Alle nationale,
statslige og lokale jødiske organisationer har sat en propagandakampagne i gang
for at indsamle 300 millioner $ til støtte for de 21 jødiske civile og 116
soldater der blev dræbt under den israelske invasion i Libanon (men ikke til de
18 israelske arabere der ikke fik adgang til beskyttelsesrum reserveret for
jøder).
Som tilknyttet det israelske udenrigsministerium er der ikke en eneste
af de 52 organisationer der tilsammen udgør Præsidenterne for de Ledende Jødiske
Organisationer i USA, som har udtrykt en eneste offentlig kritik af Israels
massive ødelæggelse af civile hjem, hospitaler, kontorer, supermarkeder,
flygtningekonvojer, kirker og moskeer, og de målrettede drab på civile,
FN-fredsarbejdere og hjælpearbejdere gennem præcisionsbombning.
Tværtimod gentog
hele den jødiske lobby ned i den mindste detalje de israelske løgne om at de
libanesiske dødsfald skyldtes den libanesiske modstandsbevægelses “brug af
menneskelige skjolde”, på trods af den fuldstændige ødelæggelse af de tæt
befolkede sydlige forstæder af Beirut, der var helt uden for rækkevidde af nogen
som helst Hizbollah raketter.
Omfanget af den jødiske lobbys dække over Israels massive militære angreb kan
måles med stor nøjagtighed.
Den israelske Forsvarsstyrke (IDF) affyrede 5.000 missiler om dagen, fem-tons bunker-buster bomber, klyngebomber og antipersonel fosforbomber 27 dage igennem – i alt over 135.000 missiler, bomber og maskingeværsalver. De sidste syv dage af krigen affyrede Israel 6.000 bomber og skudsalver om dagen – mere end 42.000 – til en samlet antal af mere end 177.000 over et tæt befolket område på størrelse med den mindste stat i USA. Til sammenligning affyrede den libanesiske nationale modstand 4.000 raketter i løbet af den samlede 34 dages periode, et gennemsnit på 118 om dagen. Forholdet var altså 44:1, heri ikke medregnet størrelsesforskellen og langtidsdrabseffekten af de tusindvis af ueksploderede klyngebomber (næsten 50 er blevet dræbt siden fjendtlighedernes afslutning) og Israels brændte jord politik.
De jødiske lobbyister
opgør antallet af Israels civile døde til 41, uden at nævne at kun 23 af dem var
jøder, mens de øvrige 18 var medlemmer af Israels arabiske muslimske og kristne
minoriteter som kun udgør ca. 20 % af befolkningen. Det uforholdsmæssigt store
antal israelske arabere der blev dræbt, var et resultat af den israelske
regerings politik med at sørge for beskyttelsesrum og sirenevarslingssystemer
for jøderne uden at tage hensyn til de arabiske borgeres sikkerhedsbehov.
Forholdet mellem civile og militære døde var 41:116, eller civile udgjorde 26 %
af det samlede antal israelske dødsofre (men hvis vi kun ser på jødiske
israelere og IDF-medlemmer var proportionen 23:116, eller 16 % af de jødiske
døde var civile). Det er tydeligt at den libanesiske modstand rettede det meste
af sin ild mod det invaderende IDF. Derimod var der i Libanon ud af de 1.181 man
foreløbig ved blev dræbt, 1.088 civile og kun 93 soldater. Med andre ord var 92
% af de libanesiske ofre civile – mere end tre gange raten af civile dræbt af
den libanesiske modstand, og næsten seks gange raten af jødiske civile ofre (de
eneste der tæller i lobbyens propagandamaskine). For at udtrykke det mere
direkte: over 47 libanesiske civile blev dræbt for hvert jødisk-israelske civile
offer.
Den jødiske lobbys påstande om Israels moralske og militære overlegenhed i Mellemøsten – som på paradoksal måde kombineres med advarsler om at Israels eksistens er på spil – ligger i ruiner som resultat af at det ikke lykkedes dem at tilintetgøre Hizbollah.
Lobbyens
gentagelse af de israelske militære påstande om de israelske væbnede styrkers
uovervindelighed bygger stort set på deres ”kamp” mod stenkastende
palæstinensiske skolebørn. I dag står det klart at de er ret sårbare når de står
over for velbevæbnede, erfarne libanesiske guerillakæmper. Ifølge en rapport fra
De forenede Nationer dræbte Israel mellem 26. juni og 26. august 2006 202
palæstinensere, hvoraf 44 var små børn, mens de selv mistede én soldat; i
Libanon derimod mistede Israel 116 soldater over for 93 libanesiske kæmpere på
34 dage (næsten den halve tidsperiode). Med andre ord, 157 gange flere israelere
blev dræbt på en måned som resultat af invasionen i Libanon end der døde i
Palæstina på to måneder (FNs Kontor for Koordinering af Humanitære Forhold, 26.
august 2006).
Den jødiske lobbys propagandakampagne i USAs kongres, i alle
massemedierne og selv i vore lokalsamfund til forsvar for Israels ”sommerregn”
(bomberegn over civile) mod palæstinenserne er blevet grundigt afsløret som en
morderisk brændt jords politik af De forenede Nationers rapport, og opsummeret
som følger i den israelske avis Haaretz (27. august 2006): ”[Kampagnen] ...
kræver stadig hårde ofre blandt de 1.4 millioner palæstinensere ... tusinder af
palæstinensere har måttet flygte fra deres hjem som følge af fortsatte
IDF-invasioner i Gazastriben og tung maskingeværild ... Israels luftvåben har
gennemført 247 angreb på Gaza ... over en million mennesker er uden regelmæssig
forsyning af vand og elektricitet.” Som trænede totalitære vender lobbyen op og
ned på rollerne og kalder de palæstinensiske ofre (alle de 202) for terrorister,
og bødlerne (Den israelske Forsvarsstyrke) for ofre (én død soldat der med
størst sandsynlighed blev dræbt af ”friendly fire”)
George Orwell kunne have skrevet et spydigt essay om lobbyens version af Israels Animal Farm hvor ét israelsk dødsfald er mere værd end 202 palæstinensiske.
Når man
gennemser Daily Alert, det propagandablad der udarbejdes af Jerusalems Center
for Offentlige Anliggender (en halvofficiel propagandaafdeling af det israelske
regime) for
Præsidenterne for de Ledende Jødiske Organisationer i USA (CPMAJO), er der ikke
en eneste omtale af det forhold at den jødiske stat dræbte næsten 10 libanesiske
civile for hver soldat, mens Hizbollah-modstanden dræbte fire gange så mange
israelske soldater som israelske civile (jøder og ikke-jøder).
Ikke en eneste
baggrundsartikel, leder eller kommentar gengivet fra Daily Alert, Wall Street
Journal, Washington Post, The National Telegraph, New York Sun, USA Today,
Boston Globe, New York Times, Haaretz, The Jerusalem Post eller The Times
(England) omtaler at Israels meget opreklamerede ”præcisionsbombning” havde held
til at ramme civile, hvorimod de libanesiske forsvareres langt mindre
sofistikerede våben fortrinsvis ramte IDF-angribere.
Disse udeladelser som den jødiske lobby og dens medlemmer og støtter begik i den anglo-amerikansk-israelske respektable og gule presse og de elektroniske medier, var helt nødvendige for at fortsætte myten om at Israel kæmpede en ”eksistentiel” (sic) ”forsvarskrig” for ”overlevelse” mod islamiske ”terrorister”, virkeliggjort i Hizbollah og Den libanesiske Nationale Modstand.
Var Israels
ødelæggelse af 15.000 hjem op mod Beirut og helt ud på den anden side til
Nordlibanon forsvarshandlinger som CPMAJO hævder? Tror disse smarte, velhavende
mennesker, højt uddannede fra Princeton, Yale, Harvard, Hopkins og Chicago, der
forsvarer den israelske invasion, virkelig at bombningerne af hospitaler,
supermarkeder, vandforsyningscentre, kirker og moskeer i Sydlibanon,
olieraffinaderier og mælke-, fødevare- og farmaceutiske virksomheder i Beirut,
transport, landeveje og broer i Nordlibanon var ”eksistentielle” handlinger
nødvendige for den ”Jødiske Stat”s overlevelse?
Kan de ikke forstå det enkle
regnestykke der blev stillet op ovenfor? Folkedrabets regnestykke? Tror alle de
investerende bankfolk, professorer, tandlæger og hærskarer af rabbier af alle
talmudiske retninger at Israel er det uskyldige offer for aggression, og at det
retfærdiggør nedslagtningen af over 90 % libanesiske civile blandt dødsofrene?
Den slags veluddannede professionelle må vide at fra januar 1996 til august 2006
har der været ugentlige episoder langs den israelsk-libanesiske grænse med
israelske raids, drab og kidnapninger af libanesiske civile, så vel som raketild
i begge retninger.
Vidste de Hollywood-moguler der betalte så gavmildt til den
israelske krigsmaskine, ikke at Elliott Abrams, Præsidens Bush’s hovedrådgiver i
mellemøstlige forhold (stædig forsvarer af jødisk renhed og tæt forbundsfælle
for den israelske øverste hærledelse), gav sin fulde støtte til krigen en måned
før grænsespisoden (se Seymour Hersh: "Watching
Lebanon," The New Yorker, 21. august 2006)?
Selvfølgelig ved de veluddannede eliter alt om det israelske begær efter magt og dominans – til forskel fra de gode tyskere i 1940rne der hævdede at de ikke kunne se de rygende skorsten eller de dystre tog – når i dag billeder af ødelagte lejligheder og dræbte børn var synlige, lettilgængelige og ledsaget af velpublicerede rapporter fra alle menneskerettighedsgrupper om Israels forbrydelser mod menneskeheden. De kendte og støttede Israels forbrydelser før og efter våbenhvilen – og de valgte stolt at slutte op om krigen, de politiske beslutninger og staten som sande medskyldige efter begivenhederne.
Alligevel fortæller den jødiske lobby os at det var Hizbollahs kidnapning af to soldater på den anden side af den israelske grænse der udløste en altomfattende invasion. Talløse kilder rundt i verden bestrider faktisk den israelske redegørelse for et Hizbollah angreb ind over grænsen. Ifølge det store amerikanske ervhervsmagasin Forbes (12. juli 2006), det franske nyhedsbureau AFP (12. juli 2006), det respektable Asia Times (15. juli 2006) og det libanesiske politi, blev de israelske soldater taget til fange på libanesisk territorium, i Ai’tu Al-Chaarb, en libanesisk landsby få kilometer fra den israelske grænse.
Mens den jødiske lobby samler fondsstøtte udelukkende til israelsk-jødiske soldater og civile, er Hizbollah i gang med et ikke-sekterisk genopbygningsprogram der omfatter alle libanesiske samfund og husholdninger uanset religiøse eller etniske tilhørsforhold. Årsagen er at den libanesiske modstand var en national bevægelse. Tvært imod lobbyens propaganda var den libanesiske modstand ikke eksklusivt udformet af shiaer, ikke engang af muslimer. Det lykkedes Israels invasion at forene Libanons forskellige fløje til forsvar for deres hjemland. Af de 93 libanesiske kæmpere der blev dræbt, var 20 % fra andre organisationer end Hizbollah, et faktum som lobbyens ideologer overser når de forfølger Israels politik for at presse USA til at angribe Iran, Syrien og andre mellemøstlige stater man ved er imod Israels ambitioner om hegemoni.
Konsekvenser af Israels krig
Både i Israel og overalt i de proisraelske jødiske netværk har det israelske militærs manglende held med at opnå sit mål, at slå og eliminere den libanesiske modstand, særlig Hizbollah, gjort betydeligt indtryk. I Israel er den vigtigste kritik af Olmert-Perez-regimet og general Halutz fra både soldater og civile at regeringen var for svag – der blev ikke bombet nok, der manglede tilstrækkeligt mange tropper på landjorden og blev taget for meget hensyn til libanesiske civile. Våbenhvilen, hævdede de med beklagelse, blev indgået for tidligt; det besatte område var for begrænset. Likud og andre partier i Knesset krævede bombning af Syrien og Iran.
Mens mange progressive i USA og Israel anførte de ”kaotiske”, ”afvigende” og skarpe polemikker i tiden efter krigen som typiske for det israelske demokratis grove udtryksformer, overså de den blodtørstige militaristiske substans og ultrahøjreorienterede retning i Israels offentlige mening. Polemikken i Israel om ”hvem der tabte krigen” er dybt rodfæstet i forberedelserne til et nyt og mere voldsomt angreb på Libanon og andre modstandere af Israel.
Dette
militaristiske vanvid kommer til udtryk i brutale daglige overgreb på
palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, hvor israelske krigsfly bomber private
hjem, og landjordsstyrker myrder og invaliderer dusinvis af civile –
”eksistentielle” mord på stenkastende skoledrenge.
Israels vanvid har også
indvirket på jødiske religiøse ledere. Amerikas rabbinske Råd har opfordret det
israelske militær til at omvurdere dets militære regler i lyset af Hizbollahs
”ukontrollerede brug af civile, hospitaler, ambulancer, moskeer og lignende som
menneskelige skjolde”, ifølge Jerusalem Post (21. august 2006). RCA og den
moderne ortodokse kvindeorganisation Eminah repræsenterer over en million
amerikanske jøder. Deres opfordring til at maksimere civile dødsfald for at
mindske ”risikoen” for ”vore” (israelsk-jødiske) soldater er i fineste
overensstemmelse med ånden i de nazistiske præsters opfordringer til Wehrmachts
brændte jords politik under Anden Verdenskrig.
Deres israelske modstykke,
rabbierne Eliyahu og Drori, gentog RCAs ”fintmærkende kritik” i mere farverige
og uhæmmede udtryk: ”Vort korrupte militær, som fortæller os at vore soldater må
risikere deres liv for at beskytte fjendens civile, er årsagen til at vi tabte
krigen”, ifølge den milde rabbi Eliyahu, som ser alle ikke-jødiske civile der
modsætter sig israelsk politik, som fjender der fortjener gaskamre. For ikke at
stå tilbage, anklagede den gode rabbi Drori resten af Vestens menneskehed for at
være ”antisemitter”, fordi de var forfærdede over Israels blodige ødelæggelser.
”Antisemitter forlanger at vi overholder kristen moral mens vore fjender handler
som barbarer” (Jerusalem Post, 21. august 2006). Åbenbart er drab og lemlæstelse
af over tusind libanesiske civile, mest kvinder og børn, ikke nok for denne
rasende tyr af en rabbi.
For at man
nu ikke skal tro at disse amerikanske og israelske rabbier er sære størrelser
eller isolerede psykopater, bekendtgjorde en vis rabbi Dov Lior, på vegne af
Yesh Rådet for Rabbier (med hundredtusinder af israelske tilhængere), tre uger
tidligere at ”når vore fjender holder et spædbarn i den ene hånd og skyder os
med den anden, eller når missiler med forsæt rettes mod civile befolkninger i
Landet Israel i åben ligegyldighed over for moralske kriterier, er vi
forpligtede til at handle i overensstemmelse med jødisk moral, som dikterer at
’når nogen rejser sig for at dræbe dig, skal du selv rejse dig og dræbe ham
først’” (Jerusalem Post, 25. august 2006).
De hellige mænd i det hellige land
sørger for post-factum religiøs velsignelse af at mere end tre hundrede
libanesiske børn blev dræbt, og tilskynder til fremtidige drab på endnu flere
børn. Alt dette, får vi at vide, er i overensstemmelse med ”jødisk moral”. Der
er sikkert mange amerikanske jøder, især liberale og måske endda konservative,
der modsætter sig rabbinske dekreter om nedslagtning af børn, men deres høflige
tavshed er øredøvende.
Lobbyen kan bekvemt ignorere det jødiske moralitetsspil,
ganske som den forsvarer den ”moderat” verdslige linje for israelske drab på
civile, der skyldes Hizbollaher der bruger libanesiske spædbørn og gamle
bedstemødre som skjold for at begå deres forbrydelser. Sådan har vi altså en
debat der raser mellem amerikanske og israelske rabbier og verdslige og
religiøse forsvarere om hvorvidt drab på libanesiske civile og børn bygger på
taktisk-militære eller religiøst-etiske overvejelser.
Den udøvende
direktør for den Amerikansk-jødiske Komite, David A. Harris, afslører at det er
løgn når ondsindet propaganda fra USAs ”venstreorienterede” zionister nedtoner
den jødiske lobbys rolle mht at sikre den helhjertertede støtte fra USAs hvide
hus og kongressen til Israels ødelæggelse af Libanon.
I en diskussion af USAs
følgagtighed over for Israel konstaterede Harris: ”Ingen anden nation har været
parat til at definere så fortroligt et forhold til Israel i alle bilaterale
forhold – fra våbensalg, udenrigshjælp og fælles efterretningsvæsen til en
frihandelzone, videnskabeligt samarbejde og diplomatisk støtte. Ingen anden
nation har samme kapacitet, på grund af dens størrelse og status, til at hjælpe
med at sikre Israels krav om en sikker og varig fred [sic] ...
I den nylige
konflikt med Hizbollah har USA endnu en gang vist sin villighed til at holde
stand sammen med Israel, skaffe afgørende støtte og modstå presset fra mange af
USAs allierede, som ville have foretrukket en hurtigere afslutning af kampene
selv om det betød at Hizbollah ville forblive stort set uskadt og på plads ...
Uanset hvad den ledende faktor er, kan der ikke være nogen som helst tvivl om at
det amerikanske jødiske samfund er et væsentligt element i partnerskabet (som
knytter USA til Israel). Dette er en yderligere grund til at det amerikanske
jødiske samfund må arbejde dag ud og dag ind for at sikre at båndet til gensidig
fordel [sic] går fra styrke til styrke” (Jerusalem Post, 25. august 2006).
På
almindeligt dansk betyder det at de jødiske netværk og lobbyer var i stand til
at sikre sig 98 % støtte fra kongressen til en resolution der støttede Israels
invasion i Libanon, selv om 54 % af demokraterne og 39 % af republikanerne går
ind for en neutralitetspolitik i stedet for en alliance med Israel (Times-Bloomberg
opinionsundersøgelse, 25. juli – 1. august 2006, offentliggjort i Jewish
Telegraph Agency, 15. august 2006).
Lobbyen overtalte, pressede og truede det
hvide hus til at forlænge den israelske terrorbombning, som Harris så stolt
bekendtgjorde. Den jødiske lobby arbejder netop ”dag ud og dag ind” på at sikre
at Israel kan foretage en etnisk udrensning af Palæstina, kaste fem-tons bomber
over libanesiske boligblokke, bulldoze landsbyer og isolere USA fra selv dets
tætteste allierede på bekostning af amerikanske skatteydere, vore demokratiske
idealer og vor suverænitet. Og den Amerikansk-jødiske Komite har chutzpah
(arrogance) nok til at sige at det er ”vort bånd til gensidig fordel”. Det kan
man kalde et stykke politisk hykleri!
James Petras, tidligere professor i sociologi ved Binghamton University, New York, har i 50 år været medlem af klassekampen, er rådgiver for jordløse og arbejdsløse i Brasilien og Argentina, og medforfatter af Globalization Unmasked (Zed Books). Hans nyeste bog er The Power of Israel in the United States (Clarity Press, 2006). Han kan kontaktes på: jpetras@binghamton.edu.
Oversat fra engelsk ved Minna Skafte Jensen