, som kunne stemme. Jeg havde hyret en taxa til at køre mig rundt til
valgstederne. Vi startede klokken 07.00 og besøgte ni valgsteder i Ramallah og
fem i Jerusalem. Omkring klokken fire om eftermiddagen blev jeg bedt om at tage
til et af valgstederne i Jerusalem - Hizma. Der havde været problemer med de
Israelske soldater, som havde arresteret to Hamas-tilhængere. Den ene var
opstillet på Hamas` liste. Jeg lavede en rapport om episoden ud fra
øjenvidne-skildringer.Ud over dette var der en episode i Rammallah hvor, det
Israelske militær lukkede et valgsted uden nogen begrundelse.
Klokken 19.00 lukkede valgstedet, hvor jeg var blevet fra cirka 16.30.
Aftaler med besættelsesmagten
Også denne gang var der lavet en række aftaler med Israel. Som forventet blev
disse ikke overholdt, men der var færre problemer denne gang, fordi det var et
lokalvalg og færre skulle passere checkpointene. Så min oplevelse var en rolig
valgdag uden de store problemer.
Selve organiseringen har fået et professionelt tilsnit. Sådan som jeg ser det,
er det på niveau med det vi gør i Danmark - også selvom Israel skal godkende de
fleste aftaler. Registreringen er stadig det store problem, på Vestbredden er
cirka 60 procent registreret, men denne gang lidt flere end sidst, så en dag har
de også dette i orden. Ingen kan med rette hævde længere, at der ikke er
demokrati i Palæstina. Palæstinenserne har bevist, at de kan håndtere
demokratiet.
Valgets resultat
Totalopgørelsen for valget blev følgende: Fatah 53,6 procent, Hamas 26 procent
PFLP 4,9 procent, uafhængige 5,3 procent, andre 6,8 procent og de sidste 3
procent fordelte sig på DFLP, PPP og Jehad.
Alle havde forventet at Fatah tog de fleste stemmer, det meste interessante er
det store stemmetal til Hamas, som får reel indflydelse i flere af lokalrådene.
For Hamas er det en helt ny situation, at være en del af det politiske liv og
være blevet en del af det 'gode selskab'. Samtidig er det et signal til den
palæstinensiske ledelse, at store dele af den palæstinensiske folk, ønsker en
mere konsekvent politisk holdning over for Israel.Det vil blive interessant at
se Israels kommentar i den forbindelse. Vil de på sigt acceptere Hamas på linje
med andre partier i Palæstina. Israel har i flere år betragtet Hamas som en
terrororganisation og tidligere nægtet Hamas at opstille til valgene som parti,
men accepteret at enkelt-personer med tilknytning til Hamas har stillet op.
Udviklingen i området
I forbindelse med tilbagetrækningen af bosætterne fra Gaza-striben, så
palæstinenserne frem til en lettere hverdag. Men som altid i denne konflikt
skuffes alle, der vil en fredelig løsning af konflikten.
De restriktioner, der begrænser det palæstinensiske liv, bliver ikke ophævet:
Vandrationerne, kommunikationen, import/eksport fra Gaza, som er altafgørende
for den palæstinensiske økonomi, er stadig under Israelsk kontrol.
En aften sad jeg og diskuterede fremtiden og Sharons strategi med en kreds af
palæstinensere.
Flere af palæstinenserne havde den opfattelse, at Sharon vil beholde Vestbredden
og - hvis det bliver nødvendigt - så afgive Gaza til palæstinenserne som en
Palæstinensisk stat. Meget tyder på, at det er denne strategi, der arbejdes hen
imod fra Israelsk side.
Valgkommissionens opgørelse af valgresultatet:
Valgkreds/by, pladser, Fatah, Hamas, PFLP, DFLP, Andre
Jerusalem, 118, 92, 20, 0, 2, 6
Tubas, 24, 17, 6, 1, 0, 0
Tulkarem, 116, 61, 29, 8, 1, 17
Nablus, 159, 77, 53, 10, 5, 14
Qalqilya, 94, 64, 21, 4, 1, 4
Salfit, 85, 34, 17, 6, 1, 27
Ramallah, 251, 105, 70, 14, 2, 60
Betlehem, 116, 68, 30, 5, 1, 12
Hebron, 55, 28, 19, 2, 0, 6
I alt, 1018, 546, 265, 50, 13, 144 (1)
I procent, 100, 53,63, 26,03, 4,91, 1,28, 14,14
(1) Palæstinas Folkeparti (PPP) får 17 lokale politikere valgt, heraf de 6 i
Ramallah.