- Tilbage >

Ni år i Gaza - for menneskene.
Mange danskere er nærmest lidt stolte af Peter Hansen.
Der er noget 'Hans Blix' over ham... eller også er det omvendt

 11. juni 2005      Dagbladet Arbejderen

- Efter ni år i Gaza og på Vestbredden kan jeg sammenfatte en redegørelse under tre ord. De forekommer dramatiske, men de er ikke overdrevne, forklarer Peter Hansen, hvis hele udstråling fjerner enhver tanke om, at han kunne finde på at overdrive eller på anden måde optræde usagligt.

- De tre ord er undertrykkelse, nød og død, kommer det roligt og med vægt fra den nu tidligere chef for FN`s hjælpeprogrammer for palæstinensiske flygtninge (UNWRA).

I den store sal i Medborgerhuset på Nørre Alle i København er alle stole besat - så rigeligt. Der er stor interesse for at møde Peter Hansen, som er brændt igennem i medierne med sin principfaste holdning, som flere gange har udløst den israelske regerings raseri og USA`s modvilje.

Mange danskere er nærmest lidt stolte af Peter Hansen:

- Der er noget 'Hans Blix' over ham... som en kollega sagde, da Peter Hansen gav et interveiw på dagbladet Arbejderen... eller også er det omvendt.



Værre siden Oslo

Undertrykkelsen finder sit klareste udtryk ved at palæstinenserne ikke kan bevæge sig frit.

- Det er bestandigt blevet værre siden Oslo-aftalen i 1993. Frem til da var der et relativt frit samkvem mellem Gaza, Israel og Vestbredden, forklarer Peter Hansen. Mennesker fra Gaza kunne tage til Israel og arbejde. Det skabte indtægter, som kunne betale for importen - Gaza er nødt til at importere næsten alting fra Israel.

Op gennem Ô90-erne blev der lukket af til Gaza og folk kunne ikke længere rejse ind og ud af Israel eller til Vestbredden. Gaza selv blev opdelt i tre zoner, som indbyggerne heller ikke kan bevæge sig imellem.

- Levestandarden er faldet dramatisk, arbejdsløsheden er over 60 procent. Det er en katastrofal situation, fastslår manden, som har levet i Gaza i ni år og opholdt sig her det meste af tiden, selvom hans arbejde har bragt ham på hyppige rejser til Vestbredden, til Israel, Jordan, Syrien og Libanon, hvor der lever millioner af palæstinensere... samt 'hjem' til FN`s hovedkvarter i New York og til andre lande.

Hundredetusinder har været afhængige af den fødevarehjælp og nødhjælp, som UNWRA har fordelt, selvom palæstinenserne naturligvis hellere vil klare sig selv, som Peter Hansen formulerer det:

- De har levet indespærret i årtier. Det store flertal af befolkningen oplever Gaza som et fængsel. Det ville formentlig være lettere for en fange i et dansk fængsel at få udgangstilladelse end det er for en palæstinenser at få tilladelse til at forlade Gaza.

Siden udbruddet af den 2. Intifada i september 2000 har situationen på Vestbredden udviklet sig tilsvarende. Israelerne har gravet dybe og brede grøfter rundt om landsbyer og byer. Hvis indbyggerne skal ud eller ind skal de passere gennem et checkpoint, hvor de kontrolleres af israelske soldater. De skal have en tilladelse for at bevæge sig.

Konklusionen er, at det er forfærdeligt på Vestbredden, men ikke så slemt som i Gaza.



Drik det, sagde soldaten

Peter Hansen illustrerer denne virkelighed med en kort beretning om en begivenhed, som en af hans egne medarbejdere i UNWRA oplevede ved et checkpoint:

- En palæstinensisk kvinde, der er gift med en fisker i Gaza skulle til byen for at skaffe en kemisk substans, til at reparere mandens glasfiberbåd med. Substansen fik hun i en lille flaske. Da hun kom til et checkpoint fik hun sine tasker gennemsøgt. Den kvindelige israelske soldat, som kontrollerede palæstinenseren fandt den lille flaske, som var uden mærkning... Det lignede blot vand, og fiskerkonen, som var nervøs, sagde derfor, at det 'bare var vand'.

Drik det, lød ordren derefter fra den israelske soldat, som understregede orden ved at sætte sit gevær mod kvindens hoved.

Hun drak det, kastede blod op og mistede stemmen. Hun har ikke talt siden, men hun overlevede dog...'



Ud af Gaza, eller...

Er Israel på vej ud af Gaza? Peter Hansen kan ikke svare endegyldigt på spørgsmålet, men det tror han. Trods betydelig modstand mod planen fra visse religiøse kredse og nogle politiske kræfter, så tror han, at man har nået et 'point og no return'... det er blevet for sent at vende om.

Det er han ikke så meget i tvivl om. Mere usikkert er det hvorfor og hvad så?

- Betyder det, at vogterne smækker døren, låser og smider nøglen væk? Er det et sidste skridt for at slippe af med Gaza eller er det et første skridt for at skabe en politisk løsning? Peter Hansen stiller spørgsmålene - ikke retorisk, han kender ikke svarene.

Men han håber så inderligt, at det bliver et første skridt hen mod oprettelsen af en bæredygtig, en levedygtig palæstinensisk stat.

Men det forudsætter også en tilbagetrækning fra den besatte Vestbred, og Peter Hansen meget i tvivl om dét kommer på dagsordenen.

Israel kan forfølge to forskellige planer på Vestbredden. Den anden er at fastholde og endog udvide en række bosættelser. Opretholde vejnettet imellem bosættelserne og Israel. det vil opsplitte Vestbredden i en række 'bantustans'. Peter Hansen bruger selv det berygtede ord, der henviser til de områder, som sorte blev henvist til i apartheid-Sydafrika.

Han konstaterer med beklagelse, at USA`s præsident George W. Bush, har talt om at 'man er nødt til at tage realiteterne på jorden i betragtning'. Det er et perspektiv, som Peter Hansen tolker i retning af at USA vil tolerere permanente israelske bosættelser på Vestbredden. På den anden side finder den - indtil for nyligt - højtstående FN-diplomat det positivt, at George Bush som den første amerikanske præsident har erklæret sin støtte til en tostatsløsning og udtrykkelig taler om en levedygtig palæstinensisk stat.

For diplomaten kan alt forhandles og kompromisser skal søges for at finde løsninger, som alle parter kan leve med. Men Peter Hansen synes at palæstinenserne har gjort deres indrømmelser - med eller mod deres vilje:

- Selv hvis Israel trækker sig tilbage til grænserne fa før 1967-krigen, så udgør det område, som den palæstinensiske stat bliver opretet på kun 22 procent af det historiske Palæstina. Det er absolut minimum for at der bliver tale om en levedygtig palæstinensisk stat, mener han.



En mur med hensyn

- Jeg må være varsom med mine ord. Nogle kalder det en barriere, visse steder er det et hegn, andre steder er det en mur - en otte meter høj mur.

- Berlinmuren var 3+ meter.

- Men der er skam taget visse hensyn. Der er lavet huller i muren med jævne mellemrum. Små huller, som tillader de vilde dyr at passere til og fra Vestbredden, men som er for små til at et mennesker kan presse sig igennem.

Peter Hansen er en mand med skarphed og lune. Han er tydeligvis glad for denne lille anekdote, som både fortæller er klar historie, indeholder en kritik og samtidig har noget pudsigt over sig... i modsætning til muren. Det fastslår han med nogle få fakta:

Muren følger ikke 1967-grænsen. Den bygges inde på palæstinensisk jord. 11,5 procent af Vestbredden er lukket inde mellem 1967-grænsen mod vest og muren mod øst.

81 små og større palæstinensiske samfund er blevet isoleret og afskåret fra skoler, butikker, marker, hospitaler, familie og naboer.

Konkret har UNWRA opgjort, at muren afskærer 210.000 palæstinensere fra adgangen til deres hospitaler. UNWRA, som Peter Hansen var leder af i ni år, driver blandt andet skoler og hospitaler i og ved Østjerusalem. Nogle af dem står nærmest tomme nu. Ikke fordi der ikke er behov for dem - tværtimod. Der er blot kommet en mur i vejen.

70 procent af tilkaldte ambulancer kan ikke nå frem på grund af muren. 40 voksne palæstinensere og 14 børn er døde af den grund.



Storisrael eller to stater

Vil fremtiden byde på et Storisrael eller en palæstinensisk og en israelsk stat side om side?

- Jeg er ikke tankelæser, og kan ikke se, hvad der foregår inde i hovedet på Israels ministerpræsident Sharon, men jeg tror han har set den demografiske skrift på væggen. Hvis ikke de hurtigt skaber en to-statsløsning, så vil der om mindre end ti år leve flere arabere - altså palæstinensere - i det historiske Palæstina end israelere. Peter Hansen tjekker lige, om dette centrale budskab er blevet noteret ned, inden han fortsætter.

- Det betyder, at hvis Israel vil fortsætte med at være en demokratisk stat med en jødisk karakter, så står man over for et eksistentielt valg. Det er et spørgsmål om den zionistiske stats overlevelse.

Peter Hansen føler sig dog ikke sikker på, at denne virkelighed udstikker rammen for den israelske regerings handlinger:

- Jeg har hørt Dov Weissglass citeret for at sige, at tilbagetrækningsplanen er 'kloroform'. Dov Weissglass er manden, der har formuleret Sharons plan for tilbagetrækning fra Gaza. Hvis han betegner planen som kloroform, tyder det på, at den mere skal bedøve end fremme en fredsløsning.



Et EU-plaster

En løsning på konflikten i Mellemøsten afhænger ikke kun af Israel og palæstinenserne. Den afhænger også af den rolle, som verdenssamfundet stiller - ikke mindst af USA og EU.

EU gør ikke meget væsen af sig politisk, mener Peter Hansen. Der kommer mange midler fra EU - også til palæstinenserne og til FN`s arbejde, som Peter Hansen har stået i spidsen for i ni år. Så han er taknemmelig for det. Han nærer dog ingen illusioner.

- Det er plaster på såret, men det er et nødvendigt plaster indtil en løsning bliver fundet.

Peter Hansen er varsom med sine udtalelser om EU`s forhold til Israel, om kritikken af at EU har indgået en handelsaftale, som kræver Israels overholdelse af menneskerettigheder og FN-resolutioner, men ikke håndhæver den. Han bruger heller ikke sit krudt på at kritisere Israel for at snyde bosættervarer ind i EU under den særlige aftale om toldfrihed, selvom bosættervarer udtrykkeligt er undtaget fra aftalen.

- Der er meget stærke kræfter i Europa, som af historiske grunde ikke vil rokke ved en ufravigelig støtte til Israel. Han sætter ikke noget landenavn på. Det kan læseren jo selv tænke over, anbefaler han.



Flygtningeproblemet kan løses

De palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til den jord og det hjem, som de blev fordrevet fra i 1948 og senere, er ikke kun fastslået i FN`s berømte resolution 194, forklarer Peter Hansen.

Menneskers umistelige ret til deres hjem og derfor til at vende tilbage, hvis de bliver nødt til at flygte har dybe historiske rødder, som jøderne jo mildt sagt også henholder sig til. I 1999 var også palæstinenserne vidner til at USA og Europa var klar til at indsætte bombefly og militær for at sikre Kosovos befolkning deres ret til at vende tilbage.

- Palæstinenserne kan ikke undgå at bemærke den forskel, der er på hvordan verdenssamfundet handler i forhold til Kosovo og Palæstina, siger Peter Hansen, mens han nærmest som en skolelærer løfter brillerne op i panden.

- Israel vil helt sikkert ikke have alle de tre til fire millioner flygtninge tilbage. Men måske ender de med at sige ja til nogle få, tilføjer han.

Den nu tidligere FN-mand ser lysere på flygtningeproblemet end de fleste, der udtaler sig om det. Der er på det menneskelige og psykologiske plan brug for at Israel anerkender, at problemet eksisterer og at man har et moralsk ansvar. Det er et uomgængeligt krav fra palæstinenserne. Det er der brug for, for at de menneskelige sår kan læges.

- Men det er kun et fåtal af palæstinensiske flygtninge, som i realiteten vil vende tilbage til det sted, som de flygtede fra. Det sted er politisk, kulturelt, ja fysisk - forandret til ukendelighed. Det er langt fra at være det sted, som de i deres drømme længes så inderligt efter.

Peter Hansen har for nylig læst en meningsmåling, som blev lavet af et Palæstinensisk institut i Nablus. Den viser at 90 procent af palæstinenserne insisterer på, at Israel anerkender deres ret til at vende tilbage - men kun ti procent udtrykker et ønske om at benytte sig af denne ret.

Instituttet blev senere kritiseret for at offentliggøre sådanne undersøgelser. Der er palæstinensere, der synes er et forræderi. Peter Hansen synes det er særdeles nyttigt:

- Tallene viser, at de israelske dommedagsprofetier ikke har noget grundlag, fastslår han.



 

Danskeren Peter Hansen har arbejdet for FN i 27 år.

Indtil 1978 var han professor i international politik ved universitetet i Odense. Samtidig var han formand for FN`s Program og Koordinationsudvalg.

I 1978 blev han som 30-årig udnævnt til vice-generalsekretær med ansvar for planlægning og koordinering.

I 1985 blev Peter Hansen leder af FN`s første forsøg på at fastlægge etiske normer for multinationale selskaber.

I 1992 - leder af FN`s indsats i Somalia og i Rwanda - desuden tilknyttet Mellemøsten-forhandlingerne i Oslo.

1994 blev han undergeneralsekretær for humanitære anliggender, med ansvar for at håndtere katastrofesituationer.

1996 tiltrådte han som generalsekretær for UNWRA - FN`s nødhjælpsorganisation for de palæstinensiske flygtninge.

2005 blev han gået som leder af UNWRA. Israel og USA ønskede ikke han skulle fortsætte.

Peter Hansen bor i New York og arbejder nu med en række projekter tilknyttet universiteter og institutter.







/se