Af Henning Paaske Jensen
medl. af landsledelsen i Boykot Israel
Medierne har fremstillet det som om det store problem for 'freden' har
været et demokratisk underskud hos palæstinenserne - og ikke det
apartheidlignende Israels ulovlige besættelse
"Vestens forventninger"
Præsident Bush, EUs Solana og selvfølgelig også den danske regering overgår hinanden i at kalde det nyligt overståede præsidentvalg i Palæstina for et 'historisk valg, som åbner op for helt nye muligheder'.
De har tilsyneladende store forventninger til deres favorit præsident Mahmoud
Abbas: En såkaldt pragmatisk, moderat præsident og Fatah-leder. En forventet
påvirkelig efterfølger i stedet for Arafat, der af USA og Israel blev stemplet
som 'irrelevant' og 'terrorist'.
Bush inviterer nu Mahmoud Abbas til USA og Sharon ringer og ønsker personligt
tillykke.
Men samtidig undlader Sharon ikke at påtale, at fokus nu må sættes på om
"Abbas bekæmper terrorisme".
Det kan snart vise sig, at dette mantra igen skal benyttes som påskud akkurat
som i sin tid mod Arafat, men denne gang med krav til den nyvalgte Mahmoud
Abbas: Før borgerkrig mod en del af modstandsbevægelsen og sælg ud af jeres
nationale rettigheder og enhed.
Lidt er ikke nok.
En vanskelig, ja umulig opgave, fordi det palæstinensiske folk værner om dets
enhed. Det kan i så fald ende med Israel og USA også går over til at kalde
Mahmoud Abbas for terroristbeskytter.
Alt imens kan Israel og USA gå videre med den zionistisk befæstigelse og
udvidelse af Apartheidmuren og bosættelser på Vestbredden under påskud om
israelsk sikkerhed og nye realiteter.
Sharon gik i sin tid til valg imod dannelsen af en palæstinensisk stat.
Inddæmningen af Vestbredden, nye bosættelser, bosættere og sønderdelingen af
Vestbredden viser, at han ikke har glemt sin strategiske 'vision'. Gaza, hvor
der lever få bosættere og som er umuligt at kontrollere på normal militaristisk
vis, skal i stedet omdannes til et palæstinensisk fængsels-reservat.
Præsidentvalg
Ved det første præsidentvalg i 96 fandt det palæstinensiske folk Arafat
temmelig relevant,
Arafat fik 87% af stemmerne og med en valgdeltagelse på 72% betød det, at et
flertal af palæstinensere på de besatte områder aktivt stemte for Arafat.
Arafats brøde var, at han ikke ville føre den palæstinensiske sag ind i en
blindgyde i form af borgerkrig og splittelse og kapitulation. Han blev derfor
holdt fanget i sit sønderbombede hovedkvarteret i Ramallah - indtil det lykkedes
dem at slippe af med ham ved hans mystiske død.
Ved det nu overståede valg blev Fatah lederen Mahmoud Abbas præsident, men alt tyder på, at det kun skete, fordi det lykkedes Fatah ledelsen, EU og andre at presse den livstidsfængslede intifada-leder Marwan Barghouti til at trække sig. Kendt og frygtet for hans fokus: Ingen besættelse uden modstandskamp. Marwan Barghouti var storfavorit indtil han trak sig.
Mahmoud Abbas fik 62 pct. af stemmerne, men med en lavere stemmedeltagelse end i 96. Opbakningen til Mahmoud Abbas kan på ingen måde sammenlignes med støtten til Arafat, symbolet på den palæstinensiske frihedskamp.
Menneskerettigheds-aktivisten Mustafa Barghouthi, som blev første udfordrer
til Mahmoud Abbas, fik omkring 20 pct. af stemmerne. For mange en overraskelse,
fordi Barghouti ikke har noget parti til at føre valgkamp for sig.
Han blev flere gange anholdt af israelerne under sin valgkampagne. Mustafa
Barghouthi betoner den nationale enhed i kampen for alle palæstinensere, i de
besatte områder, sammen med flygtningene i Libanon og andre steder i hele
verden. Understreger kravet om national enhed med alle, der kæmper mod den
israelske besættelse.
PFLP, der boykottede præsidentvalget i 1996 pegede denne gang på Mustafa
Barghouthi.
Den største organisation ved siden af Fatah, Hamas, boykottede valget, men lagde samtidig op til en form for samarbejde med den nye præsident, og vil stille op ved kommunalvalg, som finder sted senere på året.
Medierne og valget
Mens medierne har overgået hinanden i at tale om en fantastisk øvelse i
palæstinensisk demokrati, har de været eksperter i at se bort fra 37 års
israelsk besættelse, der strider imod al international ret.
Det må kaldes noget af et demokratisk problem. De har heller ikke protesteret
over, at Israel fortsat udbygger sin tilstedeværelse på Vestbredden med USA's
accept.
Præsidentvalget burde have været et valg, hvor internationale kommentarer og kulisserne var baseret på et opgør med det aggressive Israel, der sætter sig udover al international ret. Vi taler om et Israel med rekord i at ignorere FN- resolutioner.
Og apropos den enorme omsorg for at irakere i Danmark og andre steder skal
deltage i det illegitime valg under amerikansk besættelse: Det palæstinensiske
valg blev afholdt, mens mere end halvdelen af det palæstinensiske folk, der
befinder sig som flygtninge rundt omkring i verden, ikke havde mulighed for at
deltage eller få indflydelse.
I Palæstina fortsatte den israelske stats terror lige op til valget og
fortsættes nu efter valget
Det har ikke bekymret medierne overhovedet. De forlanger 'demokrati' af
palæstinenserne og kolporterer den gamle skrøne om Israel som det eneste
demokrati i Mellemøsten. Det bliver også fortiet, at palæstinensere, der lever i
Israel, hvor deres slægtninge har levet i generationer, i dag lever som 2.
rangsborgere.
Problemet er Israel
Der er ikke noget at sige til at det palæstinensiske folk ikke har deltaget i
valget med jubelscener og store forventninger.
Stormagters snak og planer har ikke bragt dem fred og frihed. Israel kender de
selv alt for godt.
Den palæstinensiske intifada er et logisk svar på Israels fortsatte besættelse.
Apartheidmure, nye bosættelser kan ikke undgå at møde fortsat modstand og
heldigvis også en stadig større sympati og støtte fra befolkningerne rundt
omkring i verden for palæstinensernes rettigheder.
Tiden er overmoden til at det internationale samfund isolerer og boykotter
Israel som det skete i forhold til apartheid-Sydafrika.
14. januar 2005