Det er nu tiden for verdensomspændende boykot af Israel
Af Omar Barghouti
Fredag
den 29. februar 2008 truede Israels viceforsvarsminister Matan Vilnai
palæstinenserne i Gaza med et ”holocaust”, da han i den israelske hærs radio
udtalte:
”Jo mere ilden fra Qassam-raketterne intensiveres og de når ud på længere
afstande, vil [palæstinenserne] pådrage sig et større holocaust, fordi vi vil
gøre brug af al vores styrke for at forsvare os selv”.
Denne dato vil gå over i historien som begyndelsen på en ny fase i den koloniale konflikt mellem Israel og palæstinenserne, hvor en erfaren israelsk leder, tilmed en ’venstreorienteret’, offentligt har afsløret de folkemorderiske planer, Israel overvejer at gøre brug af imod palæstinensere under dets militære besættelse, såfremt disse ikke ophører med at gå til modstand mod dets diktater. Det vil også være første gang siden 2. verdenskrig, at en stat uopholdeligt - og på live TV - har terroriseret en civilbefolkning med langsomme folkemorderiske handlinger, af lav intensitet, og hvor et ældre regeringsmedlem åbenlyst ophidser til ”holocaust” i fuld skala, mens verden ser på i fuldstændig passivitet, eller med skadefryd, som det er tilfældet med førende vestlige ledere.
Når en israelsk
leder, i særdeleshed en jødisk, truer andre med holocaust er det en bedrøvelig
historiens ironi. Er ofre for usigelige forbrydelser uvægerlig dømt til selv at
begå rædselsfulde forbrydelser? Kan der gøres noget for at bryde denne
ondskabsfulde cirkel, før den stat, der påberåber sig at repræsentere de fleste
ofre for det nazistiske holocaust, selv begår et nyt holocaust?
Før vi behandler disse spørgsmål, må man spørge sig selv, om det ikke er en
overdrivelse og aldeles uproduktivt at sammenligne Israels forbrydelser imod
palæstinenserne, uanset hvor brutale og umenneskelige de kan være, med
nazisternes folkemord?
Er enhver
forbrydelse ikke enestående og værd at ofre opmærksomhed i sig selv som brud på
menneskerettigheder og international lov, universelle moralske principper?
Svaret er ja: Hver eneste forbrydelse er særegen, og intet af, hvad Israel har
gjort indtil dato, kommer bare antalsmæssigt tæt på nazisternes forbrydelser.
Men når tidligere ofre, som er blevet gerningsmænd, åbent indrømmer, at det er
deres hensigt er at gennemføre en unik forbrydelse, den som de er bedst bekendt
med, og de faktisk begår gentagne handlinger, som kvalitativt minder om denne
forbrydelse i deres tøjlesløse racisme og grufulde foragt for den ’andens’
menneskeværd og værdighed, som er indbygget deri, så bør deres trusler tages
alvorligt. Enhver bør reagere og handle på en eller anden måde for at forhindre
denne forbrydelse, der er under udfoldelse, i at nå sin logiske konklusion.
Den
Palæstinensiske Myndighed (PA) i Ramallah må - uanset dens mangel på politisk
uafhængighed og dens omstridte mandat – opfordres til umiddelbart at befri sig
fra den folkelige anklage om medsammensvorenhed. Azmi Bishara var blandt de mest
prominente navne, der gav udtryk for denne hårde anklage som reaktion på
bekendtgørelsen fra PA- ledelsen i Cairo om, at al-Qaida havde infiltreret Gaza,
og at vilkårlige projektiler mod israelske byer og bosættelser fra den
palæstinensiske modstand giver Israel en undskyldning for aggression.
Troværdigheden af denne sammensværgelsesanklage var stærk nok til at få Mahmoud
Abbas til at fordømme den israelske forbrydelse i stærkere ord end nogensinde,
og tilmed overdrive den ved at betegne den som ’mere end et Holocaust’.
Arabiske regimer, især Ægyptens og Jordans, hvor ikke-valgte, illegitime og krybende over for USA, de end er, forventes stadig at lægge afstand til Israels dødbringende aggressionskrig mod Gaza. Deres fortsatte diplomatiske og kommercielle forbindelser med Israel, såvel som deres implicitte retfærdiggørelse af Israels forbrydelser gennem deres gentagne og uberettigede bagvaskelse af Hamas, har overbevisende placeret dem som medskyldige i forbrydelserne i deres respektive befolkningers øjne, for ikke at nævne den almindelige arabiske offentlighed.
Europæiske regeringer med Frankrig, UK og Tyskland i spidsen må også besvare de alvorlige anklager om at være hemmeligt indforståede med Israels forbrydelser mod menneskeheden, som er fremherskende blandt et flertal af palæstinensere, arabere og muslimer. De har ikke bare forholdt sig tavse overfor Israels bevidste drab på uskyldige civile, mange af dem børn, i løbet af de seneste få dage i Gaza. De behandler fortsat Israel med ærbødighed, og har fejret den såkaldte 60 årsdag, som i sig selv var en grusom begivenhed med etnisk udrensning og kolonial ødelæggelse, og overdænger Israel med økonomisk, politisk og videnskabelig støtte, der markant bidrager til dens ustraffede frækhed.
Den amerikanske regering kan på sin side ikke anklages for at være meddelagtig på samme måde og samme niveau i Israels folkemord som de ovenfor nævnte lande. Den er og har altid været i en klasse for sig selv som den fulde og stolte partner, der er med til at planlægge, finansiere og udføre disse forbrydelser imod palæstinenserne, for slet ikke at nævne dets egen umatchede kriminelle rekord i Afghanistan, Irak og, før disse, i Vietnam. Når tiden kommer til vores Nürnberg-proces, når israelske krigsforbrydere omsider bliver retsforfulgt ved en international domstol, vil en væsentlig plads i forsvarskollegiet måtte reserves amerikanske kommandanter og politiske ledere. Uden amerikansk partnerskab, som er kommet til udtryk i en bistand, som slet ikke er til at gøre op, militær, økonomisk og diplomatisk, kunne Israel ikke ustraffet have begået alle sine racistiske og kolonialistiske forbrydelser.
Lad os vende tilbage til spørgsmålet, hvorvidt der skal og kan gøres noget for at stoppe Israel, så er svaret et klart ja. Sydafrikas apartheid-forbrydelser blev imødegået ikke blot af de undertrykte massers heroiske kamp i Sydafrika selv. De blev også bekæmpet over hele jorden med boykotkampagner, investeringsstop og sanktioner imod regimet, og mod alle det medskyldige økonomiske, akademiske, kulturelle og sportslige institutioner. På samme måde kan og bør det internationale civile samfund bringe de tage samme ikke-voldelige juridiske skridt i anvendelse for at bevirke, at Israel overholder international lov grundlæggende menneskerettigheder. Alene truslen om sanktioner har tidligere vist sig effektive nok til at bremse Israels gentagne kampagner for død og tilintetgørelse.
Hvis alle disse billeder med snesevis af palæstinensiske børn, der bliver revet i småstykker, alle disse gentagne tilfælde af vilkårlige drab og ødelæggelser, foretaget af en besættelseshær fortrinsvis imod en forsvarsløs civilbefolkning, ustraffet får lov til at passere, kan verden meget vel blive vidne til et nyt holocaust
Oversat fra engelsk for Boykot Israel ved Henning Paaske Jensen
Israel: The time for worldwide boycott is now
Global Research 2. marts 2008
Boykot Israel 4. marts 2008