- Tilbage >

 

KOMMENTAR: Sharon vil have krig
Af LARS PLOUG  Modkraft- Kontradoxa


Selvmordsbomber, uskyldiges død og mord på en folkeleder. Det er frekvente nyheder fra Israel-Palæstina konflikten. Politikens Mellemøstkommentator kommenterer uvæsenet, men han overser den egentlige årsag til mordene på Sheik Yassin og Ahmed Rantizi, mener Lars Ploug, der her kommenterer hændelserne.

Af LARS PLOUG

I de seneste par år har vi fundet rig anledning til at undre os over, hvad det er, der får mennesker til at tage livet af sig selv og i dusinvis (og i et enkelte tilfælde i tusindvis) og af uskyldige. På den anden side forekommer det indlysende, at stater, hvis borgere er ofre for selvmordsbomber, gør, hvad de kan for at stoppe uvæsenet. Men er ansvaret alene selvmordsbomberens eller bagmandens, eller kan man pådrage sig ansvar for selvmordsterror som politisk leder i ofrenes land? Og måske endda ønske sig det?

De sidste spørgsmål er blevet aktuelle efter det Israelske mord på Hamas-grundlæggerne Sheik Yassin og Ahmed Rantizi henholdsvis den 22. marts og den 17. april 2004. Israel var, hævdede Sharon, tvunget til at slå de to islamistiske ledere ihjel for at sikre Israel mod terror. Europæiske politikere fordømte drabene, og kaldt dem for hindringer for den fredsproces, som de tror eller håber, at også Sharon er optaget af at få tilbage på sporet i overensstemmelse med køreplanen, og hvad det ellers hedder i den stationsforstanderjargon, der har udviklet sig omkring fredsplaner i Mellemøsten.

Samme tema anslås af Politikens Mellemøst-kommentator Herbert Pundik Den 28. marts beskriver han Yassin, som var det ham, der havde fundet på den desperation, der stedse gør køerne til islamisternes rekrutteringskontorer længere: Han velsignede selvmordsbomberne, han var imod Israels ret til at eksistere, og han døde ”i den totale krig, han personligt havde erklæret…”.

De helikopterbårne snigmorderes leder Sharon, der næppe har foretaget sig noget uoverlagt i sit voksne liv, bliver i Pundiks øjne desperat, fordi snigmordet kun forværrer situationen. Her tager Pundik fejl. Sharon kunne give israelerne håb om mindre terror, ved at give palæstinenserne håb om et liv uden at være fuldstændigt underlagt brutal besættelse og apartheidlignende tilstande. Det ville ikke være at give efter for terrorister, det ville være at tilstå palæstinenserne noget, der i højere grad mindede om menneskeværdig tilværelse. Og når Sharon får Yassin slået ihjel, og senest Rantizi, er det, fordi han ønsker krigstilstande, der gør det muligt for ham at rane mere land til sig.

Og der ligger bolden lige til Israel-apologeternes højreben: Nu er de der igen, de røde antisemitter med deres dæmonisering af Israel, trods alt den eneste demokratiske ø i havet af arabiske despotier. Men vi behøver ingen dæmonisering af Israel, for den klub af nuværende og tidligere koloni-magter, som landet er medlem af, er på ingen måde eksklusiv. Den tæller det sydafrikanske apartheidregime, det britiske imperium, det amerikanske imperium, serbiske nationalister og såmænd også Nazityskland med dets Lebensraum-politik. Pointen er ikke, at alle disse stater deler sindelag i detaljen, eller for den sags skyld, at Israels politik overfor palæstinenserne er mage til nazisternes politik overfor jøderne, pointen er, at kolonialistiske politikere er forbavsende fantasiløse, når det gælder om at gøre territoriet større. Sharon adskiller sig ikke.

Pundik holder bestemt ikke af Sharon, og når han gør Sharon til desperado snarere end til den strategiske kyniker han retteligen er, er det ikke for at hvidvaske manden. Men effekten er den samme: Palæstinensiske ledere forstås som ansvarlige for (eller skyldige i) terrorisme, fordi de er kyniske, israelske ledere, fordi de begår fejl eller ikke kan finde på andet.