Den bevæger sig alligevel, situationen
8. december 2003
Af URI AVNERY Tel Aviv
Den mellemøstlige istid viser tegn på tøbrud. Genève-initiativet kan blive
katalysator for et fundamentalt holdningsskifte i den israelske opinion
International
På den israelske front er den mest omtalte begivenhed lige nu ‘Genève-pagten‘.
Efter at unge værnepligtige nægtede at gøre militærtjeneste i de besatte områder,
efter en tilsvarende lydighedsnægtelse hos en række piloter i luftvåbnet og
efter underskriftindsamlingen for fred, ‘Folkets Stemme‘, som Ami Ayalon,
tidligere leder af Israels Shin Bet-sikkerhedstjeneste, og Sari Nusseibeh, præsident
for al-Qods Universitet i Jerusalem, har taget initiativ til, er Genève-initiativet
endnu et skridt i samme retning.
I tre år stod Israels græsrodsfredsforkæmpere alene. Vi protesterede,
demonstrerede, fastholdt vores kontakter til palæstinenserne og forsøgte at vække
verdensopinionen. I al denne tid var den større og etablerede fredsbevægelse i
opløsning og vovede knapt at mæle et muk. Brutaliteten i besættelsen øgedes
dag for dag; Sharon gjorde præcis, hvad han ville, og oppositionen var som i
koma. Parolen var: »Vi har ikke nogen at forhandle med.«
Nu er der tegn på opbrud. Den israelske offentlighed er ved at indse, at ‘den
militære løsning‘ er en illusion, og at den fortsatte konfrontation ødelægger
landets økonomi og skaber øget fattigdom. Genève-initiativet kommer lige i
rette tid til at opfange og udtrykke dette stemningsskifte.
Dets væsentligste pointe er pædagogisk. Det viser nemlig for det første, at
»der findes nogen at tale med«, og for det andet, at det er muligt at
formulere en model for fred, som begge parter vil kunne leve med. Genève-initiativet
vil kunne blive et væsentligt bidrag i dannelsen af en ny national konsensus.
Dets største ulempe er, at det ikke har noget solidt politisk fundament. Dets
bagmænd boykotter et samarbejde med de mest radikale fredskræfter på
venstrefløjen, samtidig med at de selv bliver afvist af Arbejderpartiet anført
af Shimon Peres.
Ydermere bekymrer det mig lidt, at dokumentet ikke er affattet med henblik på
at tale til de to befolkningers fantasi eller begejstring. Der er tale om et tørt,
sagligt juridisk dokument, hvilket selvfølgelig også kan have sine fordele.
Dets fortalere erklærer sågar, at »der ikke er tale om nogen ægteskabspagt,
men om en skilsmisseerklæring« – skilsmisse mellem israelere og palæstinensere,
altså. Det står i modstrid med budskabet hos den del af fredsbevægelsen, jeg
kommer fra, som er: »To stater - én fælles fremtid.«
Men alt i alt er det et positivt initiativ, der åbner op for nye kommende
initiativer. Det kunne se ud til, at istiden nærmer sig sin slutning. Selv
Sharon synes at ane dette. Pludselig er han ivrig efter at møde Ahmed Querei.
Ikke at man skal tro hans ord, men at han overhovedet ytrer sig sådan, er et
klart tegn på, at noget er ved at ændre sig.
Også på den palæstinensiske front sker forandringer. I nært samarbejde med
Arafat arbejder Querei på at få en ny hudna (våbenhvile) i stand med de
militante palæstinensiske fraktioner i tilknytning til en våbenhvile med
Israel. Tanken er, at alle parter skal indstille alle voldsaktioner, og at
Sharon skal opfordres til at give meningsfulde indrømmelser.
Hvis dette lykkes, kan der skabes de rette betingelser for et fundamentalt
skifte i den offentlige opinion på begge sider, hvilket ubetinget er en nødvendig
forudsætning for enhver troværdig ny kurs mod fred.
Amerikansk støtte
Også på den amerikanske front sker der ting og sager. Alle eksperter
forudsiger ganske vist, at med det tilstundende præsidentvalg vil Bush afholde
sig fra alle skridt, der vil kunne vække mishag i den jødiske og den
fundamentalistiske kristne lobby. Men tro det eller ej! Bush-regeringen har
udtrykt offentlig, ja, næsten officiel støtte til såvel Nusseibeh-Ayalon- og
Genève-initiativerne. Bush har ydermere tilkendegivet forholdsvis stærk
utilfredshed med Sharons handlinger parallelt med sine rutinemæssige fordømmelser
af palæstinenserne. Han har også fratrukket en symbolsk sum fra de amerikanske
lånegarantier, USA har givet til Israel.
Det er ikke meget. Det er faktisk uhyre lidt! Men vi er ikke forvænte, og selv
en lille amerikansk gestus kan få stor betydning. For Sharon er den nære
amerikanske forbindelse juvelen i hans krone og som sådan langt vigtigere end
noget andet. Den mindste afkøling i forholdet til USA kan gøre ham bestyrtet.
Men måske er den mest interessante forandring den, der er sket i Europa.
For seks år siden iværksatte Gush Shalom en boykot af produkter fra de
israelske bosættelser. Vi sagde: »Enhver shekel, vi betaler til bosættelser,
er en shekel imod fred.« Vi sammensatte en produktliste og distribuerede den
vidt og bredt. Titusinder af familierne deltog i denne boykot.
Vores mål var at hindre israelske virksomheder i at slå sig ned i de besatte
områder, skønt regeringerne (såvel Arbejderpartiet som Likud) gav dem store
subsidier. Vores budskab var dette: I sidste ende taber I på dette, da store
dele af det israelske og udenlandske marked vil være lukket for jer.
Efterhånden ser vores initiativ ud til at have fået europæerne til at vågne
op. Varer, som er made in Israel, pålægges ikke told i Europa. Men ifølge
frihandelsaftalen med EU er varer, der er produceret uden for grænsen fra 1967,
den såkaldt grønne linje, klart dispenseret fra denne toldfrihed. Den
israelske regering har skamløst og åbenlyst ladet hånt om denne bestemmelse
og eksporteret fra de besatte områder alligevel. EU lukkede længe sine øjne
for det, fordi nogle medlemslandes regeringer (bl. a. Tyskland) var imod
repressalier mod Israel.
Det har ændret sig. Omsider kræver europæerne, at alle mistænkelige
israelske eksportvirksomheder deponerer en toldafgift i depositum, indtil det er
opklaret, om den har til huse hinsides Den Grønne Linje. Virksomheder, som er
afhængige af deres eksport til Europa, er nu nødt til at forlade bosættelserne
og vende tilbage til selve Israel. Hurra og halleluja! Som Galileo sagde: »Og
dog bevæger den sig.«
*Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom
*Oversat af Niels Ivar Larsen