Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kriminaliserer boykot ”for at beskytte israelske producenter ”
Af Scottish Palestine Solidarity Campaign
Tirsdag d. 21. juli 2009, 21.20
Europæisk domstol dømmer boykot af Israel ulovlig
- Boykot er ”diskriminerende og strafbar” – dommere ved EU-domstolen
- ”Indgreb mod ... ytringsfriheden påkrævet for at beskytte israelske producenters rettigheder” – Jerusalem Post
- ”Først ignorerer de dig, så latterliggør de dig, så bekæmper de dig, og så vinder du” – Gandhi
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget skridt til at kriminalisere støtte til palæstinensiske menneskerettigheder. EU har konsekvent belønnet et Israel der synker stadig dybere ned i forbryderiskhed med åbenlyse tilhængere af etnisk udrensning som udenrigsminister og statsminister. Nu slutter den dømmende myndighed sig til den udøvende og tager parti for Israel ved at kriminalisere dem der støtter opfordringen fra Palæstina til BDS (”Boycott, Divestment and Sanctions” = boykot, ikke-investering og sanktioner) mod den israelske stats blodige vold. Ikke så overraskende i betragtning af at den britiske regering er indblandet i en lige så blodig militær besættelse af Irak og Afghanistan. Fugle med blodbestænkede fjer flokkes med hinanden.
Denne dom er en reaktion på den voksende støtte til BDS som følge af Israels seneste massakrer i Gaza i januar. Den kriminaliserer de samlede skotske, irske og sydafrikanske fagforeningsinitiativer.
Det kan snart blive ulovligt at gøre modstand mod Israels vold med det ikke-voldelige våben en boykot udgør. Dermed vil domstolene ikke give Palæstinas støtter noget andet valg end at udfordre lovene på enhver mulig måde, civil ulydighed og ikke-voldelig direkte aktion medregnet. Dommen har til hensigt at beskytte dem der udfører den etniske udrensning af Palæstina: ifølge Jerusalem Post udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ”at indgreb mod ... ytringsfriheden var påkrævet for at beskytte israelske producenters rettigheder”. De producerer varer på etnisk renset jord mens de arbejder for at ødelægge palæstinensiske producenter.
Den voksende BDS-bevægelse vil ikke lade sig afskrække af denne seneste dom. Man må huske på at den britiske regering negligerede ICJ (”International Court of Justice” = den internationale domstol) da den i 2004 erklærede Israels apartheidmur ulovlig og forlangte den nedrevet. Befolkningen i Gaza er ved at blive knust af en åbenlys alliance mellem Israel, USA, EU og de arabiske regimer. De har ingen andre allierede end et civilt verdenssamfund, der kun langsomt er ved at vågne. De har betalt en ekstrem overpris i bjerge af lig for deres afslag på at affinde sig med israelsk-vestlige planer om deres forsvinden. Sammenlignet med deres heltemod og lidelser er prisen for at forsvare menneskerettighederne mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol meget beskeden. Her i Skotland står vi ikke ansigt til ansigt med israelske dødspatruljer, mord på vore børn, bulldozede hjem, brændende gårde, fængselsmure, kidnapning af vore bedste sønner og døtre til fangehuller, rutinemæssig tortur, fordrivelse eller daglig ydmygelse begået af morderiske soldater.
Fem medlemmer af PSC (”Scottish Palestine Solidarity Campaign” = den skotske kampagne for solidaritet med Palæstina) kommer for retten fredag d. 7. august under anklage for en forbrydelse der er ”racemæssigt graverende”, fordi de har afbrudt en koncert opført af officielle ”kulturelle ambassadører” for Israel da disse kom til Skotland sidste år. Anklagerne er ikke mere absurde end forsvaret af ”israelske producenter” ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, mens Gaza må leve med israelsk påført sult og elendighed. De fem nyder det privilegium at stå side om side med så mange andre der kæmper for retfærdighed sammen med det palæstinensiske folk, hvis modstand mod zionistiske forbrydelser har været en inspiration for verden, men længe er blevet kriminaliseret af Israels vestlige allierede.
Vi opfordrer dig til at møde op i retten i Chambers St, Edinburgh kl. 9.15 fredag d. 7. august for at vise din
- solidaritet med Palæstina
- støtte til boykotten af Israel
- modstand mod ”indgreb i ytringsfriheden for at beskytte israelske producenter”
Scottish Palestine Solidarity Campaign
21. juli 2009