- Tilbage >

Hjertet banker for palæstinenserne
Bent Hansen var FN-observatør i Hebron, men blev fyret. Der var kommet en ordre oppefra - højt oppe fra.

Dagbladet Arbejderen 1/5-2004


I Abu Dis har palæstinensiske skolebørn fået en vanskelig skolevej, fordi hele landsbyen er indhegnet af den israelske apartheidmur. Muren ødelægger også livsgrundlaget for byens indbyggere.
Foto: Jos Koster

Han sidder med et kort over Palæstina foran sig. Hjemmevant lader han pegefingeren følge ruten, hvor Israel bygger deres forhadte apartheidmur.

Han har fortalt om det uhyrlige byggeri af muren mange gange. Han kender Palæstinas geografi som få andre danskere. Bent Hansen har været i Palæstina og Israel 28 gange de sidste 15 år - og nogle gange i flere måneder.

Sidste gang rejste han hjem mod sin vilje - fyret fra sit arbejde som FN-observatør af USA og Israel.

Pegefingeren på kortet stopper ved byen Hebron.

Det er her Bent Hansen fra Odense har arbejdet som TIPH-observatør (1) i to omgange. Her kender han situationen i deltaljer og her kender han mange mennesker, der respekterer ham for det arbejde han og hans kolleger i TIPH-missionen har udført for at afværge vold mellem israelske bosættere og palæstinensere.

Bent Hansen ryster på hovedet mens han fortæller Arbejderen om den vanvittige virkelighed i Hebron, som er en stor palæstinensisk by på Vestbredden.



Vanviddet i Hebron

Bosættelsen i Hebron startede i 1968 med at tre-fire israelske familier flyttede ind i et gammelt hotel. Straks fik de beskyttelse af talrige israelske soldater.

Antallet af bosættere er vokset år for år. I dag bestemmer 400 israelske bosættere dagligdagen for 30.000 palæstinensere, der bor i H2. H2 er betegnelsen på det militære område, som blev skabt i 1997, og som styres af en israelsk militær administration i Hebron.

Cirka 1500 israelske soldater udøver her kontrol 24 timer i døgnet. Der er militær kontrol med hele Hebron, men særlig kontrol med H2 og området op til bosættelserne i midtbyen.

Den israelske kontrol omfatter udgangsforbud, tjek af menneskers identitetspapirer, illegal ransagning af palæstinensisk ejendom. Der foregår talrige overgreb mod palæstinensere og mange - især unge palæstinensere - arresteres.

Der har i årevis været udgangsforbud cirka 80 procent af tiden i området. Sådan har det været siden H2 blev erklæret for militært område i 1997. Dog er udgangforbuddet ikke så omfattende lige nu.

- Alle familier lever på et eksistensminimum, og de fattigste overlever på den nødhjælp, som dagligt sendes ind i Hebron, fortæller Bent Hansen. I de første seks måneder jeg var observatør var der flere eksempler på børn og ældre, der havde brug for akut lægehjælp. Det blev nægtet på grund af udgangsforbudet. Tre børn døde i det halve år på grund af mangel på lægehjælp.

Første gang Bent Hansen var udsendt som observatør var fra 30. juli 2002 til 1. februar 2003.

Efter en periode hjemme i Odense søgte han igen Udenrigsministeriet om at blive ansat ved TIPH-missionen i Hebron, og det blev han. Den 30. januar 2004 lettede flyveren og aftalen var, at Bent Hansen også denne gang skulle arbejde som observatør i seks måneder.



Holder med palæstinenserne

Bent Hansen er et aktivt menneske, med hjertet på rette sted.

Palæstina er et af hans hjertebørn, men han har gennem årene været involveret i talrige projekter med international solidaritet - som privatperson, som medlem af sin fagforening samt i SiD-forbundsprojekter - både i Mellemøsten og i Mellemamerika.

Efter et af sine mange besøg i Palæstina var han med til at tage initiativ til Boykot Israel Kampagnen i Danmark:

- Jan Mathisen fra RBF og jeg sad sammen i flyveren og snakkede om, at israelske varer burde boykottes, fortæller Bent Hansen. Det var der mange andre i Danmark, som også syntes, og så kom Boykot Israel Kampagnen igang. (2)

Hjemme i Danmark er Bent Hansen således med i solidaritetsarbejdet med Palæstina. Da Ugeavisen Odense i december kontaktede ham for at skrive en historie om den aktive, 61-årige, odenseaners arbejde mod vold i Palæstina kom hans politiske konklusion på konflikten naturligvis med i historien: "Israel er skurkene", hed det. Israel bærer skylden for den nuværende voldsspiral i Palæstina og Israel, konstaterede Bent Hansen.

Det var i december sidste år.

To måneder senere startede Bent Hansen på sin anden mission i Hebron.

Den kom ikke som planlagt til at vare seks måneder, men blot seks uger.

En dag i marts blev han kaldt ind til "head of mission" og fyret på stedet.

Den danske chef Jens Kofoed var ked af det, for Bent Hansen var en erfaren og respekteret observatør. Men der var kommet ordre om fyringen oppefra - højt oppe fra.

Den israelske regering og tilsyneladende også den amerikanske udenrigsminister, James Baker, har læst artiklen i Ugeavisen Odense.

- Hvor de har artiklen fra ved jeg ikke, siger Bent Hansen. Han vurderer, at det er den israelske ambassade i Danmark, som følger nøje med i, hvad aviserne skriver, og informerer regeringen i Tel Aviv.



Politisk fyring

Bent Hansen betragter det som en regelret politik fyring og et angreb på hans ytringsfrihed. "En fyring, som blev forlangt af repræsentanter fra Israels regering og den amerikanske ambassadør, hvor TIPH's ledelse valgte at følge dette krav fra de to regeringer", som han skriver i sin klage til det danske udenrigsministerium.

Videre påpeger han i klagen til ministeriet at "artiklen blev skrevet to måneder førend min ansættelse og ti måneder efter min sidste ansættelse."

Bent Hansen anerkender sin tavshedspligt som ansat og kravet om at være upartisk under arbejdet. Hans chef i missionen fastslår da også, at danskeren har udført sit arbejde til ledelsens fulde tilfredshed.

- Det var dumt af missionens ledelse at fyre mig. De kunne bare have ladet mig gøre mit arbejde færdigt og så sendt mig hjem. Fyringen har skabt en del omtale i både radio og aviser, som ikke klæder udenrigsministeriet og Israel, slutter Bent Hansen, som regner med at skulle til Palæstina igen.





1) TIPH står for Temporary International Presence in the City of Hebron. Det er en civil mission med FN-mandat, hvis mål er at overvåge og rapportere om kritisabel opførsel både fra palæstinensere og israelere på Vestbredden.

Missionen har ansatte fra Danmark, Italien, Norge, Sverige, Tyrkiet og Schweiz.

2) Læs mere om Boykot Israel Kampagnen på: www.boykotisrael.dk








Krav om erstatning

Bent Hansen har rejst erstatninskrav over for sin arbejdsgiver, det danske udenrigsministerium, for uberettiget fyring og han kræver at få den løn udbetalt, som han ville have tjent under missionen.

Erstatninsagen føres i samarbejde med hans fagforening, SiD-Industri i Odense, og med støtte fra forbundets jurister.

Desuden regner Bent Hansen med at hans parti SF, vil rejse en forespørgsel om sagen i Folketinget.


/se


© DAGBLADET ARBEJDEREN