- Tilbage >

Klarhed om Israels hensigter
Af Bent Hansen Odense, tidligere bragt i Fyens Stiftstidende

PALÆSTINENSERNE: Valget forleden gav klarhed om Israels hensigter vedrørende de besatte områder. Ehud Olmert vil danne regering og føre en politik, som er ulovlig og fordømt af FN, hvis resolution 242 klart fordømmer Israels besættelse af Vestbredden, Gaza og Golan. En lang række resolutioner igennem årene har haft samme ordlyd og krævet, at Israel trækker sig ud af de besatte områder.

Olmert erklærede sig som valgets vinder i sidste uge og optrådte, som om han havde fået vælgernes støtte til sin ensidige politik i forhold til palæstinenserne, men hans parti Kadima fik dog kun 28 pladser af de 120, der er i Knesset. Olmerts melding var klar og tydelig: Hvis ikke palæstinenserne bøjer sig ved forhandling, vil Israel "tage sin fremtid i egne hænder" og selv fastlægge sine endelige grænser efter aftale med USA.

Hans program går ud på at bygge apartheidmuren færdig og fra 2010 at gøre den til Israels permanente grænse til en kommende palæstinensisk stat. Apartheidmuren er et synligt symbol på en afsindig politik, der kun har det formål, at mest mulig palæstinensisk jord kommer på israelske hænder. Og at sikre de vandressourcer på den vestlige del af Vestbredden, der varden primære grund til, at Israel besatte Vestbredden i 1967. Disse vandressourcer kontrolleres og udnyttes nu af Israel. Efter den linjeføring, muren har fået, ligger vandreservoirer i dag på den israelske side af muren.

På denne måde berøver Israel en kommende palæstinensisk stat dens livsgrundlag. Apartheidmuren er blevet et klart og grusomt middel til at gøre tilværelsen så ubærlig for palæstinenserne, at de måske forsvinder.

Dette er den ypperste form for terrorisme, sanktioneret af USA og verdenssamfundet. For alle anstændige mennesker er det en pligt at blive ved med at bekæmpe uretten og forsvare de undertrykte. En række historiske begivenheder har vist, at hvis vi vil, kan vi være med til at skabe en fredelig verden.