Lys for enden af Gaza

En verdslig-demokratisk stat som løsning

Lys for enden af Gaza-Ramallah-tunnelen

Af Omar Barghouti

Da jeg så nogle af de billeder der kom ud fra de interne kampe i Gaza sidste uge, undertrykte jeg min bekymring og opblussende vrede ved at huske på de vise og næsten profetiske ord skrevet af den store brasilianske læremester Paulo Freire:

”Det centrale spørgsmål er: Hvordan kan de undertrykte, som splittede, uautentiske væsener, deltage i udviklingen af en pædagogik for deres befrielse? Kun ved at opdage at de selv er ’værtsfolk’ for undertrykkeren, kan de medvirke til forløsningen af deres befrielsespædagogik. Så længe de lever i den dobbelthed hvori det at være er at være som, og at være som er at være som undertrykkeren, er denne indsats umulig. De undertryktes pædagogik er et redskab for dem til at gøre den kritiske opdagelse at både de selv og deres undertrykkere er eksempler på afhumanisering.”

Åbenbart har ingen af de to kæmpende parter haft held til at overskride rollen med ”at være som undertrykkeren”.

Hamas’ lysende succes idet de med magt har overtaget de formodede symboler på palæstinensisk herredømme i Gaza, kan ikke og bør ikke overskygge at i betragtning af den dominerende tilstedeværelse af Israels militære besættelse har det blodige sammenstød mellem den islamistiske gruppe og dens verdslige modstykke, Fatah, uanset motiverne, udviklet sig til en kamp mellem to slaver der slås om de krummer deres fælles koloniherre kaster til dem når de opfører sig pænt.

Der er ingen tvivl om at en fraktion inden for Fatah – åbenlyst bekostet, trænet og styret af USA og Israel – er den hovedmistænkte bag opblusningen af denne blodige og gensidigt morderiske strid, som mange iagttagere betragter som et kun tyndt sløret forsøg på at destabilisere Hamas’ demokratisk valgte regering, og tvinge den til at affinde sig med de israelske diktater den indtil videre har modsat sig. Desuden vil enhver nøgtern juridisk ekspert uden videre indrømme at den såkaldte ”nødregering”, der er blevet indsat af lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, som svar på Hamas’ magtovertagelse i Gaza, krænker adskillige artikler i grundloven, hvad der svarer til det palæstinensiske selvstyres forfatning.

Mens det efterhånden i nogen tid har været velkendt og vel dokumenteret af dele af Fatah er kendetegnet af korruption, lovløshed, profitmageri og endda forræderi, er den brutale, hensynsløse og i nogle tilfælde kriminelle taktik der har været udvist af væbnede grupper inden for Hamas, en ny påmindelse for neutrale tilskuere, der havde været velvilligt indstillet over for gruppen så længe informationsgrundlaget var tvivlsomt, om at også den rummer en stærkt magthungrende fraktion der er parat til at se stort på principper og menneskerettigheder for at nå sine politiske mål. Hamas kan ikke sige sig fri fra en anklage for ved at deltage i de lovgivende og kommunale valg ifølge de love og parametre der blev fastsat i Osloaftalerne, allerede at have bidraget til legitimering af resultaterne af disse aftaler, og dermed givet afkald på sin status som en modstandsbevægelse der primært arbejdede på at virkeliggøre hovedlinjerne i det palæstinensiske nationale program for befrielse og selvbestemmelse. Oven i købet, og til forskel fra den langt mere sofistikerede og ansvarlige Hizbollah i Libanon, har Hamas i løbet af det sidste halvandet år, hvor den har haft regeringsmagt på forskellige niveauer, afsløret sin indbyggede tendens til som alle islamistiske bevægelser at gennemtvinge sit ensidige ideologiske og sociale system og at afvise og mest muligt undertrykke andre synspunkter og kulturelle opfattelser der er i konflikt med systemet.

På kort sigt er det mest sandsynlige at det politiske vakuum der uundgåeligt vil resultere af den voksende kløft mellem Ramallah og Gaza og det stadige sammenbrud af det palæstinensiske selvstyres strukturer og hvad der måtte være tilbage af myndighed på området, vil blive udfyldt af en altomfattende israelsk genbesættelse af hele Vestbredden og Gaza. Det vil være dødsannoncen for den såkaldte Oslo-fredsproces, som i realiteten er brudt sammen for længe siden under vægten af Israels stadig ekspanderende bosættelser, apartheidmuren – erklæret ulovlig af Den internationale Domstol – og det finmaskede apparat til undertrykkelse og ydmygelse af de palæstinensere der er under israelsk kontrol.

Denne situation kan enten føre til en trussel mod selve den palæstinensiske nationale bevægelses overlevelse og fuldbyrdelse af den disintegration af det palæstinensiske samfund der allerede er godt på vej, eller blive startskud til en genoplivelse af den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse. Men hvis den anden mulighed skal virkeliggøres, må to vanskelige, men realistiske betingelser opfyldes: For det første palæstinensisk strukturel demokratisering og politisk reform og genetablering af palæstinensiske nationale prioriteringer, og for det andet en kritisk analysse og genopfriskning af den palæstinensiske modstandsstrategi ud fra både moralske og pragmatiske standpunkter. Begge er tvingende nødvendige for at bringe den palæstinensiske kamp ind på linje med den internationale sociale bevægelse, og for at sætte Palæstinaspørgsmålet tilbage på verdens landkort som en grundlæggende moralsk og politisk retfærdig og gennemførlig befrielseskamp, der – igen – kan appellere til fantasi og støtte hos progressive og frihedselskende verden over.

For at imødegå Israels dobbelte strategi, på den ene side at fragmentere, ghettoisere og fattiggøre palæstinenserne og på den anden at reducere konflikten til en strid om en lille delmængde af de palæstinensiske rettigheder, må PLO genoplives og omformes til at legemliggøre kravene, de kreative energier og nationale rammer for de tre hovedgrupper af det palæstinensiske folk: palæstinensere i de besatte områder, palæstinensiske flygtninge og palæstinensiske borgere i Israel. PLO’s græsrodsorganisationer må genopbygges fra bunden med massedeltagelse, og de skal ledes med ubegrænset demokrati og proportional repræsentation. Denne proces må indeholde en velplanlagt tilbageførsel af magt fra det hendøende palæstinensiske selvstyre til et forynget PLO, med hele spektret af palæstinensiske bevægelser inkluderet.

Hvad modstandsstrategier angår, kan og skal man ikke holde midler og mål strengt adskilt. Hvis vi har lært noget af kampen for frihed i Algeriet, Nordirland og Sydafrika, er det det. Ud over palæstinensernes ret til at modsætte sig fremmed besættelse med alle midler, som det er fastslået i international lov, har vi en moralsk forpligtelse til at undgå taktikker der uden skelnen rammer uskyldige civile og uundgåeligt korrumperer vores egen menneskelighed. Samtidig, og med nøje overholdelse af det første princip, har vi en politisk forpligtelse til at udvælge de metoder der styrker vore egne interesser mest muligt. I betragtning af at palæstinensisk væbnet modstand misbruges nihilistisk og er fuldstændig formålsløs, at den geopolitiske kontekst den palæstinensiske modstandsbevægelse befinder sig i, er enestående hård, at det palæstinensiske folks virkelighed er fragmentering og at kærnen i dets modstand er afskåret fra potentielle forsyningskilder og logistisk støtte, synes civil ulydighed, der har potentiale til at engagere og mobilisere de palæstinensiske græsrødder, ikke blot moralsk, men også pragmatisk at være at foretrække.

Den unge palæstinensiske kampagne for boykot, ikke-investering og sanktioner mod Israel, BDS (boycott, divestment and sanctions), udformet med antiarpartheid-kampen i Sydafrika som forbillede, har allerede givet rigelige beviser for at den har potentiale til at forene palæstinensere og internationale solidaritetsbevægelser i en modstandsstrategi som er moralsk, effektiv og gennemførlig. Alene inden for de seneste få år har mange ledende og indflydelsesrige grupperinger og institutioner rettet sig efter palæstinensiske opfordringer til boykot, og er begyndt at overveje at anvende forskellige former for effektiv pression mod Israel. Det gælder Foreningen af Britiske Universiteter og Kollegier, UCU (University and College Union); Aosdana, det irske statsstøttede kunstakademi; den engelske kirke; den presbyterianske kirke i USA; ledende britiske arkitekter organiseret i Arkitekter og Planlæggere for Retfærdighed i Palæstina, APJP (Architects and Planners for Justice in Palestine), Den nationale Forening af Journalister i Storbritannien; Sydafrikanske Fagforeningers Kongres, COSATU (Congress of South African Trade Unions); Det sydafrikanske Kirkeråd; Canadas Forening af Offentligt Ansatte i Ontario; og dusinvis af berømte forfattere, kunstnere og intellektuelle ledet af John Berger, så vel som mange flere.

Intensiveringen af Israels koloniale og racistiske undertrykkelse af palæstinenserne, særlig i Gaza, der har udfoldet sig helt straffrit på en måde der er uden fortilfælde, har været den vigtigste anledning til udbredelse af boykotten. Med sin arrogante ødelæggelse af palæstinensisk infrastruktur, bevidste drab på civile, fortrinsvis børn, apartheidmur, særlige bebyggelser og veje kun for jøder, uafbrudt konfiskation af jord og vandressourcer, og hårrejsende forhindring af bevægelsesfrihed for millioner under besættelse, har Israel vist det internationale samfund sin totale mangel på respekt for international lov og grundlæggende menneskerettigheder.

Den seneste dosis amerikansk – israelsk inspireret – ”konstruktivt kaos” på det besatte palæstinensiske territorium får måske destruktive følger for den amerikansk-israelske politik i området. Med den overhængende opløsning af illusionen om at en national palæstinensisk stat kan oprettes under Israels dominerende koloniale hegemoni, stiller mange palæstinensere nu alvorlige spørgsmålstegn ved visdommen i to-stats-mantraet, og overvejer at omplacere deres opbakning til en løsning der sigter mod lige menneskeret og fuld uafhængighed inden for rammerne af én samlet demokratisk stat i det historiske Palæstina. Efter næsten tre årtier hvor man har forsøgt at ”brænde ind” i palæstinensernes bevidsthed at kun en to-stats-løsning kan imødekomme deres krav, er USA og Israel nu ved at høste hvad de såede: Sammenbrud af enhver forestilling om uafhængighed og integritet for de palæstinensiske myndigheder (som hele tiden har været tynget af at skulle forvalte Israels koloniale forpligtelser over for befolkningen på den besatte Vestbred og i Gaza) og den voksende palæstinensiske utilfredshed med, om end ikke endnu oprør mod, et spil af ensidige palæstinensiske kompromisser, der kun fører til umættelige israelske krav om yderligere kompromisser, samtidig med tab af jord, ressourcer, friheder og de dystre, realistiske, udsigter til socialt sammenbrud.

Nederlaget for to-stats-løsningen er der ingen grund til at begræde. Ud over at den har overskredet sin udløbsdato, har den aldrig været en moralsk løsning. I den udformning den i bedste fald kunne have fået, hvis FN-resolution 242 var blevet nøje overholdt, ville den have sikret de fleste af de legitime rettigheder som mindre end en tredjedel af det palæstinensiske folk har til mindre end en femtedel af deres forfædres jord. Over to tredjedele af palæstinenserne, dels flygtninge, dels borgere i Israel, er ondskabsfuldt og kortsigtet blevet udraderet fra definitionen af rigtige palæstinensere.

Det er nu mere klart end nogensinde før at to-stats-løsningen – ud over kun at være et skalkeskjul for fortsat israelsk besættelse og en mekanisme til permanent at opdele den palæstinensiske befolkning i tre indbyrdes usammenhængende segmenter – først og fremmest havde til hensigt at forlede palæstinenserne til at opgive deres flygtninges umistelige ret til at vende tilbage til deres hjem og jorder, som zionisterne med en etnisk udrensning fordrev dem fra under deres Nakba i 1948.

En verdslig demokratisk stat som løsning er en opfattelse der vinder voksende tilslutning hos palæstinensere og samvittighedsfulde mennesker verden over som det eneste moralske alternativ til et kolonialt israelsk apartheidstyre. En sådan løsning, der lover entydig ligeret med hensyn til borgerskab, så vel som individuelle og samfundsmæssige rettigheder til både palæstinensere (inklusive flygtningene) og de israelske jøder, er den mest passende hvis man etisk vil forene hvad der hævdes at være uforeneligt: De umistelige, FN-sanktionerede rettigheder den oprindelige befolkning i Palæstina har til selvbestemmelse, repatriering og ligeret i overensstemmelse med international lov, og de hævdvundne og internationalt anerkendte rettigheder israelske jøder har til sameksistens i landet Palæstina – som ligestillede, ikke som koloniherrer.

Omar Barghouti er en uafhængig palæstinensisk politisk analytiker.

Oversat fra engelsk for Boykot Israel ved Minna Skafte Jensen