- Tilbage >

Kampen for respekt

Information af M, 19. januar 2005

Han havde næppet forventet, at optimismen fra valgdagene vil fortsætte særlig længe, men alligevel blev den nyvalgte, palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ hvedebrødsdage kortere end næsten den mest pessimistiske iagttager havde spået. Ni dage efter valget har de militante grupper – og sågar fra egne Fatah-rækker – allerede trodset hans krav om at stoppe angrebene på Israel.
Israels ministerpræseident, Ariel Sharon, har afskåret enhver kontakt med den nye leder. Og den lille gnist af optimisme, som verden till0d sig at føle, er godt på vej til at brænde ud.
Har man fulgt de isralske angreb på Gazastriben over de seneste år, tør man næsten ikke tænke på, hvad det næste skridt kan være. Indtil videre har metoderne omfattet ødelæggelse af palæstinensiske huse, infrastruktur, og marker, missil- og bombeangreb på tæt beboede områder, invasioner af flygtningelejre og byer, lukninger af veje og grænser. Hvad kan det næste skridt være? Genbesættelse?
Det er den slags scenarier, som Mahoud Abbas ganske givet har tænkt igennem, og som fik ham til at tage til Gaza i går i et sidste forsøg på at tale lederne af de militante grupper til rette. Men det ser ud til, at Abbas ikke vil lade det blive ved snakken. På et krisemøde i Det Palæstinensiske Selvstyres (PA) Nationale Sikkerhedsråd mandag blev rådet enige om at give sikkerhedsstyrkerne i Gazastriben ordre til aktivt at forhindre angreb på Israel. Man vil ikke tolerere, at de militante grupper skader det palæstinenskes folks interesser, lød argumentet.
Denne formulering er ikke ny, omend det er en del år siden PA sidst brugte den. Mere præcist var det tilbage i 1994-1996, da selvstyret netop var blevet oprettet.
Hamas og Islamisk Jihad mente, at Yassir Arafat og hans Fatah-folk havde solgt ud af palæstinensiske interesser og fortsatte derfor deres angreb på Israel, hvilket PA udråbte som de islamiske gruppers forsøg på at ydmyge den nye ledelse. Resultatet blev en klapjagt på oppositionsgrupperne i februar 1996, der førte til fængsling af flere end 1.000 aktivister samt lukningen af deres kontorer. Klapjagten svækkede grupperne i årevis. Modstanden i befolkningen var dengang ikke stor, fordi mange led under de israelske hævnangreb og grænselukninger, der altid fulgte angreb fra de militante grupper.
Det er denne model, Mahoud Abbas håber på at kunne gentage, for der er ingen tvivl om, at der er utilfredse, undertrykte stemmer rundt om i Gazas grænseområder – de områder, der gang på gang betaler prisen for de militante gruppers angreb.
Omvendt er situationen efter fire års intifada og flere end 3.000 dræbte palæstinensere en anden end i 1996. Troen på israelsk forhandlingsvilje er væk, hævnkravet enormt og støtten til de religiøse grupper er langt større i dag. Risikoen ved at lægge sig ud med de militante grupper er intern splittelse – i værste fald borgerkrig.
Abbas håber på, at de over 60 procent, der stemte på ham vel vidende, at han åbent kritiserede de militante gruppers taktik samt står for forhandling med Israel, også er parate til at bakke ham op, når det gælder.M.