Information den 11. januar 2005

Et nyt korthus

af FAF

Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, har fået noget af en udfordring på halsen. Palæstinenserne er slået ind på demokratiets vej, og oven i købet ledsaget af anerkendende nik fra internationale observatører, trods begyndervanskeligheder her og der, og de har valgt en ny leder, hvis mandat ikke kan komme i tvivl.
Hermed er to af Sharons betingelser for at give grønt lys for nye forhandlinger blevet indfriet, og den tredje – stop for anti-israelsk propaganda i selvstyret – står allerede på Mahmoud Abbas' arbejdsplan. Det forpligter.
I den nærmeste tid vil verdens øjne være rettet mod Sharon, for bolden er på hans banehalvdel, og han kan ikke vente ret længe med at sætte den i spil igen med et nyt politisk initiativ.

Situationen er særligt interessant, fordi Mahmoud Abbas’ valgsejr falder sammen med dannelsen af en ny israelsk koalitionsregering, der blev præsenteret for Knesset i aftes. Interessefællesskabet i dette samarbejde, der har Likud og Arbejderpartiet som tunge partnere, er Sharons plan om unilateral israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og fire ubetydelige bosættelser på Vestbredden. Gaza-planen, og hvor langt den kan føre videre henimod mere vidtfavnende israelske indrømmelser på Vestbredden, er således også den nye palæstinensiske ledelses første nøgle til ny dialog med Israel, og det er i denne forbindelse, Sharons samarbejde med Arbejderpartiet kommer ind i billedet.
Lige fra begyndelsen ønskede partiets leder, Shimon Peres, en ministerpost med indflydelse på en ny fredsproces, og eftersom Sharons udenrigsminister ikke ønskede at vige pladsen, skabte man posten ’underministerpræsident’ specielt til Peres. Denne er gået ind i samarbejdet med den snævre Gaza-plan som udgangspunkt, men det er givet, at han vil bruge sin post til at lirke døren åben for en udvidelse af planen.
Sharon har allerede vist tegn på pragmatisme ved at lade en af sine ministre udtale, at langt større bosættelsesrømninger på Vestbredden vil blive nødvendige. Prøveballonen blev øjeblikkeligt skudt ned af Likud-kolleger, men blot at den har været oppe er et tegn på, at noget kan ske.
Spørgsmålet er nu, om dette noget kan vise sig vidtgående nok til at komme Mahmoud Abbas imøde, for afstanden er stor.

I begyndelsen af den palæstinensiske valgkamp fremstod Mahmoud Abbas i israelsk opfattelse som medgørlig. Han viste synlig interesse for Sharons Gaza-plan, og talte i samme åndedræt om nye forhandlinger og standsning af den væbnede konflikt.
Men han har måttet ændre stil. Meningsmålingernes vælgertilslutning begyndte at falde og steg først igen, da han lagde moderationen lidt på hylden, og rigtig godt blev det først, da han i den sidste tid før valgdagen tog de rigtig skarpe formuleringer frem. Han har på det sidste talt en del om de palæstinensiske flygtninges ret til repatriering, og selv om han fortsat taler om bilæggelse af den væbnede konflikt, er hans holdning nu amnesti til samtlige militante elementer – eller retten til en anstændig tilværelse, som han kalder det. Dette er kameler, som Sharon vil have svært ved at sluge, og bedre bliver det ikke af at Abbas nu kræver en palæstinensisk stat indenfor 67-grænserne, hvilket vil sige hele Gazastriben og hele Vestbredden – og med Jerusalem som hovedstad.
Vi kender Abbas’ synspunkter fra hans korte tid som ministerpræsident i sommeren 2003, men efter en tid, hvor han syntes at være blevet blødere, er han vendt tilbage. I sin tale, kort efter at valgstederne lukkede søndag aften, lovede han at følge Yasser Arafats vej, mens en israelsk aviskommentator betegner ham som »en Arafat i jakkesæt.«

Der ligger også et budskab i, at Hamas, kort efter at Abbas’ valgsejr var en kendsgerning, erklærede at ville støtte den nye præsident, på trods af at organisationen havde boykottet valget. Dette betyder på ingen måde, at organisationen pludselig har fået lyst til at sidde med ved det palæstinensisk-israelske forhandlingsbord, men tværtimod at den opfordrer Mahmoud Abbas til at følge den rette vej og ikke bøje af for noget krav om kompromis.
Hamas har flere gange før optrådt i denne rolle, og Mahmoud Abbas er til fulde klar over, at denne støtte kan falde bort, lige så pludseligt som den er kommet. Det er med andre ord noget af et nyt korthus, der er blevet bygget. Trods euforien omkring de nye tider i Mellemøsten påpeger iagttagere på begge sider, at konfliktens hovedelementer ikke har ændret sig synderligt, og at der højst er skabt nogle nye magtkonstellationer, der måske kan rykke ved noget. Men også kun måske, for på begge sider er der stærke oppositionskræfter, der ikke tillader kompromis.
Det er derfor vigtigt, at den store internationale opmærksomhed, der har samlet sig om regionen i forbindelse med valget, også bliver hængende for at sikre, at det vigtige arbejde på at komme videre også bliver sat igang. Ellers kan det hele styrte sammen igen.

faf