- Tilbage >

Dansk import fra Israel dykker

Danske opkøb af israelske aktier hjælper den israelske stat med indtægter i fremmed valuta

Faldet i dansk import fra Israel skyldes til dels de politiske forbrugere, oplyser chefanalytiker Christian Sestoft fra Handel, Transport og Service. Her er Boykot Israel Kampagnen på fremstød i København.
Arkivfoto: Jette Jacobsen

Boykot Israel Kampagnen virker. Dansk import fra Israel er

I 2002 faldt importen 25 procent. Sidste år var faldet på 12 procent, hvilket bragte den samlede danske import fra Israel ned på godt 400 millioner kroner, oplyser Christian Sestoft til Dagbladet Arbejderen.

Sestoft er chefanalytiker i den danske interesseorganisation HTS - Handel, Transport og Service. Han oplyser, at Danmark har et solidt overskud på handelsbalancen i forhold til Israel. Dansk eksport til Israel havde i 2002 en værdi på 1,5 milliarder kroner, men styrtdykkede i 2003 til 900 millioner kroner.

Den store danske eksport til Israel i 2002 hang blandt andet sammen med dansk salg af IC3-tog til Israel. Men det er ikke hele forklaringen:

- Danske virksomheder er forsigtige med at blive koblet sammen med Israel, og de er afventende i forhold til nye initiativer, siger Christian Sestoft til Børsen. Mange israelske varer bliver boykottet, og det kan mærkes både på den israelske eksport og på udenlandske virksomheders interesse for nye aktiviteter i landet.

Turismen mærker for alvor danskernes ulyst til at besøge Israel. Dansk turisme faldt med hele 50 procent sidste år målt i det beløb, som Israel tjente ind. Faldet fortsætter, og der skal temmelig markante ændringer til for at få turisterne tilbage, mener Sestoft.

Faldet i Israels eksport er sket på trods af at landets valuta har mistet værdi. Det betyder, at israelske produkter på verdensmarkedet er blevet billigere:

- Man kan sige, at den svage valuta holdt hånden under Israels økonomi. Der har næsten ikke været nogen vækst, men gennem valutaen har Israel haft en konkurrencefordel, siger Christian Sestoft til Børsen.

HTS forventer en vækst i Israels bruttonationalprodukt i 2004 på 2,5 procent, og tror på, at danske virksomheder kan øge deres eksport til landet.

Mens Israel har svært ved at skaffe sig balance i handelsregnskabet med Danmark, så medvirker danske investeringsselskabers opkøb af israelske aktier til at skabe balance på betalingsregnskabet.

Som Dagbladet Arbejderen har afsløret i en række artikler i sidste uge, så har investeringsforeningen Danske Invest købt israelske aktier for omkring 25 millioner kroner mens Jyske Invest har købt for 18,7 millioner. Det israelske aktiemarked er særdeles attraktivt. Jyske Invests israelske aktier steg med over 50 procent i kursværdi alene sidste år.