af John Pilger
Den aktuelle trussel om angreb i lande, hvis regeringer har nære alliancer med
Washington, er det seneste stadie i en lang kamp imod Vestens imperier, deres
rovgriske korstog og dominans. Motivationen for de, der anbringer bomber i
jernbanevogne, udspringer direkte af denne sandhed.
Hvad der er anderledes i dag, er at de svage har lært, hvordan de skal angribe
de stærke, og de vestlige korsfareres seneste koloniale terrorisme (hele 55.000
irakere dræbt) udsætter os for gengældelse.
Kilden til meget af denne fare er Israel.
Oprettet som vogter af Vestens imperium i Mellemøsten er den zionistiske stat
fortsat årsagen til mere regional klage og åbenlys terror end alle de
muslimske stater tilsammen. Læs den melankolske palestinensiske Monitor på
internettet, den beretter om modstykket til Madrids rædsler uge efter uge, måned
efter måned, i det besatte Palæstina.
Ingen forsideartikler i Vesten indrømmer dette vedvarende blodbad, for slet
ikke at tale om sorg over dets ofre. Dertil kommer at den israelske hær - en
terrorist organisation udfra en hver målestok - beskyttes og belønnes i
Vesten.
I sin aktuelle menneskerettighedsrapport kristiserer the Foreign Office Israel for dets "bekymrende mangel på respekt for menneskerettigheder" og " de virkninger den fortsatte israelske besættelse og dermed forbundne militære besættelser har haft for almindelige palestinenseres tilværelse."
Alligevel har Blair regeringen hemmeligt autoriseret salge af enorme mængder af våben og terror udstyr til Israel. Dette omfatter ben-lænker, elektriske stød-bælter og kemiske og biologiske midler. Det til trods for at Israel har brudt flere FN resolutioner end nogen anden stat siden grundlæggelsen af verdensorganisationen. Sidste oktober afgjorde FN´s generalforsamling med 4 stemmer imod 144 en fordømmelse af den mur, som Israel har skåret igennem hjertet af Vestbredden og dermed annekteret den bedste landbrugsjord inklusive vandingssystemet, der dækker det meste af palæstinensernes vandforsyning. Som sædvanlig ignorerede Israel verden.
Israel er vagthund for Amerika´s planer for Mellemøsten. De tidligere CIA analytikere Kathleen og Bill Chirstison har beskrevet, hvordan "to strømninger af jødisk og kristen fundamentalisme er smeltet sammen til en dagsorden for et enormt imperialistisk projekt til omstrukturering af Mellemøsten, altsammen yderligere styrket af det heldige sammenfald af store oljeresourcer klar til beslaglæggelse og en præsident og vicepræsident med store oljeinteresser.
De "neokonservative", der driver Bush
regimet, har alle nære forbindelser med Likud regeringen i Tel Aviv og de
zionistiske lobby grupper i Washington. I 1997 erklærede the Jewish Institute
for National Security Affairs (Jinsa):
"Jinsa har arbejdet tæt sammen med lederen af det irakiske nationalråds
leder Dr Ahmad Chalabi om at fremme Saddam Hussein´s fjernelse fra magten ...
".
Chalabi er den CIA-støttede håndlanger og dømte kassebedrager, der i øjeblikket
organiserer den næste "demokratiske" regering i Baghdad.
Indtil fornylig drev en gruppe zionister deres
egen efterretningstjeneste indenfor Pentagon. Den gik under navnet Office of
Special Plans og var underlagt Douglas Feith, vice-forsvarsminister, ekstrem
zionist og modstander af enhver forhandlingsfred med palestinenserne. Det var
Office of Special Plans, der forsynede Downing Street med meget af dets sladder
om Irak´s masseødelæggelsesvåben;
hyppigt var den oprindelige kilde Israel.
Israel kan også gøre krav på ansvaret for
den lov, som blev vedtaget af kongressen, og som pålægger Syrien sanktioner og
som i praksis truer det med den samme skæbne som Irak medmindre det efterkommer
Tel Avivs krav. Israel er den styrende hånd bag Bush's krigeriske kampagne imod
"atom truslen", der tillægges Iran. I dag underviser israelske
specialstyrker amerikanerne i Irak i, hvordan man "wall in"
(indemurer) en fjendtligsindet befolkning på samme måde, som Israel har
indemuret palestinenserne under opfølgelsen af den zionistiske drøm om en
apartheid-stat.
Forfatteren David Hirst beskriver "Israeliseringen af den amerikanske
udenrigspolitik" som værende "nu operationel såvel som
ideologisk."
For forståelsen af Israels vedvarende koloniale rolle i Mellemøsten er det for enkelt at se Ariel Sharon´s overgreb som en forvansket udgave af et demokrati, der har mistet kursen. De myter, som det vrimler med i jødiske middelkassehjem i Storbritannien om Israels heroisk ædle fødsel, har længe være bestyrket af en "liberal" eller "venstreorienteret" zionisme. der er ligeså ondartet og fundamentalt destruktiv som Likud versionen.
I de senere år er sandheden kommet fra Israel´s egne "nye historikere", der har afsløret at de zionistiske "idealister" fra 1948 ikke havde nogen intention om at behandle palestineserne retfærdigt eller bare humant, og som i stedet systematisk og ofte morderisk blev fordrevet fra deres hjem. Den modigste af disse historikere er Ilan Pappe, en israelsk-født professor fra Haifa universitetet, der med offentliggørelsen af alle sine banebrydende bøger har været både rost og smædet.
Den seneste er "A History of Modern Palestine", i hvilken han dokumenterer fordrivelsen af palestinensere som en tilrettelagt forbrydelse i form af etnisk udrensning, der rev den fredelige sameksistens af jøder og arabere fra hinanden. Hvad den moderne "fredsproces" angår, så beskriver han Oslo forhandlingerne fra 1993 som en plan fra liberale zionister i det israelske arbejder parti der sidestiller palestinenserne i stil med de sydafrikanske bantustans. At de blev bistået af en desperat palestinensisk ledelse gjorde "fred" og dens "mislykkethed" (bebrejdet palestinenserne) gjorde den ikke mindre bedrageriskt.
Jævnsides med årelange forhandlinger og stigende håb, fordoblede regeringerne i Tel Aviv i al hemmelighed antallet af illegale jødiske bosættelser på palestinensisk jord, intensiverede den militære besættelse og tilendebragte framenteringen af de 22 procent af historiske Palæstina, som den palestinensiske befrielsesorganisation havde indvilliget i at acceptere til gengæld for anerkendelse af staten Israel.
På linje med den afdøde Edward Said, er Ilan Pappe den mest velformulerede forfatter af palestinensisk historie. Han er også en af de mest lærde. Denne kombination har bragt ham mange beundrere, men også fjender blandt Israel´s akademiske liberale mytologer i Storbritannien, blandt hvilke Stephen Howe blev givet Pappes bog til anmeldelse i the New Statesman 8 marts. Howe optræder ofte på disse sider, hans stil er at fordømme med behersket ros og omhyggeligt at sætte grænser for debatten om imperialisme, hvad enten det er irsk historie, Mellemøsten eller "krigen imod terror".
I Pappe's tilfælde er det, som læseren ikke
har kendskab til, Howe's personlige forbindelse til det israelske establishment,
og hvad Howe ikke siger i sin anmeldelse er, at der her for første gang er en lærebog
om Palestina, der beretter den virkelige historie, som den fandt sted, en ikke
zionistisk version af zionisme.
Han anklager Pappe for "factual mistakes", men anfører ikke
nogen eksempler og sværter derefter bogen ved at afvise den som en fodnote til
en anden bog af den israelske historiker Benny Morris, der længe har udsonet
for sit eget revisionistiske arbejde. Til sin fordel har Cambridge University
Press offentliggjort Pappe's banebrydende og yderst tilgængelige arbejde som en
autoritativ historiefremstilling.
Dette betyder at "debatten" om
Israels oprindelse er tilendebragt uanset hvad imperiets fortalere siger.
Oversættelse. Hans Pendrup
Andre aktuelle artikler af John Pilger på
dansk:
2004:
Bush eller Kerry? Vælg din foretrukne pro-krigs kandidat
John Pilger kommer fra Sydney, Australien . Han har været krigskorrespondent, filmmager og skuespilforfatter. Han bor nu i London og har skrfevet om mange lande. Han har to gange modtaget britisk journalistisks fornemste pris - "Journalist of the Year" - forhans arbejde i Vietnam og Cambodia