|
|
 |
|
|
|
|
 |
| Scanpix |
TEL AVIV – Hamas var ikke længe om at udpege en ny leder for gruppens aktiviteter på Gazastriben efter at Israel lørdag aften likviderede Abdel Aziz al Rantisi, som for mindre end en måned siden efterfulgte sheik Ahmed Yassin på den udsatte post.
Fordi vedkommende med stor sikkerhed kommer højt på den israelske liste over kommende likvideringsmål har gruppen ikke offentliggjort navnet på den nye topmand, men flere analytikere mener at valget kan være faldet på Ismail Haniyeh.
Haniyeh var Yassins bureauchef og også hans foretrukne kandidat til lederposten. Førhen blev han også betragtet som mere moderat end Rantisi, men uanset om han er den nye leder eller om en anden af veteranerne i Hamas har fået buddet, vurderes den relative moderation at være gået fløjten, hvilket vil kunne ses som en effekt af hele udviklingen.
Først og fremmest har denne seneste likvidering yderligere undergravet det palæstinensiske selvstyre og kræfter, der taler om ny dialog med israelerne. Dette er tilfældet, fordi Ariel Sharons planer om unilateral tilbagetrækning fra Gazastriben er blevet til i samdrægtighed med amerikanerne, uden at nogen palæstinensisk part er så meget som blevet spurgt. På palæstinensisk gadeplan har dette sat sig som en opfattelse af, at israelerne ikke er interesserede i at genoptage forhandlinger, og i den atmosfære er det naturligt at se i retning af organisationer som Hamas, der udviser konsekvent handlekraft.
Afviste våbenhvile
I Hamas som sådan er denne udvikling også sket. Hvor sheik Yassin tidligere stillede sig som fortaler for at indgå våbenhvile for at give en ny fredsproces en chance, afviste Rantisi kategorisk denne mulighed, og selv om både Haniyeh og flere andre mulige ledere plejede at tage Yassins parti i spørgsmålet, har den omsiggribende desillusionering i navnlig Gazastribens befolkning betydet, at de fleste Hamas-ledere i dag vil tage Rantisis vej og fortsætte, hvor israelerne satte ham ud af spillet.
Radikaliseringen af Hamas vil med andre ord fortsætte. Organisationens arbejde vil også fortsætte, for likvideringerne af Yassin og Rantisi har på ingen måde sat Hamas ud af spillet, men snarere styrket den idet en omformning samtidig har fundet sted.
Mange gætter på, at denne vil vise sig ved, at Hamas på Gazastriben fremover vil fungere mindre autonomt, og at formanden for hele organisationens politbureau vil få en større rolle i de daglige aktiviteter. Han hedder Khaled Mashaal og sidder i den syriske hovedstad, Damaskus. Siden begyndelsen på al Aqsa-intifadaen i september 2000 har Hamas-afdelingerne uden for de palæstinensiske selvstyreområder befundet sig på sidelinjen, men dette er ved at ændre sig, ikke mindst fordi disse dele af organisationen har gode kontakter til andre islamiske grupper, som i stigende grad bliver nævnt i forbindelse med Hamas’ aktiviteter, og heri består den nævnte omformning.
Den libanesiske organisation Hizbollah optræder i stigende omfang med aktiv støtte til Hamas, og flere iagttagere peger på, at båndene til al-Qaeda bliver stadig stærkere. Denne udenlandske indflydelse så man første gang klart udtryk for ved det dobbelte selvmordsbombeangreb på havnen i den israelske by Ashdod, som for godt en måned siden blev israelernes direkte anledning til at likvidere Yassin. Aktionen var langt mere raffineret end en klassisk Hamas-operation, og for første gang var målet strategisk.
Stor folkelig opbakning
Tendensen vil fortsætte i takt med den israelske likvideringspolitik. Det har hidtil været en israelsk antagelse, at man ved at ramme centrale personer kan underminere beslutningsstrukturen og den operationelle know-how i Hamas, og hvor dette til en vis grad har vist sig sandt i lokale Gaza-sammenhænge, er det stik modsatte tilfældet regionalt. For det første har Hamas forstået at hente hjælp uden for Gazastriben, og for det andet vil der være sandsynlighed for, at denne viser sig ved større og farligere angreb på israelske mål. Og idet to så markante likvideringer har skabt en mægtig folkelig opbakning omkring Hamas, hvilket altid har været organisationens væsentligste livsbetingelse, er en farlig cocktail ved at være blandet.
Et yderligere element, som kan øge sprængfaren i regionen, er Sharons planer om at trække Israel ud af Gazastriben. Disse er blevet mødt med stor palæstinensisk modstand, idet tilbagetrækningen frygtes at ville tjene som dække for en israelsk annektering af store dele af Vestbredden, hvilket vil skære yderligere i palæstinensernes statsdrømme.
Et lille håb knyttede mange palæstinensere til, at Sharon har lagt planen ud til urafstemning i Likud-partiet den 2. maj, hvor den meget vel kunne være blevet afvist. Men kort efter Rantisi-likvideringen meldte flere ministre, heriblandt finansminister Benyamin Netanyahu og undervisningsminister Limor Livnat, der var blandt Sharons skarpeste kritikere, pludselig ud til fordel for en tilbagetrækning fra Gaza.
Herved har Sharon ved at ramme Rantisi altså styrket sin plan og samtidig yderligere skærpet fronterne i den konfliktplagede region.