New Page 3

Nu er tiden endelig inde. Efter års interne argumenter, forvirring og tøven er tiden inde til en gennemført international boykot af Israel. Gode grunde til en boykot har der selvfølgelig været i årtier, som stribevis af initiativer allerede viser. Men Israels krigsforbrydelser er nu så chokerende, dets ekstremisme så tydelig, lidelserne så store, FN så hjælpeløs og det internationale samfunds behov for at standse Israels opførsel så presserende og tvingende at tiden er moden for global handling. En koordineret bevægelse for afvisning, sanktioner og boykotter af Israel må opbygges for at sætte en stopper ikke blot for Israels aggressive handlinger og forbrydelser mod menneskeheden, men også, som i Sydafrika, for dets grundlæggende racistiske logik der har givet inspiration til og stadig er den drivende kraft bag hele det palæstinensiske problem.

Dette andet formål med boykot-kampagnen er faktisk det vigtigste. Opfordringer til boykot har længe henvist til konkrete forbrydelser: Israels stadige angreb på palæstinensiske civile; dets arrogante ligegyldighed over for palæstinensiske civile liv der ”tilfældigvis” er blevet ødelagt under dets myrderier og bombninger; dets målrettede ødelæggelse af palæstinensernes økonomiske og sociale vilkår; dets stadige inddragelse og fragmentering af palæstinensisk jord; dets tortur af fanger; dets foragt for FN-resolutioner og international lov; og i særdeleshed, dets afvisning af at tillade palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til deres hjemland. Men boykotten kan ikke nøjes med at sigte mod disse handlinger. Den må rette sig mod deres ideologiske kilde.

Den egentlige krænkelse i forhold til det internationale samfund er den racistiske begrundelse for disse handlinger, som overtræder fundamentale værdier og normer inden for verdensordenen efter 2. Verdenskrig. Den pågældende racistiske ideologi er hverken subtil eller dunkel. Hr. Olmert selv har gentagne gange tordnet fra den offentlige talerstol om den ”demografiske trussel” Israel er oppe imod: ”truslen” om at for mange ikke-jøder en skønne dag – hvilken rædsel! – vil være borgere i Israel. Det er den ”demografiske trussel” der ifølge israelsk doktrin retfærdiggør at man forsegler Vestbredden og Gazastriben som friluftsfængsler for millioner af mennesker, hvis eneste virkelige forbrydelse er at de ikke er jøder. Det er den ”demografiske trussel”, ikke sikkerheden (har hr. Olmert forklaret), der nødvendiggør den skrækkelige mur til at adskille arabiske og jødiske samfund, som nu lever ved siden af hinanden i et fragmenteret landskab, men som ellers måske ville blande sig med hinanden.

”Demografisk trussel” er det hæsligste racistiske udtryk der stadig anvendes åbent i internationale sammenhænge. På mystisk vis er det blevet tolereret af et undrende internationalt samfund. Men det lader sig ikke længere tolerere. Det var zionistisk frygt for den demografiske trussel der var udgangspunkt for fordrivelsen af den indfødte arabiske befolkning i 1948 og 1967, skabte og har fortsat Israels besættelse af Vestbredden og Gazastriben, inspirerer til dets forfærdelige menneskerettighedskrænkelser mod palæstinenserne, udvikler sig til uroligheder i regionen som angrebet i 1982 på Libanon (der affødte Hizbollah), og fortsat er kraften bag israelsk militarisme og aggression.

Denne åbne officielle racisme og den dermed sammenhørende vold kaster Israel ind i rækken af pariastater, som Sydafrika tidligere var det ledende emblem for. I begge lande er de indfødte folk blevet plaget og ydmyget af racistisk nationalistisk logik. Den har også regelmæssigt medført destabilisering af de omkringliggende regioner (vrimlende fulde af “demografiske trusler”) og forledt begge regimer til grusomme og hensynsløse angreb. Drevet af en følelse af evig offertilstand har de tiltaget sig moralsk autoritet til at knuse de indfødte horder der truede med at opløse de organiske afrikaans/jødiske nationer og den hvide/vestlige civilisation de mente de var så fornemme repræsentanter for.

Et ydmyget hvidt samfund i Sydafrika endte med at opgive denne myte. Israel klynger sig stadig til den. Den har nu medført at Israel maser Libanon til støv, idet det forsøger på at eliminere Hizbollah og måske åbne vejen for et angreb på Iran. Fredstilbud fra hele den arabiske verden afvises som det rene skidt. Endnu en gang er Mellemøsten kastet ud i kaos og turbulens, fordi en normal tilværelse – fred og fuldt demokrati – er en torn i øjet på et regime der nødvendigvis må se og behandle sine naboer som en eksistentiel trussel for at kunne retfærdiggøre den nedvurdering der fastholder dets etniske/racistiske karakter og muliggør dets stadige annektering af jord.

Hvordan har denne forargeligt racistiske doktrin kunnet overleve så længe, honoreret med billioner af dollars i årlig støtte fra USA? Vi kender årsagerne. For alt for mange mennekser i vesten går Israels jødiske karakter i ét med holocaust-arven, så det intuitivt giver mening når Israel hævder at være under stadige angreb. En dybt forankret jødisk-kristen modvilje mod Islam dæmoniserer Israels ofre, som for de flestes vedkommende er muslimer. Europæiske racistiske fordomme mod arabere (indfødte med brun hud) gør de materielle overgreb mod dem mindre menneskeligt betydningsfulde. Naive kristne forestillinger om det ”hellige land” lader jødisk styre falde naturligt ind i de bibelske landskaber. Idiotiske kristne evangelistiske ideer om åbenbaringen og de sidste tider giver jødisk styre en afgørende plads som forudsætning for Messias’ tilbagekomst og det endelige tusindårsrige (selv om jøderne i denne frastødende fortælling bliver stegt bagefter).

Alle disse forestillinger og fordomme, der længe har forbindret international handling, må nu ryddes til side. Den rå logik i Israels forvredne billede af sig selv og dets racistiske doktriner har fundet umisforståeligt udtryk i øjeblikkets barske virkelighed: de månelandskabsagtige murbrokker der er tilbage af engang idylliske libanesiske landsbyer, en million desperate menneser der prøver på at overleve israelske luftangreb, mens de bærer børn og triller invalide bedsteforældre ned ad veje der er forvandlet til kratere, og de livløse kroppe af børn hentet ud af støvede kældre under knuste bygninger. Dette er realiteten i Israels nationale doktrin, det direkte resultat af dets racistiske verdensanskuelse. Den bringer alle i fare og må standses.

Meget af diskussionen har kredset om en boykotkampagne, men indtil videre er den ikke nået længere end til nogle ihærdige, men isolerede grupper. Forsøgene er strandet på de velkendte vanskelige spørgsmål: f. eks. om en boykot er moralsk tvingende for at forkaste Israels vildtvoksende krænkelser af menneskerettighederne eller vil forhindre vigtige kontakter til israelske grupper, eller om principfast forsvar af international lov nødvendigvis må modereres af (falske) krav om ”ligevægt”. I særdeleshed er den sidste tids debatter gået i stå på krav om en akademisk boykot. Her er bekymringerne rimelige, om end ret snævre. Universiteter yder livsvigtige forbindelser og mulighed for samarbejde, debat og nytænkning. Uden den slags mødesteder og deres intellektuelle udvekslinger, mener nogle, kan man hævde at arbejdet for en anderledes fremtid forhindres.

Men dette argument er knust i takt med de sydlibanesiske landsbyer, idet israelske universitetsfakulteter er sluttet helhjertet op om den nuværende krig. Som Ilan Pappe gentagne gange har sagt, er Israels universiteter ikke hjemsted for oplyst tankevirksomhed. De er smeltedigler for reproduktion af racistisk zionistisk logik og handling, idet de observerer og filtrerer tilladelige ideer. De fremstiller de sagførere der forsvarer besættelsesregimet og administrerer dets illegale ”domstole”, de civile planlæggere og ingeniører der tegner og bygger bosættelserne på palæstinensisk jord, de økonomer og bankmænd som planlægger og gennemfører de bevillinger der skaffer det økonomiske grundlag for bosættelserne, geologerne som letter beslaglæggelsen af palæstinensiske vandledninger, lægerne der behandler de torterede så de kan torteres igen, historikerne og sociologerne som skaber mening i et nationalt samfund ved at opretholde de officielle løgne om dets egen fortid, og de digtere, skuespilforfattere og novelleskrivere der forfatter det nationalistiske værk som forherliger det hele og (i det mindste internt) får det til at give moralsk mening.

De af os der har mødt jødiske israelske akademikere på israelske universiteter finder at langt de fleste af dem, velmenende liberale medregnet, bevæger sig i en mærkelig og enestående boble af virksomme indbildninger. De fleste af dem ved ingenting om palæstinensisk livsform, kultur eller erfaring. De ved bemærkelsesværdigt lidt om besættelsen og dens realiteter, som knuser mennesker der bor lige på den anden side af den nærmeste bakke. De har indoptaget forenklende forestillinger om den afvisende Arafat, det terroristiske Hamas, og den høflige Abbas. I denne særlige ø-verden af illusioner taler de nonsens om uvirkelige faktorer og indbildte begivenheder. At gøre forsøg på at få deres antagelser til at give mening er ikke mere produktivt end at konversere om Mellemøsten med Bush-administrationens nykonservative, som også befinder sig i en mærkelig boble af uvidenhed og fantasi. Bortset fra nogle få modige og hjemsøgte sjæle er dette de israelske universiteters verden. Den ændrer sig ikke før den bliver nødt til det – når betingelserne for dens selvreproduktion bliver skadet og dens selvbedrag for iøjnefaldende.

Det virkelige mål: At ændre mentaliteter

Universiteterne repræsenterer og reproducerer den boble den israelske jødiske befolkning som helhed lever i. Og ingen forlader sin boble frivilligt. I Sydafrika klyngede afrikaanerne sig til deres egen boble – deres selv-frikendende myter om historie, civilisation og race – indtil de blev tvunget af eksterne sanktioner og den sammenstyrtende nationaløkonomi til at tænke de myter om igen. Deres modvilje mod at gøre det var racistisk, men ikke udelukkende ondsindet. Mange venlige og velmenende afrikaanere troede simpelthen ikke på at de behøvede at ændre de ideer der for dem fremtrådte som det givne og som havde skabt deres virkelighed. (En anset afrikaans ven her i landet husker sit liv i apartheidens Sydafrika som at deltage i The Truman Show, en film hvori en mand uden at vide det vokser op i et fjernsynsshow der foregår i en kunstig kuppeldækket verden udformet så den ligner en lille by.) Da deres virkelighed faldt fra hinanden, var der pludselig ingen der ville indrømme at de nogensinde havde troet på den eller støttet den.

Det zionistiske verdenssyn er et endnu mere fuldstændigt system. Alle historiske og geografiske detaljer er fremskaffet så de kan skabe en fuldstændig mytisk verden, hvori jøderne har rettighederne til jorden og palæstinenserne ingen har. Det er en fuldstændig virkeliggjort konstruktion, ganske som de hebræiserende kort der omhyggeligt blev tegnet af den zionistiske bevægelse i 1930rne for at udradere det gamle arabiske landskab og erstatte det med hebræiske bibelske referencer. Det er også vældig modstandsdygtigt. De ”nye historikere” har afsløret den fremherskende historiske fortælling om 1948 og 1967 som en eneste bunke indbildninger, men de samme indbildninger gentages stadig af statslige institutioner for at forsikre både israelske og diaspora-jøder om deres uskyld og deres sags retfærdighed. Det store flertal af israelere bliver derfor bekvemt ved med at leve i deres Truman Show og ser endda ethvert ydre pres eller enhver kritik som en bekræftelse af det. Vi behøver ikke noget mere tydeligt udtryk for denne kampagnes succes end den overvældende opslutning blandt israelske jøder til det katastrofale angreb på Libanon der finder sted i øjeblikket, som afspejler deres oprigtige tro på at atommagten Israels eksistens faktisk er truet af en guerillagruppe der affyrer kartoucher hen over grænsen. Rystende som den er for iagttagere, er denne opfattelse god at blive klog af.

At tvinge folk der er hyllet i en sådan verdensanskuelse til at revidere deres opfattelser, deres historiske myter og deres egne bedste interesser, kræver to indsatser:

[1] Alvorligt ydre pres: dvs. en fuldstændig boykot, som underminerer Israels evne til at opretholde de økonomiske standarder dets borgere og virksomheder forventer, og som de forbinder med deres egen progressive selvforståelse, og

[2] klar og urokkelig tilslutning til boykottens mål, der -- i Israel som i Sydafrika -- må være ubegrænset lighed, værdighed, sikkerhed og velfærd for alle i landet, inklusive palæstinenserne, hvis nedarvede kultur er opstået der, og den jødiske befolkning, der har bygget et nationalt samfund der.

Denne kombination er væsentlig. Ingenting andet kan fungere. Diplomati, trusler, argumenter, “fredsproces” og forhandling vil altsammen være til ingen nytte før ydre pres får hele Israels jødiske befolkning til at revidere sit verdenssyn. Dette pres kræver hele det spektrum af boykotter, sanktioner og isolering verden kan udøve. (Den sydafrikanske intellektuelle Steven Friedman har tørt konstateret at den eneste måde at få et etableret settler-kolonialt regime til fald på, er at lade det vælge mellem profit og identitet. Profitten, siger han, vinder hver gang.)

Palæstinensere opfordrer til boykot af israelske og amerikanske varer i centrum af byen Ramallah på Vestbredden, 3. august 2006. (MaanImages/Mushir Abdelrahman)

Hvad der skal stiles mod

Heldigvis ved vi fra erfaringen med Sydafrika hvordan vi skal gå frem, og antallet af strategier vokser. De grundlæggende metoder for en international bykotkampagne er velkendte. Først arbejder hvert menneske i sine umiddelbare omgivelser. Folk kan argumentere for at deres skoler og universiteter, foreninger, klubber og kirker trækker sig ud af selskaber der investerer i Israel. Boykot enhver sportsbegivenhed der giver plads for et hold fra Israel, og samarbejd med planlæggere for at udelukke dem. Deltag ikke i, og besøg ikke, noget israelsk kulturarrangement – film, teaterstykker, musik, kunstudstillinger. Undgå at samarbejde med israelske professionelle kolleger, hvis det ikke handler om antiracistisk aktivisme. Inviter ikke nogen israelsk akademiker eller forfatter til at deltage i nogen konference eller noget forskningsprojekt, deltag ikke i deres paneler og køb ikke deres bøger med mindre deres arbejde er direkte involveret i antiracistisk aktivisme. Besøg ikke Israel undtagen med henblik på antiracistiske aktiviteter. Køb ikke varer fremstillet i Israel: begynd at kontrollere afmærkningen af olivenolie, appelsiner og tøj. Sig til folk hvad I gør og hvorfor. Opret diskussionsgrupper overalt for at forklare hvorfor.

For at få ideer og finde allierede, så prøv at gå ind på Google og søg på de ”boykot Israel” og ”sanktioner mod Israel” kampagner der opstår rundt omkring i verden. Lær disse allierede at kende, som f.eks. de største kirker, og fortæl folk om dem. For at få flere ideer, så læs en historisk fremstilling af boykotten af Sydafrika.

For det andet, så lad jer ikke forvirre af liberale zionistiske alternativer der argumenterer mod en boykot til fordel for ”dialog”. Hvis vi overhovedet kan uddrage nogen konklusion af det sidste halve århundrede, er det at uden boykot kommer dialogen ingen vegne. Og lad jer ikke forvirre af liberale zionistiske argumenter om at Israel vil lade palæstinenserne få en stat hvis de bare gør dit eller dat. Israel er i forvejen den eneste suveræne magt i Palæstina: de fragmenter der er tilbage til palæstinenserne, kan ikke udgøre en stat. Spørgsmålet nu er ikke om der kun er én stat, men hvilken slags stat det er. Den version der findes i øjeblikket, er apartheid, og den må ændres. Hvor vanskeligt det end er at opnå, og hvor skræmmende det end er for jødiske israelere, er den eneste retfærdige og stabile løsning fuldt demokrati.

For det tredje, vær forberedt på en modstand mod boykotten, som vil være langt mere højrøstet, mere ondskabsfuld og mere farlig end den var mod boykotten af Sydafrika. Læs og saml jer solide dokumenterede kendsgerninger. Støt hinanden højt og offentligt mod de uundgåelige anklager for antisemitisme. Og støt jeres medier mod samme anklager. Skriv til nyhedsmedierne og forklar hvem de ”israelske medie-teams” er for øjeblikket. Det meste af den pro-israelske aktivisme øser direkte af den israelske regerings propagandaprogrammer til udlandet. Sæt fokus på denne kendsgerning. Dan grupper for at imødegå deres pres på aviser, radiostationer og fjernsynskanaler. Lad dem ikke tage magten over den offentlige debat eller intimidere den. Ved højt opg tydeligt (og oprigtigt) at insistere på at målet er fuld ligestilling mht. anseelse og rettigheder for alle borgere i Israel-Palæstina, inklusive de flere millioner jødiske borgere i Israel, skal I afvise deres grundløse påstande om antisemitisme.

For det sidste, hold fast ved de principper der styrer boykottens mission. Giv ikke plads til det mindste anstrøg af antisemitisme i jeres egen gruppe eller bevægelse. Der er bestemt antijødiske racister i landskabet, og de strømmer til denne slags kampagner som kakerlakker. De vil forvirre og opsluge jeres energi, mens de underminerer, forringer og ødelægger boykotbevægelsen. Nogle er zionistiske spioner som gør det med vilje. Hvis I ikke kan ændre deres holdning (og brug ikke for meget tid på at prøve på det, for de vil misbruge jeres anstrængelser til at spilde jeres tid og aflede jeres energi), så afslør dem, ekskluder dem, ignorer dem, giv jer ikke af med dem. De er fjender af en fredelig fremtid, ikke dens allierede -- en del af problemet, ikke dets løsning.

Boykot bagmanden

Det er på tide også at rette internationalt pres mod det medskyldige USA. Det er umuligt i dag at udøve effektiv boykot mod De forenede Stater, fordi dets varer er alt for allestedsnærværende i vores liv. Men det er nemt og hurtigt at rette en boykot mod emblematiske USA-produkter og genere dets vigtigste virksomheder. Især er det let at boykotte de store globale kæder som Coca-Cola, MacDonald’s, Burger King og KFC, der har været løftestænger for antidemokratisk pression mod regeringer over hele verden. (Ved sin hæslige monopolpraksis spiller Coke i alle tilfælde en grim rolle i udviklingslandene (se f.eks. http://www.killercoke.org.) Tror I I vil savne disse levnedsmidler for meget? Er det at indtage noget andet i en periode for stort et offer, når man ser hvad der sker med folk i Libanon? Og tænk på de lokale varer I så støtter! (Og hvor sunde I bliver).

I USA vil resultatet af disse forholdsregler måske være lille. Men i Afrika, Latinamerika, Europa og de arabiske og muslimske verdener, kan det at boykotte disse berømte mærker vinde national betydning, og indvirkningen på selskabernes profitter vil være enorm. Undervurder aldrig de amerikanske virksomheders betydning som løftestænger for USA's udenrigspolitik. De er den eneste magt der konsekvent støtter den.

Men husk altid, altid, på formålet og visionen. Vrede og had udsprunget af katastrofen i Libanon må ikke kanaliseres ind i modvold og hævn, men i principfast aktivitet. Væbnet kamp mod en besættelse er stadig lovlig og, hvis den håndteres korrekt (uden drab på civile), et nøgleredskab. Men formålet med alle vore anstrengelser, med hver eneste aktivitet, må være at skaffe sikkerhed til alle og bygge en ny, fredelig fremtid. Det er meget vanskeligt midt i vores moralske forargelse at holde sig på den rette vej. Men den udfordring er velkendt, både for menneskerettighedskampagner og for alle de tre monoteistiske religioner. Det er det Islam kender som den ”store jihad” -- hjertets kamp. Den må være ledestjernen for denne indsats som vi må forsvare i fællesskab.

Relevante Links