- Tilbage -

www.boykotisrael.dk

Efter Israels piratangreb på nødhælpskonvoj til Gaza

Uafhængige journalister destruerer Israels magt over mediefortællingen

Abraham Greenhouse, Nora Barrows-Friedman 

Israelske krigsskibe i kølvandet på Mavi Marmara (Modstandskulturer) 

15. juni 2010 

”De israelske soldaters systematiske forsøg og helt velovervejede første prioritet da de kom ned på skibene, var at lukke fortællingen ned, konfiskere alle fotografiapparater, lukke satellitter og ødelægge de CCTV-kameraer der var om bord på Mavi Marmara, for at sørge for at ingenting slap ud. De var allerhelvedes fokuserede på at kontrollere fortællingen,” lød kommentaren fra den australske journalist Paul McGeough, en af de hundreder af aktivister og reportere der var vidne til det dødbringende morgenangreb på Gaza frihedsflotillen 31. maj (”Kontrol af forællingen: Israelske kommandosoldater konfiskerer videotapes og udstyr fra journalister efter dødbringende angreb,” Democracy Now, 9. juni 2010). McGeough var en af de mindst 60 journalister om bord på flotillen der blev tilbageholdt og fik deres udstyr konfiskeret. 

I løbet af få timer efter at nødhjælpsflåden til Gaza var blevet opbragt og belejret i internationalt farvand af israelske kommandosoldater, der dræbte mindst 9, nogle af dem på klos hold, om bord på Mavi Marmara, havde nyheden om det blodige angreb spredt sig over verden. Vrede, fordømmelse og krav om en international undersøgelse fulgte efter. 

I mellemtiden var Israels kampagne for at lave deres egen historie om angrebet, fordreje kendsgerningerne, og undertrykke en rasende offentlighed allerede i fuldt sving. Samtidig begyndte aktivister og kritiske journalister at dekonstruere den officielle fortælling og stykke vidnesbyrd sammen til at afdække sandheden bag den voldelige død der havde ramt aktivister på en humanitær  mission til den belejrede Gazastribe.  

Fra det øjeblik hvor det israelske militær åbenlyst ødelagde flotillens kommunikationer, og de næste 48 timer igennem, hvor de overlevende blev holdt isoleret med deres kameraer og potentielt belastende udstyr konfiskeret, var Israels redegørelse for angrebet dominerende i de internationale overskrifter. 

Central for Israels mediestrategi var den hurtige udsendelse af udvalgte video- og audioklip der ifølge regeringen berettigede dens påstand om at passagererne havde gjort voldelige forsøg på uprovokeret at dræbe soldaterne og dermed tvunget soldaterne til at bruge skydevåben i selvforsvar. Men de første og bredest udsendte udklip bar spor af stærk manipulation, herunder sløring eller fjernelse af tidsangivelser. 

Selv om udklippene tilsyneladende viste passagerer om bord på Mavi Marmara der slog de israelske styrker med kæppe og andre genstande, var billedernes kontekst fuldstændig uklar. Det var umuligt at afgøre på hvilket tidspunkt af angrebet udklippene var blevet optaget, hvad der rejste spørgsmål om nøjagtig hvilken side der havde handlet i selvforsvar. 

Bl.a. har Al-Jazeeras Jamal Elshayyal bekræftet beretninger fra andre flotillepassagerer, herunder det israelske Knessetmedlem Hanin Zoabi, om at de israelske kommandosoldater var begyndt at skyde før soldaterne havde sat fod på skibets dæk (”MK Zoabi: Israel ønskede det størst mulige antal af dødsofre,” YNet, 1. juni 2010; ”Kidnappet af Israel, ladt i stikken af Storbritannien,” Al-Jazeera, 6. juni 2010). 

Disse uddrag blev hurtigt suppleret af materiale lagt ud på YouTube, også stærkt manipuleret, som Israel påstod var blevet taget af skibets sikkerhedskameraer og af journalister hvis udstyr var blevet konfiskeret (“Flådeoprørere forbereder kæppe, slangebøsser, knuste flasker og metalgenstande for at angribe IDF-styrkerne,” 2. juni 2010). Det israelske militærs talspersons kontor udsendte også talrige fotografier der efter sigende dokumenterede slagsmål på dækket. 

Efter at de opbragte flådeskibe var blevet ført til den israelske havn Ashdod og losset, begyndte det israelske udenrigsministerium (MFA) 1. juni at udsende fotografier via Flickr hjemmesiden af genstande man sagde var blevet fundet om bord. Materiale som MFA klassificerede som ”våben” - hvormed man mente at underbygge påstanden om at aktivister havde planlagt at gennemføre en ”lynchning” af israelske soldater - kunne identificeres af offentligheden som maritimt standardudstyr og køkkenredskaber (”Våben fundet på Mavi Marmara”). 

Dertil kom at skibene var blevet inspiceret gentagne gange før de satte sejl mod Gaza, både af tyrkiske toldmyndigheder og af et uafhængigt sikkerhedsfirma, og af begge instanser var blevet erklæret fri for våben, ifølge Befri Gaza-Bevægelsens pressemeddelelse (”Myrdede israelerne med fuldt overlæg civile om bord på frihedsflåden?” 3. juni 2010). Deltagere siger også at alle passagerer var blevet underkastet grundige sikkerhedscheck før de gik om bord, uanset hvor de indskibede sig. 

Disse fotografier af ”våben” blev første trin i arbejdet med at analysere og afsløre inkonsekvenser i Israels påstande. Kort efter frigivelsen af de billeder der kom på MFAs officielle Filckr side 1. juni, begyndte kommentatorer at henlede opmærksomheden på at mange af billederne indeholdt digitalt indkodet information der angav at de var blevet taget flere år tidligere. MFA svarede ved at modificere datoerne og udsende en erklæring om at et af dets kameraer var blevet forkert kalibreret. 

Mens denne påstand hverken kan be- eller afkræftes, udstillede bommerten at Israels iver efter at udbrede sin version af begivenhederne i medierne førte til betydelige fejl og ting der var blevet overset. Efterhånden som de overlevende flådepassagerer begyndte at blive løsladt og udvist efter tilbageholdelsen i Israel, afveg de redegørelser de gav for hændelserne om bord på skibene, og især på Mavi Marmara, klart fra Israels officielle fortælling. 

Der var journalister om bord på skibet der havde mulighed for at sende meddelelser ud via satellit i et begrænset tidsrum under angrebet. De fortalte interviewere at de var blevet udvalgt som hovedmål for de israelske troppers angreb. ”Vi havde kameraer om halsen og vore pressekort i hånden, men soldaterne sigtede hele tiden på vores øjne med laserne på deres geværer for at skræmme os,” fortalte den tyrkiske journalist Yuecel Velioglu fra AA nyhedsbureauet til Reportere uden Grænser (”Mens en tyrkisk fotograf bliver begravet, taler andre journalister fra flotillen ud,” 9. juni 2010). 

Desuden var meget af det materiale Israel sendte ud (efter solid manipulering), taget fra journalister om bord på skibet efter at deres udstyr var blevet konfiskeret. Denne handling blev stærkt undsagt af Israels Forening for Udenrigspresse (FPA, Foreign Press Association), som 4. juni erklærede: ”Brugen af dette materiale uden tilladelse fra de relevante medieorganisationer er en klar krænkelse af journalistisk etik og er uacceptabel.” 

Uafhængige journalister verden over var besluttede på ikke at lade den israelske regering fortsætte med at dominere den offentlige omtale af angrebet på flåden med dens tvivlsomme version af hændelserne, og de har analyseret og identificeret selvmodsigelser i den israelske fortælling. Dette arbejde har været et omdrejningspunkt med hensyn til at gøre et mere fuldstændigt og nøjagtigt billede tilgængeligt for et engelsktalende publikum: Det store flertal af engelsksprogede medieudbydere, med Al-Jazeera English som en vigtig undtagelse, tog simpelthen de israelske erklæringer efter pålydende og gjorde kun lidt eller ingenting for at undersøge deres gyldighed. 

Billeder og fjernelse af kontekst 

Et andet fotografi udsendt af det israelske militærs talspersons kontor vakte fornyet uenighed da det begyndte at dukke op i nyhedsartikler om hændelsen. Billedet, der viste en unavngiven skægget mand med en krumkniv, blev i al almindelighed vist med en billedtekst, også med kilde i det israelske militær, der hævdede at manden der holdt kniven, var en aktivist om bord på Mavi Marmara, fotograferet efter at de israelske tropper havde bordet skibet. 

Ali Abunimah, medgrundlægger af Den elektroniske Intifada, bemærkede straks klare uoverensstemmelser med fotoets kontekst, der rejste tvivl om dets pålidelighed. Abunimah påpegede på sin blog at der bag ved manden kunne ses naturligt lys der strømmede ind ad et vindue - på trods af at angrebet blev udført i timerne før det blev lyst. Oven i købet var manden omringet af fotografer der så ualmindeligt rolige ud af tilskuere midt i en skudveksling at være (”Israelsk propagandafoto i Haaretz af en mand med en kniv giver ikke mening, ”FreedomFlotilla”, 31. maj 2010). 

Den undersøgende journalist Max Blumenthal rapporterer at billedteksten med kilde i det israelske militær - gentagne gange benyttet af medieudbydere som det israelske dagblad Haaretz - angav at den skæggede mand holdt kniven efter at kommandosoldaterne bordede skibet (”Taget på fersk gerning igen: IDF-beskrivelse af mistænkeligt foto det har udsendt, er trukket tilbage,” 8. juni 2010.) 

Som følge af hans spørgsmål til den israelske militære talspersons kontor ”slettede Haarets dets tekst til det mistænkelige foto.” Blumenthal tilføjer at Haaretz ”ikke omtalte tilbagetrækningen, formentlig ud fra den formodning at ingen ville lægge mærke til det. Tilbagetrækningen rejser foruroligende spørgsmål om graden af samordning mellem IDF (Den israelske hær) og de israelske medier.” Avisen nævnte heller ikke at den skæggede mand var det yemenitiske parlaments formand Mohammad al-Hazmi, der viste en ceremoniel daggert - en vigtig del af traditionel yemenitisk påklædning - til ”nysgerrige journalister og fremmede på skibet,” som Blumenthal påpeger, tydeligvis længe før angrebet. 

Nye anklager øjeblikkeligt tilintetgjort 

Efterhånden som beretninger fra de overlevende passagerer begyndte at få voksende opmærksomhed i hovedstrømmen af vestlig presse, svarede Israel igen med en serie af stadig mere dystre anklager for at svække tilliden til dem. Den alvorlige karakter disse anklager havde, gør det vanskeligt at forstå hvorfor den israelske regering ventede så længe med at udsende dem. Da journalister begyndte at vurdere de nye påstande, opdagede de at Israels understøttende dokumentation var svag og i nogle tilfælde endda ikke-eksisterende. 

En af disse anklager, offentliggjort i en pressemeddelelse 2. juni fra MFA, var at 40 passagerer fra Mavi Marmara var blevet identificeret som lejesoldater for Al Qaeda (”Angribere mod IDF-soldater påvist som Al Qaeda lejesoldater,” 2. juni 2010). Senere samme dag sagde en talsmand for USA's State Department, Philip Crowley, at hans kontor ikke kunne bekræfte Israels fortælling, og uafhængige journalister på jorden i Tel Aviv gik ufortøvet i gang med deres egne undersøgelser. 

Blumenthal og hans kollega Lia Tarachansky fik uden omsvøb at vide af den israelske hærs pressekontor at militæret ikke ”havde noget bevis” til at støtte MFA's påstand. Om morgenen 3. juni var alle henvisninger til Al Qaeda blevet fjernet fra online versionen af pressemeddelelsen (”Efter nærmere undersøgelse trækker IDF alle påstande om flådens forbindelser til Al Qaeda tilbage”). 

Mere betydningsfuldt var det at Israel 4. juni udsendte et YouTube indslag som det hævdede var et brudstykke af en radiokommunikation mellem den israelske flåde og Mavi Marmara. Citatet inkluderede en stemme der sagde til Israelerne at de skulle ”gå tilbage til Auschwitz,” og en anden stemme sagde: ”Vi hjælper araberne med at gå imod USA,” som svar på israelske erklæringer om at skibet var ”ved at nærme sig et område under flådeblokade” (”Flotilleskib til den israelske flåde: ”Vi hjælper araberne med at gå imod USA. Glem ikke drengene fra 9.11.”,” 4. juni 2010). Den sidste udtalelse blev fremsat med en accent der lignede amerikansk sydstatsdialekt selv om ingen fra den region var til stede om bord på noget af skibene. Mange bloggere kommenterede at accenterne lød uægte, og gjorde nar af den åbenlyse forfalskning. 

En af organisatorerne af flotillen, den amerikanske statsborger Huwaida Arraf, var forbavset over at opdage at citatet også havde hendes stemme med - selv om hun ikke havde været om bord på Mavi Marmara, men var på et andet skib. Den Tel Aviv-baserede journalist og blogger Mya Guarniere bemærkede at Arraf over for det Bethlehem-baserede Maan nyhedsbureau erklærede at udklippet med hendes stemme der sagde ”vi har tilladelse fra Gazas havnemyndighed til at sejle ind,” måtte være klippet ud af en kommunikation under en tidligere flotilletur (der har været ni ture siden 2008) (”Israel under anklage for at manipulere flotilleoptagelser,” 5. juni 2010). ”Da de etablerede radiokontakt med os [på denne tur], var vi stadig 150 km borte,” bemærkede Arraf. 

Blumenthal gjorde opmærksom på Arrafs mystiske tilstedeværelse og andre uoverensstemmelser i udklippet i en artikel han publicerede 4. juni. Den følgende dag udsendte MFA en erklæring der indrømmede at udklippet var blevet kraftigt redigeret (”Opklaring/Rettelse af audiotransmissionen mellem den israelske flåde og flotillen 31. maj 2010,” 5. juni 2010). Men udklippet med ”Auschwitz”-udtalelsen ligger stadig på MFA's hjemmeside i en ny ”uredigeret” version af den påståede transmission. 

Højteknologisk detektivarbejde afdækker et netværk af bedrag 

Det der måske var allermest ødelæggende for de israelske redegørelsers troværdighed, var et kort Ali Abunimah offentliggjorde på sin blog, produceret ved brug af arkiverede transmisssioner af data fra Automatisk Identifikationssystem (AIS) til at plotte Mavi Marmaras position ind da det sejlede af sted om morgenen for angrebet (”Fortsatte Israel sit blodige angreb på Mavi Marmara mens det flygtede i fuld fart?,” 7. juni 2010). Ved at bruge kortet kunne Abunimah bestemme skibets position og sejlretning mens det udsendte opdateringer om sin status. Kortet plottede også Mavi Marmaras position ind på de nøjagtige tidspunkter hvor billederne fra skibets overvågningskameraer - som Israel havde udsendt uden at skjule tidsangivelserne - tydeligvis var blevet taget.  

Ifølge AIS-angivelserne havde Mavi Marmara været på vej sydpå - parallelt med den israelske kyst og mere end 120 km fra stranden - indtil kl. ca. 4.35 lokal tid. På dette tidspunkt drejede skibet brat mod vest og satte kursen væk fra Gazas kyst. 

Angrebet, som overlevende passagerer siger begyndte kort efter kl. 4 om morgenen, blev rapporteret til græske aktivister i direkte kommunikation med skibet på et tidspunkt før kl. 4.51. Men den tidsangivelse der ses i det offentliggjorte billede fra sikkerhedskameraet og er beskrevet i en billedtekst som det tidspunkt hvor ”oprørere indleder konfrontation med de israelske soldater,” angiver at udklippet blev filmet kl. 5.03. Dette bekræftes af at havet tydeligvis er oplyst af naturligt lys, hvad der ville have været umuligt en time tidligere. 

Dette bevismateriale er i direkte modstrid med de israelske påstande om rækkefølgen og tidsforløbet af begivenhederne, og det rejser tvivl om den overordnede fortælling. Mens langt størstedelen af dokumentationen af angrebet er blevet beslaglagt af Israel sammen med flådens rejsedata-registreringer (VDR, Voyage Data Recorders, søfartens modstykke til luftfartens ”sorte bokse”), har aktivister flittigt arkiveret alt tilgængeligt bevismateriale for at forhindre Israel i at ændre eller ødelægge det. Efterhånden som flere tidsangivne data bliver tilgængelige, vil de blive opsamlet af aktivister og plottet ind på kort ikke kun for at hjælpe med at afsløre hvad der skete om bord på Mavi Marmara, men også for at garantere en højere grad af troværdighed når Israel reagerer på fremtidige flotiller. 

Et betydeligt antal data er allerede ved at træde frem. Mange af de overlevende klarede at skjule hukommelseskort for deres israelske fangevogtere, og indholdet af dem gav de sig til at gøre tilgængeligt for journalister da de kom hjem. Nogle fotografier offentliggjort i den tyrkiske avis HaberTurk viser passagerer der giver sårede israelske soldater lægehjælp og endda beskytter dem mod at blive fotograferet - hvad der synes at modsige Israels påstande om at passagererne var koncentreret om på forhånd planlagt ”lynchning” af de israelske kommandosoldater (”İsrail'den kaçırılan fotoğraflar,” 4. juni 2010). 

Videoklip fra flådeoverlevende der fornylig er blevet frigivet, viser israelske soldater der sparker, slår og skyder passagerer, herunder billeder der ifølge det tyrkiske Cihan nyhedsbureau viser skydningen på klos hold af Furkan Dogan, en 19 år gammel amerikansk statsborger, med automatiske våben (”Israelske soldater myrder en mand identificeret som Furkan Dogan,” 10. juni 2010). En obduktion viste at Dogan var ramt fem gange, bl.a. en gang i ryggen og to gange i hovedet fra næsten ingen afstand. Andre kamerabilleder viser helikoptere der svæver over flåden med synlige glimt fra geværmundinger og lyd af skydning, hvad der støtter de overlevendes erklæringer om at kommandosoldaterne affyrede skud allerede før de bordede skibene og dermed forårsagede den begrænsede modstand ydet af skræmte passagerer. 

Internationale eller interne undersøgelser 

Den israelske regering afviser fortsat tanken om en international undersøgelse og foretrækker at iværksætte sin egen. 5. juni fremsatte FN's generalsekretær forslag om et internationalt panel til at undersøge drabet på ni flådepassagerer, men Israels ambassadør i USA, Michael Oren, erklærede på FOX News den følgende dag at Israel ville afvise ” at blive undersøgt af et hvilket som helst internationalt hold” (Udskrift: Ambassadør Michael Oren om 'FNS',” 7. juni 2010). 

De mennesker der kræver en international undersøgelse, har gode grunde til at betvivle Israels evne til at undersøge sig selv. Ifølge Human Rights Watch (HRW), som citerer statistikker fra den israelske menneskerrttighedsorganisation Yesh Din mellem 2000 og 2008, ”har israelske soldater i de besatte palæstinensiske områder dræbt over 2.000 palæstinensiske civile, der ikke var indblandet i kamp. Ud af 1.246 kriminalundersøgelser, indledt i samme periode i anledning af mistanke om krænkelser af alle slags begået af soldater mod palæstinensiske civile, resulterede kun 6 % (78 tilfælde) i anklager. Kun 13 af disse sager anklagede soldater for at dræbe civile. Per 5. september 2008 var fem soldater blevet dømt for fire civiles død” (”Hvorfor ingen retfærdighed i Gaza? Israel er anderledes, og derfor...,” 1. oktober 2009). 

HRW fandt et lignende mønster i sager fra Israels berygtede tre ugers angreb på Gaza, der begyndte 27. december 2008. Invasionen, som voldte mere end 1.400 palæstinenseres død, førte kun til én domfældelse - for tyveri af et kreditkort der tilhørte en palæstinensisk familie da soldater plyndrede deres hjem. 

Hvad angår angrebet på flotillen, har visse kilder i den israelske regering angivet at de ville overveje at tillade en eller flere internationale ”observatører” at blive inkluderet i deres interne undersøgelse. Regeringer verden rundt har insisteret på at det ikke er et acceptabelt alternativ til en ægte international undersøgelse. Men selv en fuldstændig upartisk gruppe der havde til opgave at undersøge angrebet, ville blive nødt til at analysere ”bevismateriale” (som f.eks. beslaglagt materiale og VDR'er) der havde været under fuld kontrol af det israelske militær siden angrebstidspunktet. 

Vilje til redegørelse og uafhængig journalistik 

Eftersom der ikke er meget håb om en formel undersøgelse med nogen som helst grad af troværdighed, har uafhængige journalister verden over erkendt behovet for at starte deres egen. Uafhængige journalisters arbejde opnår voksende indflydelse på den ledende strøm af nyheder. Og fortællingen om drabene på Mavi Marmara er ikke nogen undtagelse, trods mange professionelle reporteres uvilje mod offentligt at udfordre Israels version af begivenhederne. 

”Dette er et emne hvor (i forhold til flotille-hændelsen) de juridiske og moralske omstændigheder ved israelsk misbrug var så åbenlyse og iøjnefaldende at uafhængige medier har større mulighed for at blive hørt,” sagde Richard Falk, international juridisk ekspert og særlig rapportør over for De forenede Nationer om menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder. Skulle FN eller en anden uafhængig organisation iværksætte en international afprøvning, vil den kunne ”nyde stor fordel af [uafhængige mediers] aktive arbejde til at styrke enhver undersøgelse der måtte finde sted,” sagde Falk som kommentar til denne historie. 

Uafhængige journalister var i stand til at bryde hul i Israels fortælling i de gængse medier, lige som de var i stand til at omgå Israels restriktioner for systemets journalister under angrebene på Gaza i vinteren 2008-9. Næsten en time om morgenen 5. juni byggede de fleste ledende rapporter om forholdene på det tilbageholdte fjerde skib i den flotille som havde inkluderet Mavi Marmara, næsten udelukkende på information indsamlet fra budskaber udvekslet mellem aktivister og uafhængige journalister via Twitter. Abunimah og Blumenthals indsats for at undergrave meget af Israels fortælling blev citeret udførligt i et indlæg af New York Times-bloggeren Robert Mackey (”Fotografier af medtagne israelske kommandosoldater viser en ny side af angrebet,” 7. juni 2010). 

10. juni var en pressekonference for De forenede Nationer viet til fremlæggelse af ucensureret materiale om angrebet indfanget af filmmageren Iara Lee, hvad der vil føre til verdensomspændende overskrifter med utallige billeder der modsiger den israelske version af begivenhederne. 

Paul Larudee, en aktivist med basis i San Franciscos Bay-region, der deltog i flotillen og blev udsat for alvorlig gennembankning så han måtte indlægges, tror at uafhængige journalisters succes med at afsløre Israels usammenhængende fortælling har haft en transformativ indvirkning på den offentlige bevidsthed. 

”Der er ved at ske noget her. Opfattelser begynder at bevæge sig,” sagde Larudee. ”Folk er ved at begribe det - de forstår at det var en humanitær hjælpekonvoj der blev angrebet, og at passagererne forsvarede sig selv, trods alle de historier som Israel udvikler i medierne. Israel vil ikke være i stand til at holde det her gående ret meget længere. Det er alt sammen begyndt at smuldre.” 

Abraham Greenhouse er grundlægger af Palæstinas Frihedsprojekt (palestinefreedom.org), som specialiserer sig i at studere og yde støtte til græsrodsarbejde der udføres af Palæstina-solidaritetsaktivister verden over. 

Nora Barrows-Friedman er en prisvindende uafhængig journalist der skriver for The Electronic Intifada, Inter Press Service, Truthout og andre nyhedskilder. Hun rapporterer regelmæssigt fra Palæstina, hvor hun også har en media workshop for unge i  Dheisheh flygtningelejren på den besatte Vestbred. 


Oversat fra engelsk ved Minna Skafte Jensen for Boykot Israel Kampagnen

www.uruknet.info?p=67050