Af Jamal JumaOm udviklingen af global solidaritet efter Gaza
Af Jamal Juma
De israelske bombardementer og invasionen af Gaza, der nu har
krævet over 1.400 menneskeliv, har givet alvorligt folkeligt bagslag verden
over. De i almindelighed svage officielle holdninger og udsagn, særlig i den
arabiske verden, har stået i stærk kontrast til det udbrud af vrede man kunne se
i gaderne på hovedstæder og byer overalt på kloden.
Denne nye bølge af protester
har imidlertid en særlig kvalitet der adskiller den fra tidligere
mobiliseringer. Den første opblussen af energi er ved at blive kanaliseret ind i
effektiv politisk græsrodshandling, især i form af en aktuel kampagne for
boykot, investeringsstandsning og sanktioner (BDS).
De mærkbare sejre og
opkomsten af BDS-aktivisme som umiddelbar reaktion på Gaza er direkte resultater
af de mange år der er gået med ofte lidet anerkendt organisering, opbygning og
mobilisering, der blev iværksat som følge af opfordringen i 2005 fra det
palæstinensiske civile samfund. Det er vigtigt at se på disse sidste fire år for
at sikre sig at vi fortsætter med at bygge på disse sejre. Vi er nået ud over at
stille spørgsmålstegn ved effektiviteten af BDS og må nu arbejde på at få
indarbejdet det voksende antal mennesker der ganske vist er harmfulde over
begivenhederne i Gaza, men alligevel endnu ikke tilknyttet BDS-bevægelsen.
Vi må
også udvide de aktioner og kampe der er indeholdt i BDS, ved at koble den
palæstinensiske sag til andre lignende kampe for social, økonomisk og politisk
retfærdighed.
En del kommentatorer har allerede bemærket de massemobiliseringer der er forekommet som svar på Gaza. Demonstrationer og protester har fundet sted på alle beboede kontinenter og har involveret millioner af mennesker i hundredvis af byer. I Mellemøsten, Sydøstasien og Vesteuropa, hvor pro-palæstinensiske demonstrationer typisk er stærke, har antallet af deltagere og mængden af aktioner været astronomisk.
I Mellemøsten, særlig i Jordan og Ægypten, er misforholdet mellem USA-støttede regimer og deres befolkningers holdninger til Israel blevet afsløret. I Ægypten var regimets hær af uropoliti ofte ude af stand til at undertrykke demonstrationer, der ved mange lejligheder talte titusindvis af mennesker, godt og vel. Lignende scener har fundet sted i Jordan, hvor i tusindvis af protesterende i Amman kastede sten mod statspolitiet, der holdt gaden hen til den israelske ambassade afspærret.
Latinamerika har til gengæld været den eneste region hvor folkelig vrede mere eller mindre klart er blevet reflekteret i officielle udtalelser og handlinger. Det er ikke nogen tilfældighed at Bolivia og Venezuela, de to lande i regionen der har afbrudt deres diplomatiske forbindelser med Israel, også er de to stater hvis regeringer, både principielt og i praksis, handler i overensstemmelse med flertallets behov.
Palæstina har udviklet sig til en global lakmusprøve på demokrati. Mens mere progressive stater i Latinamerika har støttet Palæstina og BDS, har repressive mellemøstlige regimer gjort deres bedste for at knuse den folkelige mobilisering. EUs regeringer har stået et sted midt imellem og endnu en gang givet bevis på deres særlige form for ’demokrati’, hvor folk får lov til at udtrykke deres meninger, men ikke påvirke regeringsbeslutninger.
Uafhængigt af regeringers politiske holdninger vidner mobiliseringerne om betydelig og voksende folkelig støtte til det palæstinensiske folk. Men selv om disse protester er opmuntrende, garanterer de ikke langsigtede politiske fordele. Det nyeste eksempel, der tilskynder til nøgterne analyser, var det rekordstore antal mennesker der gik på gaden for at protestere mod den seneste invasion af Irak og de efterfølgende problemer der har forpestet dannelsen af en effektiv antikrigsbevægelse.
I stedet må vi se på de konkrete sejre for BDS der er fulgt på Gaza, som vidnesbyrd om varige politiske ændringer. De aktioner sydafrikanske arbejdere og latinamerikanske sociale bevægelser har gennemført, for blot at nævne nogle få eksempler, udtrykker ikke kun vrede over Gaza, men vidner også om en effektiv kanalisering af vreden ind i en organiseret bevægelse, der går langt tilbage i tiden før den nyeste massakre. De viser at det er lykkedes os i løbet af kort tid at opbygge et effektivt samlingspunkt til forening af international solidaritet og støtte til den palæstinensiske sag.
Umiddelbart efter Gaza greb de sydafrikanske fagforeninger til aktioner mod Israel. Den sydafrikanske Forening for Transportarbejdere m.fl. (SATAWU), som er del af De sydafrikanske Fagforeninger (COSATU), erklærede at de ikke længere ville tage sig af israelske skibe. Sagen kulminerede da Johanna Russ, et skib ejet af Zim Israel Navigation Company, forsøgte at gå til dok i havnen i Durban. Trods pression og trusler nægtede SATAWU-arbejdere at røre lasten eller lade strejkebrydere losse skibet.
Denne sejr kan ledes tilbage til at den Palæstinensiske Solidaritetskomite påbegyndte sit arbejde tidligt. Helt siden sin oprettelse ved den nuværende Intifadas start har den været aktiv i arbejdet for en sydafrikansk boykot af Israel. Opfordringen i 2005 fra det palæstinensiske civilsamfund styrkede bevægelsen, og i løbet af de seneste fire år har organisatorer opbygget betragtelig støtte til BDS inden for de sydafrikanske fagforeninger, bevægelser, kirker og institutioner. I en tale i 2006 til fagforeningskonferencen for den britiske Solidaritetskampagne med Palæstina støttede Willy Madisha fra COSATU BDS’ opfordring og erklærede at ”fagforeningsbevægelsen må gå længere end til resolutioner hvis ikke historien skal se tilbage på os og spytte på vore grave”. Bevægelsen er fortsat med at gå frem, og i 2008 lovede COSATU at tage ”drastiske skridt for at afbryde” en regeringsforhandling med det israelske firma Orsus Solutions Israel Ltd., som havde fået tilkendt en kontrakt på 5 millioner dollars om at modernisere det sydafrikanske transportsystem. Med Johanna Russ gennemførte fagforeningen sin første konkrete aktion. Endvidere har COSATU haft succes med at vinde indflydelse i det herskende ANC-parti i løbet af de seneste mange år. Denne form for overordnet politisk dynamik har indtil videre ikke forhindret Sydafrikas handel med Israel i at vokse år for år, men den har lagt grunden til et muligt vendepunkt i national politik, der ville indføre større moralsk ansvarlighed mht. anvendelse af BDS på det diplomatiske niveau.
I Sydamerika er et alvorligt pres på Frihandelsaftalen Israel-Mercosur (FTA) under opbygning og truer med helt at afspore den. Sydafrikanske sociale bevægelser, der har mange års erfaring med at bekæmpe fri handel, har integreret solidariteten med Palæstina i deres almindelige arbejde. Som følge af Verdens sociale Forum i Brasilien 2009 er nøgleorganisationer i landet, herunder MST, CUT og forskellige mindre bevægelser ved at organisere aktioner på folkeligt niveau mod aftalen. Desuden er et stort antal medlemmer af det regerende parti positive over for disse anstrengelser og arbejder på officielt plan for at fremme forkastelsen af FTA.
Denne kampagne bygger også på opfordringen fra det palæstinensiske civilsamfund. I 2006, da aftalen først kom på Mercosurs dagsorden, blev de sociale bevægelser drevet i aktion af vreden over Israels ødelæggelse af Libanon. De rejste spørgsmålet ved Mercosur mod-topmødet, og lige så stille lod de delegerede aftalen forsvinde fra dagsordenen. Senere benyttede man sig af en stilstand i mobiliseringen til ubemærket at liste FTA igennem, men den er stadig under ratifikation. I Brasilien har sociale bevægelser, fagforeninger, arabiske organisationer og Palæstina-solidaritet organiseret sig i en bred Palæstina-koalition og optrappet deres kampagne mod Israel-Mercosur FTA. Denne koalition har arbejdet på mange planer, mobiliseret folkelig modstand og samtidig arbejdet og mødtes med valgte politikere.
Disse sejre giver os en ramme inden for hvilken vi kan sikre robustheden i den ekspanderende solidaritet med Palæstina. Denne solidaritet, der i mange tilfælde ikke er noget nyt, blev mere synlig og hørbar under Gaza og må integreres i den globale BDS-bevægelse.
En måde at indarbejde denne voksende støtte på er at fokusere på fælles kamp og gensidig solidaritet og interesse. Vi kan hente inspiration i Sydafrika og Brasilien, hvor aktivister har været energiske til at kæde BDS sammen med lokale kampe og historiske erfaringer. Kampe mod racisme, kolonialisme og økonomisk udbytning så vel som mere specifikke kampagner for boliger, jord, vand og uddannelsesmæssige rettigheder er afgørende på den sydlige halvkugle ganske som i marginaliserede samfund på den nordlige. Der kan også etableres forbindelser på et mere specifikt plan, for eksempel mod individuelle firmaer der drager fordel af at fortsætte apartheid og besættelse i Palæstina og er indblandet i lignende praksis i andre lande. Sådan et selskab er det israelske Elbit Systems, der leverer til det israelske militær og har en nøgleposition i bygningen af muren, mens det i udlandet er ansvarligt for at levere droner til britiske og amerikanske besættelsesstyrker og bygge muren langs grænsen mellem USA og Mexico. Denne fremgangsmåde har allerede ført til nogle spændende udviklinger, for eksempel har aktivister i kamp mod racisme i USA trukket interessante paralleller mellem vold og racisme i Oakland og Gaza så vel som i New Orleans.
I områder hvor der måske ikke findes tilsvarende fælles erfaring eller historie, har aktivister fundet andre måder at forbinde den palæstinensiske sag med det bredere samfund på. Universitetsaktivisme kan f. eks. effektivt knytte palæstinensiske studenter og universiteters situation sammen med studenternes egne forhold og opbygge støtte til BDS. Studenters krav om stop af investeringer i Israel og akademisk boykot er tydeligt forbundet med kravet om mere indflydelse på universiteternes beslutningsprocesser og økonomisk gennemskuelighed. Inden for de seneste år har dette arbejde dannet baggrund for de forskellige aktioner vi har set på universiteterne, bl.a. bølgen af direkte aktion der fandt sted i England, investeringsstandsningen i Hampshire og den voksende interesse for akademisk boykot på begge kontinenter.
Israel har tabt denne seneste krig på alle fronter. Ud over at det ikke har opnået at knuse modstanden i Gaza, har det været ude af stand til at kontrollere modstanden på et eneste af de territorier der er under dets militære kontrol. Dette nederlag har afspejlet sig på det internationale plan; trods en massiv propagandaindsats koblet med et forsøg på at kontrollere strømmen af billeder og information der kom ud af Gaza, har Israel ikke været i stand til at forme den offentlige mening og diskurs. Et voksende flertal har åbent fordømt operationen som det den var – en massakre – og tilsluttet sig til BDS-bevægelsen. Bevægelsens nyeste sejre har vist at den globale kamp for ægte demokrati og retfærdighed ikke kun er et fælles grundlag som støtten til de palæstinensiske rettigheder hviler på, men en afgørende forudsætning for effektiv solidaritet. Det er vores opgave nu at kanalisere den folkelige vrede ind i koordineret kollektiv handling.
Jamal Juma er koordinator af den Palæstinensiske Græsrodskampagne mod Apartheidmuren, www.stopthewall.org.
Denne artikel er skrevet til PalestineChronicle.com.
Oversat fra engelsk for Boykot Israel
Kampagnen
ved Minna Skafte Jensen