- Tilbage >

Fire palæstinensere dræbt og adskillige såret under protest mod muren
af Palæstina Fredsvagter, 26. februar 

Fire palæstinensere meldes dræbt under dagens protestdemonstration mod opførelsen af muren ved landsbyerne Beit Surik og Buddi ved Jerusalem. De fire dræbte er tre unge palæstinensiske mænd som alle er skudt af israelerne. Den fjerde er død af hjerteslag som følge af stor mængde tåregas.

Mere end 200 israelske soldater er i dag mødt frem for at sikre at arbejdet med muren kan komme igang ved de to landsbyer. De sidste dage har lokale landsbybeboere mødt militæret med demonstrationer, som har ført til voldsomme sammenstød.

Sammenstødene fortsætter i skrivende stund, hvor 20 israelske snigskytter skyder mod befolkningen fra et hus centralt i Buddi, som militæret har besat. Husets ejere, en familie på ni er lukket inde i et af husets rum.

Det er tredje dag, at protestdemonstrationerne er mødt af en voldsom israelsk reaktion. Ved en demonstration i går i Beit Surik i går blev 5 palæstinensere såret af skarpe skud fra militæret og 19 blev anholdt, heriblandt 15 palæstinensere, 2 israelere, 1 journalist og to amerikanske fredsvagter.

De to amerikanske fredsvagter blev ifølge øjenvidner anholdt, da de under demonstrationen mod opførelsen af muren forsøgte at forhandle med de israelske soldater. Øjenvidnerne fortæller at de to amerikanske kvindelige fredsvagter Jessica Hanson og Huwaida Arraf blev slået under anholdelsen. Huwaida Arraf fik bl.a. et kraftigt slag i ansigtet af en mandlig israelsk soldat.

Demonstrationen startede i går, da bulldozere gik i gang med at fjerne oliventræer rundt om landsbyen. Demonstranterne forsøgte at stoppe ødelæggelsen af landsbyens olivenlunde, hvorefter de israelske soldater skød med tåregas og gummikugler mod mængden og arresterede de tilfangetagne.

De to amerikanske fredsvagter blev først fragtet til den nærliggende bosættelse Har Adar inden de blev overført til politistationen i bosættelsen Givat Ze´ev.
Først på aftenen blev den ene, Jessica Hanson løsladt, hvorimod Huwaida Arraf fortsat er anholdt.

Huwaida Arraf er en af grundlæggerne af International Solidarity Movement (ISM), fredsvagternes koordinerende organisation i de besatte områder. Hun har været fremstillet i dommervagten i dag.