- Tilbage >


23. feb 2004 kl. 10:46 /Opdateret 23. feb 2004 kl. 16:59 Politiken

Massive demonstrationer ved høring om barriere

Høringen om Israels omstridte sikkerhedsbarriere er til morgen indledt ved ved FN-domstolen i Haag. Israel har nægtet at anerkende høringen, mens palæstinenserne håber, at det internationale samfund vil gribe ind og stoppe byggeriet af barrieren.

Af Niels Busch

En busfuld pårørende til ofre for bombeterror i Israel er valfartet til Haag for at give deres mening til kende. - Foto: AP
Den israelske barriere

Israelerne bygger en omtrent 700 kilometer lang sikkerhedsbarriere bestående af hegn eller mur i op til otte meters højde. Pris: 15 milliarder kroner.

Formålet er ifølge israelerne at dæmme op for de palæstinensiske selvmordsangreb, men palæstinenserne mener, at formålet også er at tilegne sig mere land, hvis der senere skulle oprettes en palæstinensisk stat.

Over 400.000 palæstinensere må se sig afskåret fra deres jord, som er på den anden side af barrieren.

Et flertal i FNs generalforsamling har indbragt sikkerhedsbarrieren for FN-domstolen i Haag, som indledte en høring 23. februar.

Israel har boykottet høringen. USA og alle EU-lande samt Rusland har taget forbehold overfor høringen, da de mener den vil kunne forhindre fredsprocessen.


Læs også:
Voldsomme optøjer på Vestbredden
Røde Kors fordømmer sikkerhedsbarriere
Israel boykotter Haag-domstol
Jordanere protesterer over israelsk hegn
Per Stig: Israel bremser fredsplan
Israelsk minister frygter boykot

Læs flere


Høringen


  • Sagen er kommet for domstolen i Haag på foranledning af et flertal i FN's generalforsamling.
  • FN-flertallet har bedt domstolen vurdere, om Israel bryder internationale konventioner og regler ved at opføre sikkerhedsbarrieren.
  • I første omgang skal domstolen dog udelukkende tage stilling, om den overhovedet vil behandle sagen.
  • Samtlige EU-lande, USA og Rusland har skriftligt taget forbehold overfor høringen. Argumentet er, at domstolen, hvis den antager sagen, kan ende med at levere en juridisk løsning på en problemstilling med politisk overbygning.


Høringerne om Israels sikkerhedsbarriere er til morgen indledt ved FN-domstolen i Haag.

Tusindvis af palæstinensiske og israelske demonstranter er rejst til den hollandske by for at give deres holdning til kende. Blandt andet er en busfuld pårørende til ofre for bombeterroren rejst til Haag.

Tåregas mod demonstranter
Den palæstinensiske præsident Yassir Arafat har på palæstinensisk tv lagt op til høringerne ved at udelukke, at der kan blive fred eller sikkerhed i Mellemøsten med en sikkerhedsbarriere.

Der er anmeldt adskillige anti-israelske demonstrationer nær barrieren i dag, og israelske hær har til morgen affyret tåregas mod 2.500 palæstinensere, der demonstrerede ved en del af barrieren nær byen Tulkarem.

700 kilometer sikkerhedsbarriere
Høringen skal afklare de juridiske aspekter ved Israels opførelse af den 700 kilometer lange sikkerhedsbarriere, som Israel ønsker opført som beskyttelse mod selvmordsangreb udført af palæstinensere fra Vestbredden og Gaza.

Så sent som i går dræbte en selvmordsbombe otte israelere i en bus i Jerusalem.

Til dato har Israel under store internationale protester opført de første cirka 180 kilometer.

Brud på folkeretten
Palæstinenserne mener, at sikkerhedsbarrieren er et brud på folkeretten, fordi barrieren afskærer palæstinenserne fra dele af deres eget land og i øvrigt skaber store problemer for den palæstinensiske civilbefolkning, som blandt andet afskæres fra lægehjælp og vand.

Palæstinenserne fik i midten af sidste uge hjælp fra Internationalt Røde Kors, der slog fast, at Israels opførelse af en sikkerhedsbarriere på palæstinensisk område er ulovlig ifølge international lov.

Israelsk boykot
Israel boykotter høringen i Haag, fordi man ikke mener, at domstolen kan dømme i en sag, som, israelerne mener, er politisk og ikke juridisk.

Samtidig mener Israel, at høringen sætter fokus på Israels modtræk mod terrorismen, men ikke på terroristerne selv.

Barriere umuliggør palæstinensisk stat
Den permanente palæstinensiske observatør i FN, Nassar al-Kidwa, stod for åbningstalen:

»Denne mur vil, hvis den færdiggøres, efterlade det palæstinensiske folk med kun halvdelen af Vestbredden inden i isolerede, usammenhængende, indhegnede enklaver«, sagde han og udtalte, at barrieren ville umuliggøre en levedygtig palæstinensisk stat.

Hundredvis af Israelere er blevet dræbt af selvmordsbomber, siden den palæstinensiske opstand begyndte for mere end tre år siden.

I samme periode er mere end 2700 palæstinensere blevet dræbt.

Høringen i Haag er sat til at vare tre dage.