Hvem skal være palæstinensisk præsident?

Der tegner sig nu to favoritter til at
vinde posten som palæstinensisk præsident efter Yasser Arafat: Fatah-bevægelsen
officielle kandidat Mahmoud Abbas og livstidsfangen Marwan Barghouti. De
islamiske grupper stiller ikke op til præsidentvalget den 9. januar, men vil i
stedet forsøge at øge indflydelsen på lokalt plan.
Efter en kovending kort før tilmeldelsesfristen til præsidentvalget udløb, er
Marwan Barghouti en af favoritterne til at blive Arafats efterfølger. Barghouti
sidder i et israelsk fængsel, idømt adskillige livstidsstraffe for medvirken i
fem mord.
Barghoutis kandidatur betyder et brud med Fatah – den største organisation i PLO
– hvor han har været aktiv siden teenageårene. Da Fatah-bevægelsen besluttede at
opstille Mahmoud Abbas, også kendt som Abu Mazen, som eneste og officielle
kandidat frafaldt Barghouti ellers i første omgang sit kandidatur, men ændrede
senere mening igen.
Ifølge flere palæstinensiske medier, har Fatah-ledelsen haft gentagne sammenstød
med Barghoutis hustru, der beskylder ledelsen for helst at se hendes mand i
fængsel, på grund af hans politiske indflydelse og store opbakning i den
palæstinensiske befolkning.
Lille boykot fra Hamas
De islamiske grupper har stor indflydelse på forløbet af valget. Spekulationer
om at Hamas og Islamisk Jihad ville opfordre palæstinenserne til at boykotte
valget, er imidlertid ikke blevet opfyldt.
Den dominerende islamiske organisation Hamas, skriver i en pressemeddelelse om
valget den 9. januar:
»Vi i den islamiske modstandskamp annoncerer vores boykot og vores
ikke-deltagelse i valget til præsidentposten for det palæstinensiske selvstyre.
Alle Hamas' medlemmer vil følge beslutningen om at boykotte valget. Det
palæstinensiske folk forstår behovet og er godt klar over Hamas' position, men
det er ikke en opfordring til almindelige palæstinensere til ikke at stemme.«
Hamas' indflydelse i de besatte områder er ganske betragtelig, i særdeleshed på
grund af det store sociale arbejde den islamistiske grupper udfører.
Men med den »lille boykot« erklærer Hamas sig i praksis neutral i forhold til
valget af en ny præsident. Islamisk Jihad og Al Aqsa Martyrernes Brigader har
udsendt lignende erklæringer.
I stedet forsøger Hamas at presse på for at få lokal- og parlamentsvalg snarest.
Og bl.a. Hamas kan, ifølge en meningsmåling fra september, klare sig glimrende
med omkring en tredjedel af stemmerne. I meningsmålingen, der er foretaget af
Bir Zeit Universitetet, vil Fatah også tegne sig for en tredjedel af stemmerne,
mens resten fordeles mellem mindre grupper, blandt andre PFLP (Folkefronten til
Palætinas Befrielse.)
En af stifterne af International Solidarity Movement, der bl.a. samarbejder med
de danske Palæstina Fredsvagter, beskrev Hamas' strategi til International
Middle East Media Center således:
»Hamas' opfordring til enhed afspejler den islamiske bevægelses ønske om at
skabe en parallel til PLO, og dermed formindske PLOs politiske indflydelse i
palæstinensisk politik.«
Ingen borgerkrig
Dermed tyder meget på, at enheden udadtil mellem de palæstinensiske fraktioner
er intakte efter Arafats død den 11. september.
Få dage efter Arafats død blev Fatah-lederen Mahmoud Abbas beskudt under en
mindehøjtidelighed – angiveligt at personer fra Al Aqsa Martyrernes Brigader.
Den episode nærede spekultaioner, ikke mindst i internationale medier, om en
forestående magtkamp, der kunne udvikle sig til borgerkrig imellem
palæstinenserne.
Men selvom der ikke umiddelbart er tegn på borgerkrig, er der alligevel store
uenigheder. Et af tegnene herpå er Marwan Barghoutis brud med Fatah-bevægelsen.
Den 45-årige Barghouti stiller op som uafhængig præsidentkandidat, og er en
populær politisk leder.
Ikke kun på grund af sine politiske holdninger, f.eks. om at fordrevne
palæstinensere skal have lov at vende tilbage, men også på grund af hans kritik
af korruptionen i det palætinensiske selvstyre.
Talspersoner for den israelske regering afviser, at Marwan Barghouti kan blive
løsladt, selv hvis han vinder præsidentvalget den 9. januar.
Af Linda Hansen/Monsun