Det palæstinensiske folk føler sig med rette presset op i en krog.
Det internationale styrkeforhold har næppe på noget tidspunkt været mere
ugunstigt for den palæstinensiske sag. Set i det lys kan man kun bedømme
valgresultatet som en markant politisk tilkendegivelse. Det palæstinensiske folk
har ikke tænkt sig at opgive kampen for en fri og selvstændig stat. Man har ikke
tænkt sig at bøje sig for den tilsyneladende endeløse nationale ydmygelse, der
foregår for øjnene af verdenssamfundet, med stormagternes og ikke mindst USAs
aktive medvirken.Da valgsejren for Hamas var en realitet, kom der strømme af enslydende tilkendegivelser fra USA, EU og Israel, som beklagede valgresultatet. Det palæstinensiske folk havde nemlig brugt sin demokratiske ret til at vælge en regering, som ikke var i overensstemmelse med Israels og USAs ønsker.
Man truer nu fra alle sider med at fjerne den økonomiske støtte til det palæstinensiske selvstyre, hvis Hamas ikke afsværger den væbnede kamp og anerkender Israels ret til at eksistere.
Israel derimod skal absurd nok ikke anerkende Palæstina eller den regering, det palæstinensiske folk har valgt. Israel skal åbenbart heller ikke leve op til FNs utallige resolutioner eller international ret.
Dobbeltmoralen er tyk som olien fra Mellemøstens undergrund. I virkelighedens verden har Hamas gennemført en ensidig våbenhvile i mere end et år, mens Israel har fortsat sine angreb i/mod mål i de palæstinensiske områder.
Den fungerende israelske premierminister Ehud Olmert forventer tydeligvis, at han kan vinde det israelske valg ved at spille med musklerne, sådan som Sharon har gjort det i årevis. Varige løsninger er udskudt til en uvis fremtid. Det er netop USAs og Israels hensigt.
Ca. 400 internationale observatører, 80 fra NDI Carters institut ca. 200 fra EU og ca. 17.000 lokale observatører, fulgte valget den 25. januar. Vi var tre danske.