Gaza

Gazaslagteriets virkelige mål

Af Jonathan Cook, The Electronic Intifada 1. januar 2009

Lige siden Hamas sejrede ved de palæstinensiske valg for næsten tre år siden, har det i Israel heddet sig, at en landinvasion i fuld skala i Gaza-striben stod for døren. Men selv når der har været lagt et offentligt pres for et afgørende slag mod Hamas, har regeringen hidtil holdt sig tilbage fra et frontalt angreb.

Nu venter verden på, at Ehud Barak, forsvarsministeren, vil sende tanks og tropper ind som en uundgåelig udvikling af krigen på landjorden ...

Hvis israelske tanks går ind i enklaven, vil de så vove at bevæge sig ind på den virkelige kampplads i det centrale Gaza? Eller vil de blot blive brugt til at terrorisere den civile befolkning i området, som det er sket tidligere?

Israels tøven med landinvasion

Israelerne kender Baraks officielle begrundelse for tilbageholdenhed med hensyn til at følge slagene fra luften op med en krig i stor skala på landjorden. De mindes altid om, at de værste tab for hæren fandt sted under den anden intifada i 2002 med invasionen i flygtningelejren i Jenin.

Gaza, som israelerne kender alt for godt, er en kæmpemæssig flygtningelejr. Med sine smalle gyder er den umulig at kontrollere for Merkava-tanksene, og det vil tvinge israelske soldater ud i det åbne land. Gaza opfattes af israelere som en dødsfælde.

På samme måde er der ingen, der har glemt Israels omfattende tab af soldater under landkrigen med Hizbollah i 2006. I et land som Israel, som har en værnepligtshær, er offentligheden bange for en krig, som i stort antal vil anbringe dets sønner i skudlinjen.

Den frygt er kun blevet større efter israelske mediers rapporter om, at Hamas beder om at komme i seriøs kamp med den israelske hær. En beslutning om at ofre mange soldater i Gaza er ikke en noget, som Arbejderpartiets leder Barak vil tage let med et forestående valg om kun seks uger.

Men der er også en anden bekymring, som fik ham til at tøve.

På trods af den populistiske retorik i Israel er der ingen højt placerede israelere, som alvorligt mener, at Hamas kan tilintetgøres, hverken fra luften eller med brigader af soldater. De er simpelthen for indgroet en del af Gaza.

Denne konklusion bekræftes af de lunkne begrundelser, som nu ligger bag Israels operationer.
”At skabe ro i landet mod syd” og ”at ændre det sikkerhedspolitiske miljø” foretrækkes frem for tidligere favoritter som at ”rive terrorens infrastruktur op med rode”.

En invasion, hvis egentlige formål var at vælte Hamas, vil kræve permanent militær genbesættelse af Gaza, noget, som Barak og hans regeringspartnere forstår.

Men at vende tilbage til tiden før tilbagetrækningen fra Gaza i 2005 (som var den daværende premierminister Ariel Sharons projekt) vil kræve et kæmpemæssigt militært og økonomisk engagement fra Israels side. Det vil endnu engang være direkte ansvarligt for civilbefolkningens velfærd, og hæren vil være tvunget til livsfarlige politipatruljeringer i Gazas vrimmel af lejre.

Skift i israelsk politik

Virkningen af en invasion af Gaza for at vælte Hamas fra magten vil betyde afslutningen på den israelske politik siden Oslo-aftalerne fra begyndelsen af 1990’erne.

Det var dengang, hvor Israel tillod palæstinensernes leder Yasser Arafat at vende tilbage fra sit langvarige eksil til de besatte områder i sin ny rolle som leder af Den Palæstinensiske Myndighed. Naivt antog Arafat, at han blev leder af en kommende regering, men i realiteten blev han Israels vigtigste sikkerhedsansvarlige.

Arafat blev tolereret i 1990’erne, fordi han kun gjorde lidt for at standse Israels effektive annektering af store dele af Vestbredden gennem hurtig ekspansion af bosættelser og stadig stærkere begrænsninger af palæstinenseres bevægelsesfrihed. I stedet koncentrerede han sig om opbygningen af sikkerhedsstyrken bestående af loyale Fatah-folk, som skulle inddæmme Hamas og forberede sig på en stat, som aldrig kom.

Da den anden palæstinensiske intifada brød ud, viste det sig, at Arafat havde udlevet sin nytteværdi for Israel. Hans palæstinensiske myndighed blev gradvist stækket.

To palæstinensiske nationale bevægelser

Siden Arafats død og tilbagetrækningen fra Gaza har Israel søgt at konsolidere den fysiske adskillelse mellem Gaza-striben og den stærkt eftertragtede Vestbred. Selvom det ikke oprindelig var Israels plan, har Hamas’ kontrol over Gaza kunne udnyttes hertil i betydeligt omfang.

Israel står nu over for to palæstinensiske nationale bevægelser. Dels Fatah-bevægelsen med basis på Vestbredden og ledet af en svag præsident Mahmoud Abbas, som i høj grad er miskrediteret og følgagtig. Den anden – Hamas-bevægelsen med basis i Gaza – nyder stadig større tiltro, i og med at den påberåber sig at være den sande repræsentant for modstand mod besættelsen.

Israel overvejer nu, da det er ude af stand til at tilintetgøre Hamas, hvorvidt det kan leve med denne væbnede gruppe som nabo.

Hamas har vist, at det kan regere i Gaza, som Arafat engang gjorde det i begge de besatte områder. Det spørgsmål, der debatteres i den israelske regering og krigsstaben, er, hvorvidt Hamas kan tvinges til at indgå hemmelige aftaler med besætterne. De har bevist, de er stærke, men kan de også blive nyttige for Israel?

I praksis ville det betyde at tæmme Hamas frem for at knuse dem. Mens Israel forsøger at opbygge Fatah på Vestbredden med gulerod, benytter de det nuværende slagteri i Gaza som en stor stok med pigge til at banke Hamas til at samarbejde. Efter Israels regler.

Det ultimative mål er en ny våbenhvile, der skal sætte en stopper for raketaffyringer ud fra Gaza-striben – ligesom den seks måneder lange våbenhvile, der netop er afsluttet, men på vilkår, som er endnu mere gunstige for Israel.

Bombardementer efter fiasko for blokade

Den brutale blokade, som i mange måneder har frarøvet Gazas befolkning livsfornødenhederne, opnåede ikke dette mål. I stedet påtog Hamas sig hurtigt ansvar for at sikre kontrol med de smugler- tunneler, som har udgjort en livline for Gazas indbyggere. Tunnelerne styrkede i samme grad Hamas’ finanser og dets popularitet.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at Israel ikke målrettet er gået efter at ramme Hamas’ ledelse eller dets militære fløj. I stedet har de bombet tunneler – Hamas’ skatkiste – og de har dræbt et stort antal almindelige politifolk, garanter for lov og orden i Gaza. De seneste rapporter tyder på, at Israel nu planlægger at udvide dets luftangreb til Hamas’ velfærdsorganisationer, velgørende organisationer, som er grundlaget for dens popularitet.

Luftbombardementerne forringer Hamas evne til at fungere effektivt som leder i Gaza. De underminerer Hamas politiske magtbase. Lektionen er ikke, at Hamas kan tilintetgøres militært, men at de på denne måde kan blive svækket på hjemmebane.

Israel håber øjensynlig, at de kan påtvinge Hamas-ledelsen den opfattelse, at det er i dens egen tarv at samarbejde med Israel, som det for en tid gjorde med Arafat. Budskabet er: Glem alt om det folkelige mandat til modstand mod besættelse, og koncentrer jer i stedet om at blive ved magten med vores hjælp.

I krigstågerne kan begivenhederne eskalere på en sådan måde, at en større landinvasion ikke er til at undgå, især hvis Hamas fortsætter med at affyre raketter ind i Israel. Men hvad der end sker, så vil Israel og Hamas med al sandsynligvis ende med at indgå en ny våbenhvile.

Spørgsmålet vil være, om Hamas – hvis de gør dette som tidligere Arafat – vil tabe sin primære opgave af syne med at tvinge Israel til at bringe besættelsen til ophør

Jonathan Cook er forfatter og journalist, der bor i Nazareth, Israel.

Oversat og lettere forkortet samt indsat egne mellemoverskrifter ved Henning Paaske Jensen for Boykot Israel efter The Electronic Intifada 1. januar 2009

http://electronicintifada.net/v2/article10091.shtml