Notat fra PLO Negotiations Affairs Department

- Tilbage >

Notatet Den israelske "rømningsplan" fra oktober 2004 er aktuel i forbindelse med israels nuværende rømning af bosættere i Gaza medio august 05.
Det giver en juridisk vurdering af israels "rømningsplan" som en form for fortsat besættelse af Gaza uden bosættere og placerer det som en strategi for at kunne konsolidere og udbygge besættelsen af Vestbredden.(hpj)

Den israelske "rømningsplan": Gaza stadig besat

Notat fra PLO Negotiations Affairs Department, 7.10.2004

(oversat til dansk fra engelsk for Boykot Israel Kampagnen ved MSJ)

I lyset af Dov Weisglass' nylige kommentarer til rømningsplanen for Gaza henviser vi til nedenstående juridiske analyse med titlen "Den israelske rømningsplan: Gaza stadig besat". Dette notat fastslår at Gazastriben stadig juridisk set vil være israelsk besat område, også hvis planen iværksættes. Det skitserer også Israels strategi bag planen.

Den kan findes online på adressen http://www.nad-plo.org/gazaplan2.php.

Communications Department
Negotiations Support Unit
PLO Negotiations Affairs Department

Oktober 2004

"Rømningsplanens betydning er nedfrysning af fredsprocessen. ... Når alt kommer til alt, er hele denne pakke der hedder Den palæstinensiske Stat med alt hvad den indebærer, blevet endegyldigt fjernet fra vores agenda. ... Alt med præsidentens velsigelse og ratifikation fra begge kongressens kamre." – Dov Weisglass, seniorrådgiver for den israelske statsminister Ariel Sharon.

Juridisk analyse:

Israels foreslåede "rømningsplan" for Gazastriben fastslår at når den er fuldt gennemført, "vil der ikke længere være grundlag for påstanden om at Striben er besat område", selv om planen forudser ubegrænset israelsk militær og økonomisk kontrol over Gazastriben.

Israels iver efter at erklære besættelsen af Gazastriben afsluttet illustrerer strategien bag planen. For det første forsøger Israel at erklære besættelsen af Gazastriben afsluttet – åbenbart for at fritage Israel for alle juridiske forpligtelser som "besættelsesmagt" – mens den samtidig fastholder effektiv militær kontrol over Gazastriben og dens indbyggere. For det andet håber det at samle international støtte til at fastholde og endda udvide illegale bosættelser på den besatte Vestbred i bytte for en tilbagetrækning fra Gaza. Denne strategis succes var mest åbenlys ved den Bush-Sharon-pressekonference 14. april hvor præsident Bush lovpriste Sharons tilbagetrækningsplan og bekendtgjorde at "eksisterende israelske bosættelsescentre" på besat palæstinensisk område ville blive del af Israel i enhver permanent statusaftale. For det tredje, som den israelske kontorchef Dov Weisglass tilstod, håber Israel at kunne nedfryse fredsprocessen for bestandig.

Variationerne over denne strategi er ikke nye: under interimperioden af Osloaftalen skar Israel på tilsvarende måde bosættelser på palæstinensisk område væk, mens de samtidig beholdt kontrol over palæstinensisk bevægelse, økonomi og råstoffer. Selv om Israel opretholdt effektiv militærkontrol over de evakuerede områder ("Område A"), og derfor var bundet af sine juridiske forpligtelser som besættelsesmagt, var der visse israelske regeringsrådgivere der hævdede at Område A ikke længere var besat område, og derfor frigjorde sig for al juridisk forpligtelse. I offentligt og endda også i visse tilfælde diplomatisk sprog forsvandt besættelsen, besat område blev "omstridt" område, og konflikten stod ikke længere mellem en besættelsesmagt og en besat befolkning, men var snarere en strid om land mellem to ligstillede parter.

Uanset planens vilkår vil Israel efter international lov fortsat være en besættelsesmagt efter rømningen af Gaza og derfor bundet af de forpligtelser en besættelsesmagt har under international sædvanelov og den fjerde Geneve-konvention.

I. ISRAEL BESÆTTER GAZASTRIBEN

A. Israel besætter palæstinensiske områder

Termen "besættelse" beskriver et regime hvor et landområde og dets befolkning kontrolleres af en fremmed magts militær. Når en fremmed magt besætter et område, forpligter international lov den magt til at opretholde grundlæggende standarder for at beskytte både den befolkning den har under sin kontrol, og det landområde hvor den befolkning bor.

Haag-bestemmelserne af 1907 fastlagde den grundlæggende juridiske standard: "Et landområde er besat når det i praksis er underlagt en fjendtlig hærs autoritet. Besættelsen udstrækker sig kun til det landområde hvor en sådan autoritet er etableret og kan udøves." Denne definition gælder international sædvanelov og er blevet bekræftet og kommenteret ved Nürnbergprocessen, i den fjerde Geneve-konvention (1949) og i den første tilføjelsesprotokol (1979), så vel som i statslig praksis, i FNs resolutioner, og i domme fra den internationale domstol.

I juni 1967 tog det israelske militær kontrol med Vestbredden, inklusive Østjerusalem, og Gazastriben (de "palæstinensiske områder" under ét). Siden da har Israel opretholdt reel og effektiv kontrol over de palæstinensiske områder og den indfødte palæstinensiske befolkning derpå. Som følge deraf har Israel juridisk set krigerisk besat de palæstinensiske områder.

B. Det internationale samfund anser Israel for besættelsesmagt på de palæstinensiske områder

Siden 1967 har det internationale samfund konsekvent fastholdt at Israel har besat de palæstinensiske områder. FNs sikkerhedsråds resolution 242 forlangte delvis tilbagetrækning af Israel fra områder det havde "besat". Siden da har det internationale samfund, De forenede Stater medregnet, konsekvent genbekræftet at områderne, inklusive Østjerusalem, juridisk set er "besat". Faktisk har både FNs sikkerhedsråd og generalforsamlingen i maj 2004 gentaget at de palæstinensiske områder juridisk set er "besat".

C. Israels højesteret anerkender Israel som besættelsesmagt over de palæstinensiske områder

Den israelske højesteret refererer rutinemæssigt til de palæstinensiske områder som besatte og overholder international lov selektivt med hensyn til den israelske militære tilstedeværelse der.

For eksempel konstaterede den israelske højesteret i 1979: "Dette er en tilstand af krig og [Israels] status med hensyn til det besatte område er at være besættelsesmagt." I 2002 anså den israelske højesteret igen Vestbredden og Gazastriben for "at være udsat for krigerisk besættelse fra den israelske stats side."

For endnu mere nyligt, i juni 2004, bekræftede den israelske højesteret igen at områderne er besat efter international lov. For at kunne hævde juridisk autoritet til at konfiskere tusinder af kvadratkilometer palæstinensisk jord for at bygge Muren, erklærede højesteret: "Siden 1967 har Israel holdt [de palæstinensiske områder] under krigerisk besættelse."

Så uanset at israelske politikere retorisk kan stille spørgsmålstegn ved Israels besættelse af de palæstinensiske områder, anerkender israelske domstole fortsat det israelske militær som besættelsesmagt i de palæstinensiske områder.

D. Den internationale domstol anser Israel for besættelsesmagt.

I juli 2004 udtalte den internationale domstol at "... de områder Israel har besat i over 37 år har været underlagt dets territoriale jurisdiktion som besættelsesmagt."

E. Israel fortsætter som besættelsesmagt under Osloaftalen

Israel opretholdt effektiv militær kontrol over de palæstinensiske områder under Oslo-perioden (ca. 1993-2000) og overholdt almindelige internationale juridiske standarder for besættelse. Under Osloaftalen fortsatte den israelske hær med konfiskation af jord og fordoblede næsten befolkningen i de ulovlige bosættelser. Endvidere fortsatte det med at bygge gennemfartsveje og infrastruktur der gjorde palæstinensisk bevægelighed endnu vanskeligere, og gennemførte ofte militære operationer i og omkring områder hvor det hævdede at have afgivet kontrol.

Muren i Abu Dis (Billede: Musa Al Shaer)

Siden Oslo har opførelsen af den israelske mur på den besatte Vestbred frembudt et nyt eksempel på Israels faktiske kontrol med palæstinenserne og deres jord. Muren – et monstrum af beton, elektriske hegn, skyttegrave, pigtråd og skydetårne – adskiller palæstinenserne effektivt fra deres marker og vandressourcer, begrænser palæstinenseres adgang til deres ejendom, og indskrænker palæstinensernes bevægelsesfrihed inden for deres eget landområde.

Endvidere nævnte Osloaftalen specifikt at de palæstinensiske områder fortsat ville være under israelsk besættelse indtil indgåelsen og iværksættelsen af en endegyldig fredsaftale. Skønt aftalen tillod begrænset selvstyre for nogle af palæstinenserne, gentog aftalen udtrykkeligt at Gazastriben og Vestbredden fortsat ville være at betragte som ét landområde, og at tilbagetrækning fra bosættelsescentre i palæstinensisk område ikke ville "ændre status" for Vestbredden og Gazastriben så længe aftalen varede.

Endelig var FN, det internationale samfund, den israelske højesteret og den internationale domstol alle enige om at under og efter Oslo fortsatte Israel med at besætte Vestbredden og Gazastriben. Den internationale domstol understregede udtrykkeligt at "de efterfølgende begivenheder [efter krigen i 1967] ... ikke har medført ændringer [af besættelsestilstanden]".

II. GAZASTRIBEN FORTSÆTTER SOM BESAT OMRÅDE EFTER IVÆRKSÆTTELSEN AF "RØMNINGSPLANEN".

A. Israel vil fastholde effektiv kontrol over Gazastriben og derfor fortsat være besættelsesmagt

Under "rømningsplanen" vil befolkningen i Gaza stadig være underlagt effektiv kontrol af den israelske hær. Selv hvis man forudsætter at Israel fjerner sin permanente militære tilstedeværelse, beholder israelske styrker evne og ret til at rykke ind i Gazastriben efter forgodtbefindende.

Endvidere vil Israel beholde kontrol med Gazas luftrum, kyst og grænser. Ifølge planen har Israel ensidig kontrol med om Gaza åbner en havn eller en lufthavn. Dertil kan føjes at Israel fortsat kontrollerer alle grænseovergange, inklusive Gazas grænse til Ægypten. Og Israel vil "fortsætte sine militære aktiviteter ud for Gazastribens kystlinje". Taget under ét betyder disse magtbeføjelser at alt gods og alle mennesker der kommer ind og ud af Gaza, vil være underlagt israelsk kontrol.

Endelig vil Israel forhindre Gazas befolkning i at indgå internationale aftaler. Følgelig vil Israel, hvis det iværksætter "rømningsplanen" som planlagt, holde Gaza under effektiv aministrativ og militær kontrol. Altså vil Israel fortsat være besættelsesmagt i Gazastriben.

B. Israel vil fortsat være besættelsesmagt i Gazastriben så længe Israel fastholder magt til at udøve autoritet over området

I spørgsmålet om gidselsagen præciserede Nürnbergtribunalet Haag-bestemmelsernes grundlæggende definition af besættelse for at klargøre hvornår en besættelse slutter. Det nåede til at "det afgørende for anvendelse af betegnelsen lovligt besættelsesstyre er ikke om besættelsesmagten i praksis undlader at udøve kontrol over et område, men om den har styrken til at udøve en sådan magt". I dette tilfælde skulle tribunalet afgøre om Tysklands besættelse af Grækenland og Jugoslavien var slut da Tyskland de facto havde overladt kontrollen over visse områder til ikke-tyske styrker. Selv om Tyskland i praksis ikke havde kontrol over disse områder, fastslog tribunalet at Tyskland stadig var "besættelsesmagt" – både i Grækenland og Jugoslavien generelt og i de områder det havde afgivet kontrol over – siden det kunne være gået ind igen og have kontrolleret disse territorier efter forgodtbefindende.

Tilsvarende fastholder Israel sin overordnede myndighed over Gaza og i langt højere grad end Tyskland i gidselsagen: Det israelske militær forbeholder sig udtrykkeligt ret til at gå ind i Gazastriben efter forgodtbefindende. Desuden vil Israel ikke kun fastholde muligheden for at udøve kontrol over Gaza, men også i praksis fastholde kontrol over Gazas grænser, luft- og havrum, generelle sikkerhed og internationale forbindelser.

C. Som besættelsesmagt skal Israel beskytte palæstinenserne og deres land

Eftersom Israel fortsat besætter Gazastriben, vil Israel stadig være bundet af sine forpligtelser under international lov – nemlig Haag-bestemmelserne af 1907, den fjerde Genevekonvention og international sædvanelov. Ifølge international lov skal en besættelsesmagt overholde visse forpligtelser over for det folk og det område den har besat. For eksempel skal en besættelsesmagt overholde status quo af besat område og må aldrig ensidigt annektere områder eller overføre civilbefolkning til besat område. Endvidere skal besættelsesmagtens virksomhed i det besatte område bl.a. være til gavn for den befolkning det har besat.

Ikke desto mindre vil fraværet af "permanent" israelsk militær tilstedeværelse og illegale bosættere betyde en væsentlig ændring i Gazas 37 år lange historie under krigerisk israelsk besættelse. Den fjerde Genevekonvention tager rent faktisk ændringer i besættelsesgrad i betragtning. Artikel 6 erklærer at en besættelsesmagt kun er bundet af konventionens bestemmelser "i den udstrækning en sådan magt udøver regeringsfunktioner". Følgelig vil Israel fortsætte med at "besætte" Gazastriben, men kun være bundet at de aspekter af Genevekonventionen der falder inden for omkredsen af dens myndighedsudvøvelse.

Eftersom Israel imidlertid vil fastholde så høj en grad af administrativ og militær autoritet over Gaza – kontrol over luftrum, havrum, udøvelse af offentlig service, alle grænseovergange, militær sikkerhed og internationale forbindelser – vil Israel stadig være bundet af næsten alle den fjerde Genevekonventions bestemmelser, Haag-bestemmelserne af 1907 og sædvanlig international lov vedrørende besættelse.

III. STRATEGIEN BAG RØMNINGSPLANEN

A. Rømningsplanen er demografisk begrundet

Israels største slag gælder ikke "terrorisme", men demografi. Statistiske analyser forudser at palæstinensiske kristne og muslimer vil udgøre befolkningsflertallet i Israel og de besatte palæstinensiske områder i 2020. Hvis Israel ønsker vedblivende at være en "jødisk stat", vil det blive meget vanskeligt at fastholde dens jødiske identitet når en etnisk/religiøs minoritet forsat skal herske over en etnisk majoritet. Den israelske journalist David Landau har i en udtalelse til en britisk journalist fastslået at Gazaplanen udgør "den enkleste, mindst komplicerede løsning [på Israels tidsindstillede demografiske bombe]: at droppe Gaza og dets 1.3 million arabere i det håb dermed at 'købe' [Israel] 50 år mere".

Derfor er en af de primære begrundelser for Gaza-rømningsplanen at "droppe" 1.3 million ikke-jøder for samtidig illegalt at konfiskere så meget palæstinensisk jord på Vestbredden som muligt.

B. Israel søger at konsolidere erobringer på Vestbredden til gengæld for "afståelser" i Gaza

Mens verden offentligt diskuterer "rømningsplanen", har Israel bygget Muren på den besatte Vestbred. Muren adskiller palæstinensere fra deres jord, fællesskaber og hjem, mens den illegalt lægger beslag på mere jord og råstoffer til israelske bosættelser. Dertil kan føjes at Israel til stadighed udvider de illegale bosættelser på den besatte Vestbred. Siden den internationale domstol udstedte sin erklæring 9.7.2004, der fastslår at bosættelserne er ulovlige, har Israel offentliggjort etablering af over 2300 nye boligenheder på Vestbredden.

Præsident George W. Bush og den israelske statsminister Ariel Sharon under en pressekonference i "the Cross Hall" i Det hvide Hus 14. april 2004 (Foto: Det hvide Hus)

Successen for Israels strategi blev tydelig under en pressekonference 14.4.2004 da USAs præsident Bush, tilsyneladende i et forsøg på at støtte Gazaplanen, accepterede Israels planer for at fastholde ulovlige bosættelser på Vestbreden (som han kaldte "israelske befolkningscentre") i en hvilken som helst permanent statusaftale. Præsidenten erklærede endvidere USAs modstand mod palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til hjem og besiddelser inden for Israel, som ellers er garanteret dem af international lov.

Til forskel fra Gazabosættelserne rummer de bosættelser på Vestbredden som Israel vil fastholde "i bytte" for dets ensidige tilbagetrækning fra Gaza, imidlertid titusindvis af illegale bosættere og strækker sig mange kilometer ind på besat palæstinensisk område. Således vil Israel demografisk og permanent grundfæste sin tilstedeværelse på Vestbredden. Derfor har rømningsplanen for Gaza mindre at gøre med hvad Israel afgiver i Gaza og mere med hvad Israel planlægger at tage fra Vestbredden.

IV. KONKLUSION: KONSTRUKTIVE LØSNINGER

Israel vil i praksis fastholde militær, økonomisk og administrativ kontrol over Gazastriben og vil derfor fortsat besætte Gazastriben – selv efter iværksættelsen af dens rømningsplan som foreslået. Fordi Israel stadig vil have besat Gaza, vil det stadig være bundet af reglerne i Haag-bestemmelserne af 1907, fjerde Genevekonvention og relevant international sædvanelov.

Det vil imidlertid ikke sige at fjernelsen af Gazas bosættere eller reduceringen af israelsk militær tilstedeværelse i og omkring Gazastriben ikke kunne indvarsle en bedre tid for både palæstinensere og israelere. Palæstinenserne påskønner enhver bevægelse fra Israels side i retning af overholdelse af international lov. Overholdelse af international lov bringer palæstinenserne tættere på befrielse og regionen tættere på stabilitet. Ved at bruge ikke-voldelige midler til at opnå rimelige resultater, hjælper international lov med til at bringe ekstremistiske holdninger og aktiviteter til tavshed, samtidig med at den fører begge sider tættere på en forhandlet fred. Desuden styrker respekt for international lov troværdigheden hos stærkere nationer som rutinemæssigt påberåber sig den som lovmæssigt grundlag for deres egne handlinger.

Israels rømningsplan er imidlertid ikke et forsøg i god tro på at fremme freden. Israel er snarere ved selektivt at rette sig efter visse internationale juridiske standarder i Gazastriben for på forhånd at afbøde kritik for massive krænkelser på Vestbredden (Østjerusalem medregnet). Ved at gøre det sikrer Israel at konflikten fortsætter og måske intensiveres. Hvis Israel i praksis opretholder kontrol over Gazastriben og nægter den mulighed for at udvikle sig internt og handle eksternt, kan Gaza blive en større humanitær katastrofe end det allerede er. Eller hvis Israel ender med at erklære Gaza for "Den palæstinensiske Stat", kan den frihed der er garanteret under international lov, blive rykket endnu længere ud i fremtiden for palæstinensere andre steder.

Det internationale samfund bør sikre at alle ensidige forholdsregler Israel tager, er i overensstemmelse med international lov og ikke bliver brugt til at retfærdiggøre krænkelser af international lov andre steder.

(oversat til dansk fra engelsk for Boykot Israel Kampagnen ved MSJ)