Af Palæstina Fredsvagter
Omkring 200 palæstinensere, heraf mange
kvinder og børn støttet af 25 internationale fredsvagter og 20 israelere
gennemførte i dag en fredelig demonstration mod opførelsen af muren udenfor
landsbyen Budrus på Vestbredden.
To danske fredsvagter meddeler samstemmende på mobiltelefonerne fra Budrus, at
dagens demonstration var en succes.
Muren omkring Budrus
Budrus og de omkringliggende landsbyer Nihilin, Qibbya og Medea vil miste 90% af
deres landbrugsjord ved opførelse af muren. Muren er planlagt at blive bygget i
en cirkel omkring de fire landsbyer med kun én enkelt port hvor beboerne kan
lukkes ud og ind.
Med erfaringer fra de steder hvor muren allerede er opført, frygter beboerne i
landsbyerne en fremtid der ligner et liv i koncentrationslejr.
Tidligere har demonstrationer ved Budrus resulteret i voldsomme konfrontationer
med det israelske militær. Men i dag lykkes det at gennemføre en helt igennem
fredelig demonstration. Måske skyldes militærets tilbageholdenhed vejret;
Budrus har haft silende regn det meste af dagen. Det lykkedes i al fald for
demonstranterne at få genplantet oliventræer på ét af de områder, som
tidligere af israelerne er inddraget og med bulldozere gjort klar til byggeri af
muren.
Militæret ankom sent under demonstrationen og truede beboerne med at ville
anholde dem, hvis de ikke forlod området indenfor 15 minutter. Beboerne anså
demonstrationen som færdig og succesfuld og valgte at trække sig tilbage til
landsbyen Budrus.
En god oplevelse
Fra Budrus fortæller den danske fredsvagt, 20 årige Randa Sebelin over
telefonen at hun synes det var en god oplevelse at være med.
"Specielt de mange kvinders deltagelse gjorde et stort indtryk", fortæller
Randa, som konstant afbrydes af børn, der råbende i kor protesterer mod opførelsen
af muren.
"Jeg ved ikke om det var regnen, der gjorde at denne demonstration endte
fredeligt, men alle her er i al fald glade og tilfredse. Vi fik plantet oliventræer
på de inddragede lunde og vi fik vist at modstanden ikke er slut, blot fordi de
bruger tåregas og gummikugler".
Randa Sebelin bliver i Budrus natten over. Ved tidligere demonstrationer har
militæret siden belejret byen og gennemført hus til hus undersøgelser og
anholdelser. Dette ønsker de tilstedeværende internationale fredsvagter at
forhindre.
31 årige Helle Skousborg, den anden deltagende danske fredsvagt i Budrus, tager
senere i dag videre til opgaver i Jenin.
Helle og Randa kan kontaktes på deres mobiltelefoner
Randa 00972 67 715968
Helle 00972 67 896714
M.v.h.
Gitte Rasmussen
Palæstina Fredsvagter
www.palestinafredsvagter.dk