Israel En stat bygget på løgne

Israel: En stat bygget på løgne

Punyapriya Dasgupta

19. august 2006 ---

Ifølge Human Rights Watch og Amnesty International var resultatet af det israelske militærs egen undersøgelse af Qana II meget langt fra sandheden. HRW sagde at massakren d. 30. juli på mindst 28 libanesere -- fortrinsvis kvinder og børn -- var ”det seneste resultat” af Israels upræcise bombninger. Amnesty tilføjede at Israel havde en tradition for enten ikke at undersøge civile dødsfald eller at gennemføre undersøgelser der ikke var neutrale.

Det var samme undskyldning der blev brugt denne gang som den Israel kom med for det forfærdelige drab på 106 libanesiske flygtninge og fire FN-soldater begået ved artilleribeskydning af en UNIFIL-lejr i den samme landsby, Qana, i Libanon for ti år siden. Ved begge lejligheder vidste Israel ikke at der befandt sig civile inden for bombemålets område.

Det var hvad Israels ledere hævdede. Og de påstod at de hver gang kun sigtede på Hizbollah. Hvor var Hizbollah? Mellem så mange døde var der ikke et eneste Hizbollah-lig eller noget spor af dets udstyr, hverken i 1996 eller 2006.

Israel har tradition for ikke blot at forsøge på at dække over sine massakrer på uskyldige civile, men for direkte at lyve for at camouflere hvert eneste af dets mørke planer. Traditionen går direkte tilbage til den politiske zionismes start og dens ”åndelige far”, Theodor Herzl (1860-1904), en ungarsk født journalist, som var fascineret af det franske ordsprog: Qui veut la fin, veut les moyens (den som vil målet, vil også midlerne).

I en redegørelse for hvad der havde fået ham til at begynde at tænke på en jødisk stat i Palæstina, fremsatte han et synspunkt, som han dog havde fikset lidt på ud fra sin egen bagklogskab. Han skrev i et essay til forsvar for sin zionisme at under retssagen mod og den offentlige ydmygelse af Dreyfus i Frankrig havde han hørt folkemængder råbe ”Død over jøderne”. Herzl havde faktisk rapporteret om den berygtede retssag mod Alfred Dreyfus, en jødisk kaptajn i den franske hær, til en avis i Wien nogle få år tidligere. Dengang sagde hans rapport at folkemængderne havde brølet: ”Død over forrædderen”. Herzl røbede sit eget spil da han ved en senere lejlighed indrømmede at jøderne i Frankrig så sig selv nærmest som en del af det toneangivende samfundslag.

Da han blev konfronteret med anklager fra franske jøder for at hans zionisme var en hindring for deres fuldstændige integration i den franske nation, blev han sarkastisk og skrev: ”Hvis nogen eller alle franske jøder protesterer mod denne plan [om en jødisk stat] fordi de allerede er ”integreret”, er mit svar enkelt: Er de israelitiske franskmænd? Glimrende. Dette er en privatsag kun for jøder.”

Herzl tilbragte sine sidste år med at vente ved dørene hos europæiske monarker og Tyrkiets sultan for at tigge om bare et lille signal til ham om at måtte bringe vestlig civilisation til Palæstina ved at ændre ”dette pestbefængte, forhutlede hjørne af orienten” til en jødisk stat. Han talte også om at ”trylle de ludfattige palæstinensere bort” fra Palæstina. Men da en fornem araber i Jerusalem spurgte ham om han virkelig overvejde at drive palæstinenserne ud af deres hjem, skrev Herzl: ”Hvem skulle tænke på at sende dem bort? Det er deres velfærd, deres individuelle rigdom vi vil forøge ved at komme med vores egen.”

Den kløvede tunge er en konstant i zionismens historie. Igennem lange år arbejdede zionisterne målrettet på en overtagelse af Palæstina, men blev ved at nægte at det var deres mål indtil de havde nået det. Hvem det lige præcis var der udformede det fikse slogan om ”et land [Palæstina] uden folk til et folk [jøderne] uden land”, er der ingen der ved.

Undertiden tillægger man Herzl selv at have formuleret det og andre gange hans engelske medarbejder, Israel Zangwill. Max Nordeau, endnu en ungarsk født forbundsfælle af Herzl, fik et anstrøg af samvittighedskvaler da han hørte at Palæstina ikke var et land uden folk. Han sagde: ”Det vidste jeg ikke – men så er vi jo ved at begå en uretfærdighed!” Men han kom sig hurtigt og hævdede at ordet ”hjemland”, som man brugte i Balfour erklæringen og De forenede Nationers mandat for at camouflere den stat for jøder i Palæstina man overvejede, var hans ide.

Den berygtede Balfour erklæring (1917) var den første fjer i hatten på Chaim Weizmann, en arrogant jødisk biokemiker, som plejede at spise middag med britiske statsministre og ydede sin hjælp til britiske krigsudfoldelser 1914-18. Faktisk var det ham der skrev det første udkast til det dokument hvori et land lovede at forære et andet til et folk spredt ud over jorden.
Albert Einstein, der var imod tanken om en jødisk stat og senere afslog at blive Israels første præsident, spurgte Weizmann: ”Hvad med araberne hvis man gav Palæstina til jøderne?” hvortil Weizmann svarede: ”Hvilke arabere? De har næppe den store betydning.”
Til Emir Feisal, søn af sheik Hussein af Mekka, som Lawrence of Arabia havde vartet op for at opnå hjælp mod Tyrkiet under Den første Verdenskrig, sagde Weizmann: ”Jøderne har ingen planer om at indsætte en jødisk regering.” Så sent som i 1930 anså den listige Weizmann det for politisk klogt at holde sine planer under dække.

Han sagde: ”Hvis en jødisk stat var en mulighed, ville jeg gå stærkt ind for den. Jeg går ikke ind for den, fordi jeg anser den for urealistisk.” Da han var tæt på sit mål, i vidt omfang takket være jødisk terrorisme, gjorde Weizmann et stor nummer ud af sine bekymringer i FN, og med egne ord bøjede han hovedet i skam over at jøderne havde krænket budet Du må ikke slå ihjel. Det forhindrede naturligvis ikke Weizmann i at føle sig ”stolt af vore drenge”, da de sprængte Hotel Kong David i luften, det administrative hovedkvarter for Storbritanniens palæstinenskse mandat i Jerusalem, idet de dræbte 92 og sårede 58 englændere, arabere og jøder. Da den jødiske stat blev virkeliggjort, blev Weizmann dens første præsident.

Israel er den eneste stat der er blevet optaget som medlem af FN på betingelse af at den ville adlyde verdensforeningen og mere specifikt overholde to af generalforsamlingens resolutioner, den ene fra november 1947 om deling af Palæstina, og den anden fra december 1948 med sikring af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem eller acceptere en kompensation.

Et dokument i FNs arkiver, dateret 29. november 1948, lyder: ”På vegne af staten Israel erklærer jeg, udenrigsminister Moshe Shertok, med dertil krævet mandat fra Israels nationalråd, at staten Israel hermed uden betingelser accepterer sin forpligtelse over for FNs charter og påtager sig at respektere det fra den dag hvor den bliver medlem af De forenede Nationer.”

Fire dage efter at Israel var blevet optaget som et af medlemmerne af FN, erklærede David Ben Gurion, Israels første statsminister, i Knesset at FNs resolution om delingen af Palæstina ikke længer havde nogen moralsk gyldighed fordi araberne havde krænket den, og at for Israel var resolutionen ”mindre end ingenting” hvad angik Jerusalem.

Zionisterne havde brug for en FN-resolution som fødselsattest for deres stat og en anden for at opnå medlemskab af FN eller det minimale tegn på international respektabilitet.

Så snart de mente at de havde overvundet enhver tvivl om deres stats legitimitet eller levedygtighed, behøvede de ikke FN længere, selv om foreningen aktuelt er den vigtigste kilde til international lov.

Israel er blevet fordømt og kritiseret af FN hundreder af gange for dets lovløshed og for at bryde sine løfter, men ingen leder i Tel Aviv eller Jerusalem har nogensinde røbet bekymring over det. Nogle israelere er endda begyndt at kalde statens lovlige skaber for dens fjende.

Punyapriya Dasgupta er journalist og forfatter af Cheated by the World: The Palestinian Experience.

Oversat fra engelsk ved Minna Skafte Jensen