.......................historisk
baggrund:
Vigtige
årstal i
Palæstinas nyere historie 1897 - 2001:
Et folk på flugt - For retten til at vende hjem
Bosættelserne
--------------------------------------------------
Israel har taget det hele
-------------------------
Historien om det koloniserede
Palæstina
---------------------------------------
Af Carlo Hansen
I forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt taler vi om Israel og de besatte områder. Israel er den geografisk og etnisk afgrænsede jødiske stat. De besatte områder er Vestbredden og Gaza-striben. Vi taler altså om to adskilte etniske og geografiske enheder med de muligheder, der i denne adskilthed ligger for en løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Virkeligheden er en anden. Dette er vigtigt at se som dagens grundlag for diskussionen om Israel og Palæstina:
Israel er en binational stat med fem millioner israelske jøder
og tre millioner palæstinensere, heraf 1,2 millioner israelske arabere. Altså
en stat bestående af to folk, hvor det ene folk, israelerne, dominerer det
andet, palæstinenserne, og kontrollerer staten totalt. Den israelske stat
omfatter i dag i realiteten Israel og Vestbredden og Gaza-striben og de syriske
Golan højder. Israel har de facto annekteret de besatte områder - herunder
Golan højderne - og inddraget dem i den israelske stat.
Israels oprettelse i 1948 var etableringen af den jødiske stat eller jødernes
stat, altså staten Israel. Fra 1967 med erobringen af Vestbredden, Gaza-striben
og Golan højderne blev det til "den israelske stat", altså ikke længere
"staten Israel". Udtrykket "den israelske stat" kan i
princippet omfatte al territorium "fra Eufrat til Nilen", som det
udtrykkes i den oprindelige zionistiske drøm om Stor-Israel.
Fra at være planlagt og oprettet som en jødisk stat er Israel i dag de facto
en stat med flere etniske, nationale, religiøse og kulturelle
befolkningsgrupper. Men det betyder ikke, at Israel behandler denne stats
befolkningsgrupper efter ens regler og love. Israel er stadig overvejende jødernes
stat. Den ikke-jødiske befolkning i Golan, på Vestbredden og i Gaza-striben
opfattes af Israel ikke som en del af det israelske samfund med de rettigheder
og pligter, dette indebærer, men behandles som det den er: en militær besat
befolkning. Eller en koloniseret befolkning.
Israel er nemlig også en kolonimagt.
Zionismen er grundlæggende en koloniseringsideologi. Det var
indvandrende jøder fra Europa, som bosatte dele af Palæstina specielt i
mellemkrigstiden og oprettede Israel i 78 procent af Palæstina uden at fastlægge
grænsen til resten af Palæstina og således lod muligheden stå åben for at
tage resten. Hvilket Israel så gjorde i krigen mod de arabiske nabolande i
1967.
De israelske ledere så den demografiske fare ved at indlemme de nye områder
med deres store palæstinensiske befolkning i den israelske stat. En så
pludselig og overvældende befolkningstilvækst ville på sigt gøre jøderne
til et mindretal i den jødiske stat. Og en gentagelse af den etniske udrensning
af 700.000-800.000 palæstinensiske arabere omkring Israels oprettelse fra
1947-1949 betragtede de israelske ledere ikke som mulig. Løsningen blev
indretningen af de besatte områder som israelsk koloni.
Men der er ikke tale om nogen kolonisituation i klassisk forstand. Israel er
ganske vist en kolonimagt, men de besatte områder er ikke en ren koloni som de
afrikanske kolonier og for eksempel Algeriet i forhold til Frankrig i sin tid.
Disse kolonier kunne rive sig løs, hvad de også gjorde, blandt andet fordi de
var totalt adskilt fra "deres" geografisk fjerne kolonimagter. Men
Golan, Vestbredden og Gaza-striben ligger inden for den israelske kolonimagts
område og kan ikke rive sig løs, selv om det er det, palæstinenserne i de
besatte områder har forsøgt siden den første intifada fra 1987 og kæmper hårdt
for at gøre i den anden intifada fra september 2000.
Israel bruger kolonimagtens redskaber til at konsolidere sin de facto status som
statsmagt i hele Palæstina. Bosættelser, vejanlæg, særlove, militærbaser,
begrænsning af befolkningens bevægelsesfrihed, det hele under løbende
udvidelse og udbygning, tilvejebringer de nødvendige
"kendsgerninger", som forhindrer palæstinensisk selvstændighed og gør
oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat meget vanskelig.
Det zionistiske mål for Palæstina har altid været mest muligt land med færrest
mulige palæstinensere. Den israelske kampagne mod palæstinenserne på
Vestbredden og i Gaza-striben - specielt siden september 2000 - har
umiskendeligt karakter af etnisk udrensning. Likvidering af palæstinensiske
ledere på alle plan, målrettede drab på civile, en politik, som går ud på
at såre flest mulige, navnlig unge, med varig invaliditet som følge, ødelæggelse
af hjem og ejendom, kollektiv afstraffelse, daglig chikane på alle plan: Alt
det gør et normalt liv for den besatte palæstinensiske befolkning umulig. En
menneskelig tilværelse kan kun leves uden for israelsk kontrol. Palæstinenserne
forlader Vestbredden og Gaza-striben i tusindevis, mens israelske politikere
helt op i ministerpræsidentens kontor taler højt om, at nu er det tid for at
gennemføre "Anden Halvdel af 1948", nemlig fortsættelsen af den
etniske udrensning fra tiden omkring Israels oprettelse.
Hundrede år efter, at den zionistiske bevægelse begyndte at organisere
indvandring af europæiske jøder til Palæstina for der at oprette en jødisk
stat, står projektet foran sin fuldførelse. Palæstinenserne er ved at tabe
kampen om Palæstina.
Det er den jødiske statsbygningsideologi zionismen, som er
grundlaget for Israels oprettelse. Zionismen har rod i de store, fattige jødiske
samfund i specielt 1800-tallets Østeuropa, hvor millioner af jøder led under
pogromer og undertrykkelse fra de omkringliggende samfund. Zionismens mål var
at skabe et hjemland for jøder, hvor de kunne leve i fred uden forfølgelse og
antisemitisme.
Zionismen havde mange teoretikere gennem tiderne, men det var den østrigske
journalist og skuespilforfatter Theodor Herzl, som førte teorien ud i praksis.
29. august 1897 stod han i spidsen for den første zionistkongres i Basel i
Schweiz. Her blev skinnerne lagt ud for det projekt, som 50 år senere skulle
blive den jødiske stat Israel.
Med kongressen i Basel tog Palæstina-problemet sin begyndelse. I den zionistiske historieskrivning framstilles Palæstina på den tid som et folketomt land: "Landet uden folk for folket uden land", som det hed. Men Palæstina var ikke noget tomt land, da zionisterne kastede deres øjne på det. På det tidspunkt levede der omkring 450.000 arabere i Palæstina, mod 47.000 jøder. Araberne havde 99,5 procent af jorden. Palæstina var entydigt et arabisk land og ikke tomt og øde.
Den zionistiske statsbygningsplan skulle føres ud i livet ved hjælp af tre "redskaber":
1) Masseindvandring af jøder.
2) Erobring af jorden.
3) Fordrivelse af de arabiske indbyggere.
50 år senere var hovedparten af Baselprogrammet gennemført. Fra 1882 til 1947 indvandrede en halv million europæiske jøder i syv bølger, og omkring syv procent af Palæstinas jord var på zionisternes hænder. De syv procent syner ikke af meget, men jøderne havde købt jorden omkring den frugtbare kystslette og i Galilæa i nord og havde yderligere placeret de jødiske kolonier i et strategisk netværk, der dækkede det meste af Palæstina så bredt, at det i sidste ende afgjorde FNs deling af området i 1947 til zionisternes fordel.
Konflikten mellem Israel og Palæstina er konflikten om land. Grundlæggende handler det om sammenstødet mellem jødisk bosætterkolonialisme og den gryende arabiske nationalisme ved indgangen til det 20. århundrede. Det er historien om en lokal arabisk befolkning, som fra 1800-tallets socialt og økonomisk tilbagestående samfund kom i klemme mellem det osmanniske imperiums sammenbrud og de europæiske stormagters overtagelse af Mellemøsten efter Første Verdenskrig. Det er historien om en arabisk befolkning uden samlet ledelse, splittet i interne magtkampe mellem klaner og familier, delt mellem by og land, rige og fattige, og handicappet af den osmanniske arv. Det er historien om zionistisk jødedoms møde med en uforberedt og underlegen palæstinensisk befolkning, som først lige var begyndt at finde sin identitet som folk.
Palæstinenserne tabte kampen om Palæstina i mandattiden. Det
vil sige fra briterne som faktisk kolonimagt efter Første Verdenskrig overtog
administrationen af Palæstina frem til november 1947, da FN delte området
mellem jøderne og palæstinenserne.
Det var Balfour-deklaration, der var krumtappen i den jødiske
statsforberedelse. Som led i de europæiske stormagters deling af det osmanniske
imperium efter Første Verdenskrig fik briterne Palæstina som mandatområde. I
årene forud havde regeringen i London lovet den zionistiske ledelse, at
Storbritannien ville "se med velvilje" på skabelsen af et
"nationalt hjem for jøder i Palæstina", som det hed i
Balfour-deklarationen fra 1917. Balfour-deklarartionen blev ved Storbritanniens
overtagelse af mandatmagten skrevet ind i mandatet og således gjort til
international forpligtelse. Storbritannien havde brug for jøderne i Mellemøsten
som stødpude mod europæiske rivaler og til bl.a. at sikre de britiske
handelsveje til Indien.
I ly af briternes militære tilstedeværelse og dominans over området opbyggede
de indvandrende europæiske jøder et selvstændigt jødisk samfund ved siden af
det palæstinensiske med alt fra egne byer, økonomi, skattesystem,
undervisning, fagforeninger, banker, politi og militær. Samtidig foregik der en
organiseret indvandring af jøder hovedsagelig fra Østeuropa og Rusland.
Herover for kunne palæstinenserne med deres tilbagestående, halvfeudale
samfundsstruktur og mangel på fælles ledelse ikke stille meget op. Briterne
tilbød dem ganske vist på et tidligt tidspunkt medindflydelse på mandatets
indretning sammen med det jødiske samfund, men palæstinenserne kunne heller
ikke samle sig til den nødvendige politiske vilje til indflydelse. I stedet for
greb de til kamp.
Palæstinenserne betragtede briterne som hovedfjenden og årsag til deres
problemer. Derfor ønskede de briterne ud af Palæstina og stop for jødisk
indvandring og dannelsen af en national regering. Herefter fulgte tre ødelæggende
år med først generalstrejke og derefter kampe, hovedsageligt mod briterne.
Generalstrejken, som varede i 175 dage, ødelagde den palæstinensiske økonomi.
Og kampene i årene efter splittede det palæstinensiske samfund. Briterne slog
hårdt ned på palæstinenserne, og kampen ødelagde efterhånden den palæstinensiske
samfundsstruktur.
Det jødiske samfund benyttede den palæstinensiske opstand
mod mandatmagten til at lægge grunden til den senere jødiske stat. De forstærkede
og udbyggede deres eget samfund på alle måder. Samtidig lykkedes det dem at
integrere det store antal jødiske indvandrere, der var kommet til Palæstina
fra Tyskland i årene op til 1936, da nazisterne for alvor begyndte at få magt.
Briterne måtte efterhånden erkende, at mandatet ikke var til at administere.
London ønskede desuden at sikre sig arabisk støtte i den kommende krig mod
Tyskland og greb derfor ind mod den jødiske indvandring. Det førte til jødisk
opstand mod briterne, som til sidst gav op og efter krigen overlod Palæstina-problemet
til FN.
29. november 1947 vedtog FNs generalforsamling at dele Palæstina i en jødisk
og en palæstinensisk stat. Jøderne sagde ja til planen, mens palæstinenserne
og den arabiske verden afviste den.
Fra FN vedtog sin delingsplan, udbrød der hårde kampe mellem
palæstinenserne og jøderne. Men palæstinenserne kunne ikke stille noget op i
det lange løb. De stod internt splittede, og briterne havde knust deres militære
muligheder allerede i 1930-erne. Opstanden fra 1936 til 1939 havde tappet dem
for kræfter og ressourcer. Et halvt år efter delingsplanens vedtagelse var den
jødiske stat Israel en realitet. Den efterfølgende krig omkring Israels
oprettelse blev et opgør mellem Israel og de arabiske lande. Araberne tabte og
palæstinenserne betalte.
Da krigen var slut i 1949, var grunden lagt til verdens længstvarende
flygtningeproblem. Omkring 750.000 palæstinensiske arabere var flygtet eller
fordrevet af de jødisk-israelske styrker. Ca. 150.000 palæstinenserne lykkedes
det at blive boende i deres gamle område inden for den nye stats grænser. De
er i dag blevet til ca. 1,2 millioner israelske statsborgere. Ved Israels
oprettelse levede der 1,3 millioner palæstinensere i Palæstina. I dag er det
samlede antal palæstinensere i verden fem-seks millioner. De fleste lever i
Israel, de besatte områder og i FNs ramponerede flygtningelejre i Israels
arabiske nabolande.
I de knap 20 år fra Israels oprettelse til Seksdageskrigen i
1967 var palæstinenserne stort set glemt af verden. Kampen for at skabe en palæstinensisk
stat fortsatte, men den blev ført af de arabiske lande. Først efter
Seksdageskrigen trådte palæstinenserne frem igen med deres egen ledelse og
egen politik.
Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, var blevet oprettet i 1964 af
de arabiske stater, så de kunne udnytte palæstinenserne i deres egen kamp mod
Israel. Men fra 1967 overtog palæstinenserne selv organisationen og indledte en
væbnet og politisk kamp mod Israel, som pågår endnu i dag.
I 1974 anerkendte de arabiske lande PLO som eneste lovlige repræsentant for palæstinenserne
med Yassir Arafat som øverste leder. PLO og andre palæstinensiske
organisationers kamp mod Israel med bl.a. flykapringer og terroraktioner mod
civile mål i Israel og mod jøder i udlandet har kostet palæstinenserne dyrt
gennem årene. Kampen blev ført fra arabiske nabolande som Syrien og Jordan. I
1970 satte Jordans pressede kong Hussein sin beduinhær ind mod de palæstinensiske
partisaner i flygtningelejrene uden for Amman og fordrev dem til Libanon. Kampen
mod Israel kulminerede i begyndelsen af 1980-erne med Israels invasion i Libanon
og den efterfølgende ødelæggelse af PLOs militære og politiske magtbase i
Libanon og med fordrivelsen af Yassir Arafat og resten af PLOs ledelse fra
Beirut i 1982.
Det var ved den lejlighed, at kristne militser, som blev støttet af Israel,
begik massakrer mod kvinder og børn og gamle i de palæstinensiske
flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Det var Israels nuværende ministerpræsident,
Ariel Sharon, som dengang var forsvarsminister i Menachem Begins konservative
regering. Sharons rolle i massakrerne i de to flygtningelejre er i dag genstand
for undersøgelse ved en belgisk domstol.
For den zionistiske bevægelse betød oprettelsen af Israel i
1948, at målet fra kongressen i Basel 50 år tidligere stort set var nået. Palæstinenserne
var flygtet eller fordrevet eller gjort til et umyndigt og økonomisk
ubetydeligt mindretal. Og der var dannet en etnisk og religiøst afgrænset
stat, hvis jødiske befolkning var begyndt at forstå sig som en nation. Der
blev hurtigt behov for mere land, og det kunne kun skaffes med militære midler.
Krigen i 1967 var en gunstig lejlighed.
Med erobringen af Vestbredden, Gaza-striben og Golan højderne havde Israel i
praksis nået sine territoriale mål. Problemet var den store palæstinensiske
befolkning, som fulgte med. Derfor valgte Israel kolonimodellen. Med den fulgte
foreløbig godt tre årtiers hårdhændet israelsk overherredømme over en
fremmed befolkning.
Intifadaen i 1987, palæstinensernes opstand mod den israelske
besættelsesmagt, var den foreløbige kulmination på dengang 20 års israelsk
militær- og kolonipolitik i de besatte områder. Her lå de jødiske bosættelser
tæt med deres titusindevis af jødiske kolonister, som med deres tilstedeværelse
i de palæstinensiske områder var med til at hindre en mulig fremtidig palæstinensisk
selvstændighed.
Opstanden kom bag på både israelerne og de palæstinensiske ledere, som sad i
eksil i Tunis. Intifadaen og den israelske bekæmpelse af opstanden pressede både
PLO og Israel og tiltrak hidtil uhørt international opmærksomhed på det
israelsk-palæstinensiske problem. Sammen med kommunismens sammenbrud og de helt
nye geopolitiske muligheder, det skabte, banede Intifadaen vejen for den såkaldte
Oslo-aftale mellem Israel og PLO i 1993.
Den blandt palæstinenserne stadig mere upopulære Yassir Arafat havde desperat
brug for at komme tilbage i historien og var indstillet på at betale en høj
pris - på palæstinensernes bekostning, skulle det snart vise sig. Og Israel ønskede
bl.a. at komme ud af det militære og sikkerhedsmæssige morads, de besatte områder,
specielt Gaza-striben, efterhånden havde udviklet sig til. Presset på de
israelske militær- oog sikkerhedsstyrker var blevet for hårdt. Det var lettere
at lade Arafat og hans Tunis-klike overtage problemet med at holde ro og oden i
de besatte områder.
Oslo-aftalerne betød ikke, at Israel slækkede på sin kolonipolitik i de
besatte områder. Tværtimod. Mens forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske
selvstyre, som det kom til at hedde efter Oslo, slæbte sig afsted langt efter
de fastsatte tidsfrister, udbyggede Israel bosættelserne i de besatte områder
på fuld tryk.
I dag lever der omkring 400.000 jødiske kolonister i Golan højderne, på
Vestbredden (herunder i det stærkt udvidede Østjerusalem) og i Gaza-striben.
Samtidig fortsætter Israel etableringen af det netværk af veje og militære og
civile bastioner, som allerede nu udgør en alvorlig forhindring for en mulig
selvstændig palæstinensisk stat.
Optakten til den nuværende opstand, den anden intifada, var bl.a de såkaldte Camp David-forhandlinger i USA mellem Yassir Arafat og Israels daværende ministerpræsident, Ehud Barak. Der er ikke kommet meget ud om indholdet af disse samtaler, men Yassir Arafat har fået skylden for, at de brød sammen. Arafat skal have sagt nej til meget "generøse" israelske tilbud. Den palæstinensiske leder skal bl.a. - ifølge den israelske universitetsprofessor Tanya Reinhart - have sagt nej til sammen med Israel at underskrive en erklæring om at stoppe konflikten mod at opgive de to centrale FN-resolutioner om israelsk tilbagetrækning fra besatte områder. Det er Resolution 242 fra 1967 og Resolution 338 fra 1973. Sammen med Resolution 194 fra 1948 om palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem, er disse resolutioner palæstinensernes stærkeste forsvar mod Israels endelige overtagelse af hele Palæstina.
Det var den palæstinensiske ledelses nej til det
israelsk-amerikanske Camp David-diktat, som banede vejen for det andet palæstinensiske
oprør mod den israelske besættelse fra september 2000. Opstanden havde da været
under opbygning længe i kølvandet på Oslo-forhandlingernes faktiske
sammenbrud og Israels fortsatte udbygning af sin kolonipolitik på Vestbredden
og i Gaza-striben. Ariel Sharons provokerende besøg på Tempelbjerget var kun
gnisten, som skabte eksplosionen.
Israels militære genbesættelse af Vestbredden og Gaza-striben og den målrettede
ødelæggelse af palæstinensernes eksistensmuligheder er blot et logisk led i
zionismens århundredlange bestræbelse på at overtage hele Palæstina.
--------------------------------------------------------------
Vigtige
årstal i
Palæstinas nyere historie 1897 - 2001:
1897
Den første
Zionistkongres i Basel. Her grundlægges den zionistiske bevægelse hvis mål er
dannelsen af en jødisk stat med plads til alverdens jøder
1917
Balfour-erklæringen
vedtages hvori Storbritannien lover zionismen støtte til ’et nationalt hjem
for alverdens jøder i Palæstina”.
1918
Fredsforhandlinger efter
1. Verdenskrig. Sejrherrerne England og Frankrig deler Mellemøsten mellem sig.
1947
FN vedtager delingsplanen
for Palæstina. 55% af det historiske Palæstina gives til den ny stat Israel.
Resten skal udgøre en kommende palæstinensisk stat, som imidlertid ikke bliver
til noget
1948-49
Staten Israel oprettes.
Krig mellem Israel og de arabiske lande. 750.000 palæstinensere fordrives og må
tage ophold i flygtningelejre i de arabiske nabolande. Israel har gennem krigen
erobret yderligere 20% af Palæstina.
1967
Junikrigen mellem Israel
og de arabiske lande. Israel besætter resten af det historiske Palæstina:
Vestbredden og
Gaza. Israel indleder den ulovlige bosætter-politik.
1987
Den første intifada (opstand).
Stenkastende børn bringer Palæstina på alverdens forsider.
1993 Oslo-aftalen underskrives
af Yitzhak Rabin og PLO’s Yassir Arafat
2000
I september udbryder den
2. intifada.
2001
Ariel Sharon bliver israelsk regeringsleder.
For
retten til at vende hjem
Med
oprettelsen af staten Israel i 1948 fik den zionistiske bevægelse opfyldt sit mål
om en jødisk stat i Palæstina. For palæstinenserne blev det en katastrofe.
Under
krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1948-49, som fulgte efter staten
Israels oprettelse, blev 750.000 ud af 1.2 millioner
palæstinensere fordrevet. Zionistisk militær med våben fra briterne
invaderede palæstinensiske byer og landsbyer, fordrev palæstinensere og
udrensede hele landsbyer.
Året
1948 med statens Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne fik
siden navnet Katastrofen – på arabisk Nakba.
De
750.000 palæstinensiske flygtninge fra 1948 kom til at udgøre kernen i den
israelsk-palæstinensiske konflikt de følgende år.
-
100.000 var flygtet til
Libanon hvor de blev et retsløs pariagruppe som i 70’erne og 80’erne blev
inddraget i den libanesiske borgerkrig.
-
75.000 kom til Syrien og ligeså
mange til Jordan
-
200.000 kom til Gaza
-
300.000 flygtede til Vestbredden
FN’s
beslutning om at oprette en arabisk stat ved siden af en israelsk gik op i røg.
Junikrigen
mellem Israel og de arabiske lande i 1967 – som Israel vandt overlegent -
markerede endnu et kapitel i den palæstinensiske katastrofe. Hermed kom
de sidste rester af Palæstina, Vestbredden og Gaza, under israelsk besættelse.
I forbindelse med junikrigen i 1967 flygtede 200.000 fra Vestbredden til Jordan.
De
palæstinensiske flygtninge har siden da levet i over 50 år i flygtningelejre,
nye generationer er vokset op som har levet hele deres liv under kummerlige
forhold i flygtningelejre. De holder fast på deres palæstinensiske identitet
og på kravet om retten til at vende hjem.
Flygtningespørgsmålet har været centralt i alle de fredsforhandlinger der
siden da har fundet sted.
I
resolution 194 fra FN’s generalforsamling i 1948 bekræftes at flygtninge der
ønsker at vende tilbage og leve i fred med deres naboer, skal tillades at gøre
det ved først mulige lejlighed, og at kompensation skal betales til såvel dem
der vælger at vende hjem og til dem som vælger ikke at vende tilbage.
læs mere:
http://www.badil.org/
http://www.al-awda.org/
Bosættelserne
er et af de største stridspunkter i den israelsk/palæstinensiske konflikt.
Overalt i de palæstinensiske områder ligger bosættelserne som utilnærmelige
forter. Bosættelserne er et led i Israels kolonisering af Palæstina.
Allerede
den 12. juni 1895 skrev zionismens grundlægger Theodor Herzl i sin dagbog:
”Vi
må forsøge at sende den fattige befolkning over grænsen. … Både processen
med at ekspropriere jord og flytte de fattige må udføres diskret og
varsomt”.
Det
var altså fra starten klart at den israelske bosættelsespolitik hænger uløseligt
sammen med hele ideen om at gøre Palæstina til en jødisk stat.
Junikrigen
i 1967 blev startskuddet til en meget offensiv bosætterpolitik. Allerede en måned
efter krigens ophør oprettede Israel den første bosættelse i Golan. Tre måneder
senere præsenterede Israels premierminister Levi Eshkol (Arbejderpartiet) den første
plan for bosættelserne. Og i begyndelsen af 1968 havde Israel oprettet bosættelser
i alle de besatte områder. Samtidig var der skabt en bevægelse af zionistiske
’pionerer’ der drog ud for at kolonisere de nye besatte områder.
Bosættelserne
er placeret på de mest eftertragtede og strategisk vigtigste palæstinensiske
områder. I dag er der over 200 bosættelser med 200.00 indbyggere på
Vestbredden. I Gaza-striben er der placeret 18 bosættelser med i alt 6000
indbyggere. I det besatte Østjerusalem bor der mindst 200.000 bosættere. Bosættelserne
er forbundet med hinanden og med Jerusalem via et net af motorveje som er
forbeholdt israelske statsborgere.
Første
skridt til oprettelse af en bosættelse kan være at Israel installerer en militærpost.
Herefter bygges der på rekordtid en klynge præfabrikerede typehuse fra den ene
dag til den anden. Så snart husene står klar, bliver området indhegnet med
pigtråd, og der bliver opført et vagttårn. Rundt om bosættelsen oprettes en
’sikkerhedszone’. Mange bosættere bærer våben. Bosættelserne har fra
meget få til flere tusinde indbyggere. Den israelske regering giver massive
tilskud til opførelsen af bosættelserne.
I
perioden 2000-2002 voksede bosættelserne med 20%. Ifølge den såkaldte Køreplan
for Fred (Road Map) er Israel forpligtet til at standse etableringen af nye bosættelser.
I 1949 vedtog man i Genève den 4. Genèvekonvention der handler om hvordan en besættelsesmagt skal opføre sig i et besat område. I konventionen står bl.a.:
”Besættelsesmagten
må ikke deportere eller overflytte sin egen civilbefolkning ind i det besatte
område.” Den må heller ikke konfiskere den stedlige befolknings jord, men er
forpligtet til at varetage den oprindelige befolknings vé og vel.
Israel
underskrev i sin tid den 4. Genèvekonvention. Man har fra israelsk side
forsikret at man ikke ville konfiskere jord eller flytte sin befolkning ind i de
besatte områder. Men det er netop hvad staten Israel gør – hvilket er en
klar overtrædelse af konventionen.