Doed

[Information - Robert Fisk] 12/3 2005

Død, bedrag og demokrati

Information 17. november 2004, side 10

Troen på, at Arafats død kan skabe ny optimisme er livsfarlig ønsketænkning

Af ROBERT FISK

Arafats død åbner en stor mulighed for palæstinenserne, forlyder det. Hans bortgang baner vej for demokrati og statsdannelse, vil man bilde os ind.

At tro, at ny optimisme vil blomstre op, fordi Arafat er væk, er endnu et udtryk for, den totale katastrofekurs Mellemøstkonflikten er slået ind på. Det forholder sig på samme måde som med Falluja: Jo mere vi ødelægger og jo mere grusomt vi opfører os, desto større er chancerne for demokrati og fred. Vi må indstille os på øget vold i Irak, jo nærmere vi kommer valget i januar, udtaler Bush. At chancerne for at der overhovedet kan afholdes valg er ved at fordufte helt i Iraks tiltagende voldskaos ejer USA’s præsident ikke evnen til at gennemskue.

Bush kunne end ikke få Arafats navn over sine læber. Atter lirede han den samme gamle dagsorden af: Palæstinenserne er nødt til først at indføre demokrati. De – og
ikke israelerne – er nødt til først at bevise, at de er troværdige ’forhandlingspartnere’. Uanset om farveløse Ahmed Qureie eller ligeså farveløse og udemokratiske Abu Mazen tager over, må palæstinensernes nye leder kunne ’kontrollere sit folk’. Problemet ved Arafat var, at just dette formåede han ikke, og så nyttede det ikke, at han troede, at hans opgave var at repræsentere sit folk, hvilket ellers er, hvad demokrati normalt betyder.
Trods deres fortsatte besættelse og fortsatte ulovlige bosættelsesudvidelser for jøder og kun jøder på arabisk land, deres luftangreb, helikopterhenrettelser og skarpe skud mod stenkastende børn indgår israelerne ikke i regnestykket. De venter blot i al uskyld på at finde en ’forhandlingspartner’, nu da Arafat er gået i graven. Ariel Sharon, som ifølge Kahane-kommissionen »bærer et personligt medansvar« for massakrerne i 1982 i Sabra og Chatila, er »en fredens mand« – det har vi Bushs ord for. Ingen ville finde på at spørge, om han kan kontrollere sin hær eller sine bosættere.

Ikke én aftale efterlevet
Ifølge den gængse version blev palæstinenserne i 1993 tilbudt deres egen stat med hovedstad i Jerusalem. Til gengæld herfor skulle de anerkende Israels ret til at eksistere. Sandheden er, at Oslo-aftalerne intet tilbud rummer af den art. Aftalerne fastlagde et komplekst system af israelske tilbagetrækninger fra besat palæstinensisk land og en tidsplan, som israelerne skulle forpligte sig på at efterleve. Alle vidste, at deres undladelse af at gøre dette, ville ydmyge Arafat og forringe hans muligheder for at ’kontrollere’ sit folk.
Hvad skete? I denne ’optimismens stund’ er det værd at se tilbage på den forhenværende ’fredsproces’, som Europa og USA brugte så megen tid på – og EU så mange penge. Oslo-aftalen inddelte Vestbredden i tre zoner: A skulle stå under fuld palæstinensisk kontrol, i B skulle Israels besættelsesmyndigheder og det palæstinensiske selvstyre deles om kontrollen, mens C skulle forblive under total israelsk besættelse. Kun 1,1 procent af Vestbredden indgik i Zone A, hvorimod den oprørske og overbefolkede Gaza-stribe næsten fuldt ud overgik til Arafats kontrol. Næsten 60 procent af Vestbredden blev Zone C-område, hvorved Israel fik mulighed for at fortsætte sin hastige udvidelse af bosættelser på arabisk jord.

Da det kom til stykket, blev ikke en eneste af disse tilbagetrækningsaftaler efterlevet af israelerne. Samtidig steg antallet af bosættere, der siden Oslo-aftalerne slog sig illegalt ned på palæstinensisk territorium, fra 80.000 til 150.000, skønt aftalerne udtrykkeligt forbød såvel israelere som palæstinensere at tage ’unilaterale skridt’. Ikke uden grund fremkaldte dette hos palæstinenserne den opfattelse, at israelerne var i ond tro.

Da kendsgerninger er flygtige i Mellemøsten, må vi rekapitulere, hvad der skete efter Oslo. Ifølge Taba-aftalerne, som Yitzhak Rabin forpligtede Israel på i september 1995 (en måned senere blev han myrdet), skulle Israel iværksætte tre tilbagetrækninger: fra Zone A, Zone B og Zone C. Alle tre skulle være gennemført før oktober 1997. En endelig afklaring af Jerusalems status, flygtningenes tilbagevendelsesret, en regulering af vandressourcer og infrastruktur samt afvikling af bosættelser skulle være tilendebragt inden oktober 1999, på hvilket tidspunkt den israelske besættelse skulle være bragt til ophør. I januar 1997 blev en håndfuld jødiske bosættere imidlertid tildelt 20 procent af Hebron, skønt Israel havde forpligtet sig til at rømme alle byer på Vestbredden. Og i oktober 1998 – et år efter tidsfristen – havde Israel stadig ikke efterlevet Taba-aftalerne.

Israels nye ministerpræsident, Binyamin Netanyahu, forhandlede nu en aftale igennem i Wye River, der inddelte gennemførelsen af Taba-forpligtelserne i to faser. Netanyahu lovede heri at nedbringe den andel af Vestbredden, som stod under fuld israelsk kontrol, fra 72 til 59 procent, hvorved 41 procent af Vestbredden ville overgå til zonerne A og B. Men i Sharm el-Sheikh i 1999 frafaldt hans efterfølger, Ehud Barak, Netanyahus aftale fra Wye river. Nu blev sidstnævntes to faser opdelt i tre, hvoraf den første indebar, at syv procent territorium skulle overføres fra Zone C til Zone B. Al yderligere implementering af aftalerne stoppede her.

64 procent af 22 procent
Da Arafat omsider drog til Camp David for at mødes med Barak fik han – således lyder myten – tilbudt 95 procent af Vestbredden og Gaza. Han afslog »sit livs chance« og valgte krigen ved at udløse Den Anden Intifada.

Et nøjere studium af kortene viser, at Arafat reelt kun blev tilbudt 64 procent af de 22 procent af det oprindelige Palæstina-mandatområde Palæstina, han havde tilbage – idet Jerusalem, dets udvidede bygrænser og en række større jødiske bosættelser skulle fraregnes og en israelsk ’sikkerhedsring’ skulle indbefattes. Efter Arafats afslag kom det til en bølge af palæstinensiske selvmordsbomber – de fleste rettet mod israelske civile – hvilket omsider fik Israel til at tabe tålmodigheden med ham. Sharon, som havde fremkaldt intifadaen ved sin demonstrative spadseretur på Tempelbjerget, hvor han lod sig ledsage af 1.000 politisoldater, besluttede sig nu for, at Arafat var en bin Laden-agtig terrorist. Alle yderligere kontakter ophørte.

Dette historiske rids skal ikke tjene til at undskylde PLO eller Arafat. Hans arrogance og korruption – og hans lille diktatur, som israelere og amerikanere i begyndelsen var med til at fremelske ved at lade CIA’s ’drenge’ træne de palæstinensiske sikkerhedsstyrker – sikrede, at intet demokrati kunne trives i selvstyret. Mit gæt er, at Arafat ikke personligt bifaldt selvmordsbomberne, men kynisk indså, at de tjente et formål: De beviste, at Sharon ikke kunne levere den sikkerhed til israelerne, som han havde lovet dem og vundet sin valgsejr på – i hvert fald ikke, før den nye mur er færdigbygget, hvorved Israel kommer til at stjæle yderligere palæstinensisk jord.
Men den slags taler vi ikke om. Palæstinenserne må, skønt de er ofre for 39 års besættelse, først vise sig værdige til at fortjene fred med deres besættere. Deres leders død fremstilles derfor som en strålende åbning, der vækker nyt håb. Hele denne retorik er del af Bushs og Blairs omfattende selvbedrag. Realiteten er, at fremtidsudsigterne for Mellemøsten tegner ringere end nogen sinde.
For øvrigt savner vi stadig svaret på, hvilken mystisk sygdom der forårsagede Arafats død.

Emneord:
ISRAELSK_PALÆSTINENSISKE_KONFLIKT

Personer:
ARAFAT_YASSIR_PLO_LEDER