– Hensigten er at få medlemskirkerne til at fokusere på, om de er med til at støtte besættelsen af de palæstinensiske områder. For eksempel ved at importere varer fra israelske bosættelser eller ved at have investeringer i firmaer, der aktivt bidrager til besættelsen, siger domprovst i København, Anders Gadegaard, der deltog i mødet som repræsentant for den danske folkekirke.
I et notat fra Kirkernes Verdensråd hedder det, at de 347 medlemskirker alvorligt bør overveje "økonomiske foranstaltninger, som er passende, gennemsigtige og ikke-voldelige". Notatet minder kirkerne om, at de af dem, der har investeringspuljer, har "mulighed for at placere deres kapital, så den støtter fredelige løsninger på konflikt".
– Der er ikke tale om en aktion mod Israel som sådan. Opfordringen er målrettet mod aktiviteter, som er med til at opretholde besættelsen, siger Anders Gadegaard.
Han tvivler på, at beslutningen får de store konsekvenser herhjemme. Den danske folkekirke råder i modsætning til for eksempel den svenske ikke over den type af investeringer, som kan komme under lup. De danske kirker kan først og fremmest bidrage ved at lade være med at købe varer fra de israelske bosættelser.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk