KOMMENTAR: Sharon vil
have krig
Af
LARS PLOUG Modkraft-
Kontradoxa
Selvmordsbomber, uskyldiges død og mord på en folkeleder.
Det er frekvente nyheder fra Israel-Palæstina konflikten. Politikens Mellemøstkommentator
kommenterer uvæsenet, men han overser den egentlige årsag til mordene på
Sheik Yassin og Ahmed Rantizi, mener Lars Ploug, der her kommenterer hændelserne.
Af LARS PLOUG
I de seneste par år har vi fundet rig anledning til at undre
os over, hvad det er, der får mennesker til at tage livet af sig selv og i
dusinvis (og i et enkelte tilfælde i tusindvis) og af uskyldige. På den anden
side forekommer det indlysende, at stater, hvis borgere er ofre for
selvmordsbomber, gør, hvad de kan for at stoppe uvæsenet. Men er ansvaret
alene selvmordsbomberens eller bagmandens, eller kan man pådrage sig ansvar for
selvmordsterror som politisk leder i ofrenes land? Og måske endda ønske sig
det?
De sidste spørgsmål er blevet aktuelle efter det Israelske mord på
Hamas-grundlæggerne Sheik Yassin og Ahmed Rantizi henholdsvis den 22. marts og
den 17. april 2004. Israel var, hævdede Sharon, tvunget til at slå de to
islamistiske ledere ihjel for at sikre Israel mod terror. Europæiske politikere
fordømte drabene, og kaldt dem for hindringer for den fredsproces, som de tror
eller håber, at også Sharon er optaget af at få tilbage på sporet i
overensstemmelse med køreplanen, og hvad det ellers hedder i den
stationsforstanderjargon, der har udviklet sig omkring fredsplaner i Mellemøsten.
Samme tema anslås af Politikens Mellemøst-kommentator Herbert Pundik Den 28.
marts beskriver han Yassin, som var det ham, der havde fundet på den
desperation, der stedse gør køerne til islamisternes rekrutteringskontorer længere:
Han velsignede selvmordsbomberne, han var imod Israels ret til at eksistere, og
han døde ”i den totale krig, han personligt havde erklæret…”.
De helikopterbårne snigmorderes leder Sharon, der næppe har foretaget sig
noget uoverlagt i sit voksne liv, bliver i Pundiks øjne desperat, fordi
snigmordet kun forværrer situationen. Her tager Pundik fejl. Sharon kunne give
israelerne håb om mindre terror, ved at give palæstinenserne håb om et liv
uden at være fuldstændigt underlagt brutal besættelse og apartheidlignende
tilstande. Det ville ikke være at give efter for terrorister, det ville være
at tilstå palæstinenserne noget, der i højere grad mindede om menneskeværdig
tilværelse. Og når Sharon får Yassin slået ihjel, og senest Rantizi, er det,
fordi han ønsker krigstilstande, der gør det muligt for ham at rane mere land
til sig.
Og der ligger bolden lige til Israel-apologeternes højreben: Nu er de der igen,
de røde antisemitter med deres dæmonisering af Israel, trods alt den eneste
demokratiske ø i havet af arabiske despotier. Men vi behøver ingen dæmonisering
af Israel, for den klub af nuværende og tidligere koloni-magter, som landet er
medlem af, er på ingen måde eksklusiv. Den tæller det sydafrikanske
apartheidregime, det britiske imperium, det amerikanske imperium, serbiske
nationalister og såmænd også Nazityskland med dets Lebensraum-politik.
Pointen er ikke, at alle disse stater deler sindelag i detaljen, eller for den
sags skyld, at Israels politik overfor palæstinenserne er mage til nazisternes
politik overfor jøderne, pointen er, at kolonialistiske politikere er
forbavsende fantasiløse, når det gælder om at gøre territoriet større.
Sharon adskiller sig ikke.
Pundik holder bestemt ikke af Sharon, og når han gør Sharon til desperado
snarere end til den strategiske kyniker han retteligen er, er det ikke for at
hvidvaske manden. Men effekten er den samme: Palæstinensiske ledere forstås
som ansvarlige for (eller skyldige i) terrorisme, fordi de er kyniske, israelske
ledere, fordi de begår fejl eller ikke kan finde på andet.