New Page 3

Mellemøsten og Palæstina: Historisk kamp for at underlægge sig handelsveje og naturrigdomme

I historiens løb har “religionskrige” tjent som sløring af de økonomiske og strategiske interesser bag erobring og invasion af andre lande. ”Religionskrige” er regelmæssigt blevet udkæmpet med det formål at sikre kontrol over handelsveje og naturrigdomme.

Korstogene, der fandt sted fra det 11. til det 14. århundrede, bliver ofte fremstillet af historikere som ”en sammenhængende række militært-religiøse togter udført af europæiske kristne i det håb at fravriste de vantro tyrkere det hellige land.” Men formålet med korstogene havde ikke meget med religion at gøre. Korstogene bestod først og fremmest i gennem militære aktioner at udfordre muslimernes dominans over købmandsselskaber som kontrollerede de østlige handelsveje.

Begrebet ”retfærdig krig” støttede korstogene. Krigene blev udkæmpet med støtte fra den katolske kirke, og begrebet fungerede som middel for religiøs propaganda og indoktrinering, der blev brugt til rekruttering overalt i Europa af tusinder af bønder, fæstere og byernes hjemløse.

I den offentlighedens øjne er det væsentligt at have en ”retfærdig grund” til at føre krig. En krig kaldes retfærdig hvis den udkæmpes af moralske, religiøse eller etiske grunde.

Amerikas korstog i Centralasien og Mellemøsten er ingen undtagelse. ”Krigen mod terrorisme” foregiver at forsvare det amerikanske hjemland og beskytte den ”civiliserede verden”. Det hævdes at den er en ”religionskrig” og en ”civilisationskonflikt”, selv om hovedformålet med denne krig rent faktisk er at sikre kontrol med og korporationsejerskab af regionens betydelige olierigdomme, samtidig med at man i regi af IMF og Verdensbanken (nu under ledelse af Paul Wolfowitz) også gennemtvinger privatisering af statsvirksomheder og lægger landenes økonomiske ressourcer i hænderne på udenlandsk kapital.

Teorien om retfærdig krig hævder at krig kan være en ”humanitær operation”. Den tjener til at camouflere de virkelige formål med den militære operation, samtidig med at den forsyner angriberne med en moralsk og principfast fremtoning. I dens moderne version kræver den militær intervention af etiske og moralske grunde mod ”slyngelstater” og ”islamiske terrorister”, der truer hjemlandet.

At have en ”retfærdig grund” til at føre krig er vigtigt for Bush-administrationens retfærdiggørelse af at invadere og besætte både Afghanistan og Irak.

En moderne version af teorien om ”retfærdig krig” er lærestof i USAs militære akademier og indarbejdet i USAs militære doktrin. ”Krigen mod terrorisme” og forestillingen om ”foregribelse” hægtes på retten til ”selvforsvar”. Det er disse begreber der definerer ”hvornår det er tilladeligt at føre krig”: jus ad bellum.

Jus ad bellum tjener til at opbygge en enighed inden for de væbnede styrkers kommandostrukturer. Den tjener også til at overbevise tropperne om at fjenden er ”ond”, og at de kæmper for en ”retfærdig sag”. Mere generelt er teorien om den retfærdige krig i dens moderne version en integreret del af krigspropagandaen og mediernes fejlinformation, anvendt for at vinde offentlig støtte til krigsdagsordenen.

Krig etablerer en humanitær agenda. Gennem historien har sortmaling af fjenden været anvendt fra tid til anden. Korstogene bestod i at dæmonisere tyrkerne som vantro og kættere for at retfærdiggøre militære aktioner.

Dæmonisering tjener geopolitiske og økonomiske formål. Tilsvarende støtter kampagnen mod ”islamisk terrorisme” (der under dække støttes af USAs efterretningstjeneste) erobringen af olierigdomme. Betegnelsen ”islamofascisme” tjener til at nedgøre muslimske landes politik, institutioner, værdier og sociale strukturer, mens den samtidig fremhæver troen på ”vestligt demokrati” og det ”frie marked” som det eneste alternativ for disse lande.

Krigen, der ledes af USA i den bredere mellemøstlige og centralasiatiske region, består i at vinde kontrol over mere end 60 procent af verdens reserver af olie og naturgas. De anglo-amerikanske oliegiganter forsøger også at vinde kontrol over olie- og gasledninger ud af regionen. (Se tabellen og kortene nedenfor.)

Muslimske lande som Saudiarabien, Irak, Iran, Kuwait, De forenede arabiske Emirater, Qatar, Yemen, Libyen, Nigeria, Algeriet, Kazakhstan, Azerbajdsjan, Malaysia, Indonesien og Brunei ejer mellem 66.2 og 75.9 procent af de totale oliereserver, afhængigt af vurderingens kilde og metode. (Se tabellen nedenfor.)

Til sammenligning har Amerikas forenede Stater knap 2 procent af de samlede oliereserver. Vestlige lande med dets ledende olieproducenter medregnet (Canada, USA, Norge, England, Danmark og Australien) kontrollerer ca. 4 procent af de samlede oliereserver. (I den alternative vurdering fra Oil & Gas Journal, der medregner Canadas olie-ørkener, bliver denne procentdel 16.5. Se tabellen nedenfor.)

Størstedelen af verdens oliereserver befinder sig i en region der strækker sig fra det nordligeYemen til Det kaspiske Havbassin og fra den østlige Middelhavskystlinje til Den persiske Golf. Denne bredere mellemøstlige og centralasiatiske region, som er scene for den USA-ledede ”krig mod terrorisme”, omfatter ifølger vurderingerne fra World Oil mere end 60 procent af verdens oliereserver. (Se tabellen nedenfor.)

De førende ikke-muslimske oliereserver findes i landene Venezuela, Rusland, Mexico, Kina og Brasilien. (Se tabellen.)

Dæmonisering anvendes mod en fjende der besidder ¾ af verdens oliereserver. ”Ondskabens akse”, ”slyngelstater”, ”mislykkede lande”, ”islamiske terrorister”: dæmonisering og sortmaling er de ideologiske søjler for Amerikas ”krig mod terror”. De tjener som en casus belli til at føre krig om olie.

Krigen om olie kræver dæmoniserng af dem der ejer olien. Fjenden karakteriseres som ond med henblik på at retfærdiggøre militær handling, heri inkluderet massedrab på civile. Den mellemøstligt-centralasiatiske region militariseres massivt. (Se kortet.) Oliefelterne omringes: NATO-krigsskibe udstationeret i det østlige Middelhav (som del af FNs ”fredsbevarende” styrke) og USA-hangarskibe og destroyer-afdelinger i Den persiske Golf og Det arabiske Hav anvendes som led i ”krigen mod terrorisme”.

Det endelige formål, der kombinerer militære aktioner, hemmelige efterretningstjenesteoperationer og krigspropaganda, er at nedbryde den nationale struktur og omdanne suveræne lande til åbne økonomiske territorier hvor naturrigdomme kan røves og konfiskeres under overopsyn af det “frie marked”. Kontrollen strækker sig også til strategiske olie- og gasledningskorridorer (f. eks. Afghanistan).

Dæmonisering er et psykisk våben, der bruges til at påvirke den offentlige mening og opbygge en enighed om krig. Psykologisk krigsførelse sponsoreres direkte af Pentagon og den amerikanske efterretningstjenestes apparater. Den nøjes ikke med at myrde og henrette herskere over muslimske lande, den udbredes til at gælde hele befolkninger. Den sigter også mod muslimer i Vesteuropa og Nordamerika. Den har til formål at nedbryde national bevidsthed og evne til at modstå angriberen. Den nedgør Islam. Den skaber sociale spændinger. Den har som formål at splitte nationale samfund og i sidste ende udløse “borgerkrig”. Mens den skaber et miljø der letter den åbenlyse konfiskering af landenes ressourcer, rummer den samtidig risiko for bagslag idet den skaber en ny national bevidsthed, udvikler inter-etnisk solidaritet og forener folk i modstand mod angriberne.

Det er værd at bemærke at udløsningen af sekteriske opdelinger og ”borgerkrige” er under forberedelse i den proces der er i gang for at tegne et nyt kort over Mellemøsten, hvor lande planlægges opdelt og ændret til territorier. Dette kort over det ny Mellemøsten er, selv om det ikke er officielt, allerede blevet anvendt af USAs nationale Krigsakademi. Det blev fornylig offentliggjort i Armed Forces Journal (juni 2006). På dette kort er nationalstater opdelt og internationale grænser redefineret ifølge sekterisk-etniske linjer, stort set i overensstemmelse med de anglo-amerikanske oliegiganters interesser. (Se kortet nedenfor.) Kortet er også blevet anvendt i et træningsprogram ved NATOs Forsvarskollegium for overordnede officerer.

Note: Kortet er udarbejdet af oberstløjtnant Ralph Peters. Det blev offentliggjort i Armed Forces Journal i juni 2006. Peters er pensioneret oberst fra USAs nationale Krigsakademi. (Kort-copyright: Oberstløjtnant Ralph Peters 2006.)

Olien er i muslimske lande. Sortmaling af fjenden er en fast bestanddel af eurasisk energi-geopolitik. Den er en direkte funktion af den geografiske fordeling af verdens olie- og gasreserver. Hvis olien var i lande overvejende beboet af buddhister eller hinduer, kan man regne med at USAs udenrigspolitik ville rette sig mod buddhister og hinduer, som også ville blive genstand for sortmaling.

På Mellemøstens krigsskueplads er Iran og Syrien, som er del af ”ondskabens akse”, de næste mål ifølge officielle erklæringer fra USA.

”Borgerkrige” bekostet af USA er også blevet udkæmpet i adskillige andre strategiske olie- og gasregioner som Nigeria, Sudan, Columbia, Somalia, Yemen og Angola, for slet ikke at nævne Tjetjenien og mange andre republikker i den tidligere Sovjetunion. Aktuelle USA-bekostede ”borgerkrige”, som ofte inkluderer kanalisering af hemmelig støtte til paramilitære grupper, er blevet udløst både i Sudans Darfur-region og i Somalia. Darfur ejer betydelige oliereserver. I Somalia er lukrative koncessioner allerede blevet givet til fire anglo-amerikanske oliegiganter.

”Ifølge dokumenter The Times er kommet i besiddelse af, blev næsten 2/3 af Somalia tildelt de amerikanske oliegiganter Conoco, Amoco [nu en del af BP], Chevron og Philips de sidste år før Somalias proamerikanske præsident Mohamed Siad Barre blev styrtet og landet kastet ud i kaos i januar 1991. Kilder i industrien har sagt at selskaber der havde rettighederne til de mest lovende koncessioner, håber at Bush-administrationens beslutning om at sende USA-tropper til at sikre hjælpeforsendelser til Somalia også vil hjælpe med at beskytte deres mange million dollars store investeringer der.” (America's Interests in Somalia, Global Research, 2002)

Globalisering og erobringen af verdens energiressourcer

Den kollektive dæmonisering af muslimer, indbefattet sortmalingen af Islam som anvendes verden over, udgør på det ideologiske plan et redskab til erobring af verdens energiressourcer. Den er del af de bredere økonomiske og politiske mekanismer bag den nye verdensorden.

(Dokumenterede reserver i milliarder tønder)

Plads	Land	Procent af verdens reserver	World Oil, december 2004	Procent af verdens reserver	Oil & Gas Journal, januar 2006
1.	Saudi Arabien	24.2	262.1	20.6	266.8
2.	Canada*	0.4	4.7	13.8	178.8
3.	Iran	12.1	130.8	10.3	132.5
4.	Irak	10.6	115.0	8.9	115.0
5.	Kuwait	9.2	99.7	7.9	101.5
6.	Forenede arabiske Emirater	6.5	69.9	7.6	97.8
7.	Venezuela*	4.8	52.4	6.1	79.7
8.	Rusland	6.2	67.1	4.6	60.0
9.	Libyen	3.2	33.6	3.0	39.1
10.	Nigeria	3.4	36.6	2.7	35.9
11.	Forenede Stater	2.0	21.4	1.7	21.4
12.	Kina	1.4	15.4	1.4	18.3
13.	Qatar	1.8	20	1.2	15.2
14.	Mexico	1.4	14.8	1.0	12.9
15.	Algeriet	1.4	15.3	0.9	11.4
16.	Brasilien	1.0	11.2	0.9	11.2
17.	Kazakhstan	0.8	9.0	0.7	9.0
18.	Norge	0.9	9.9	0.6	7.7
19.	Azerbajdsjan	0.6	7.0	0.5	7.0
20.	Indien	0.5	4.9	0.4	5.8
21	Oman	0.4.	4.8	0.4	5.5
22	Angola	0.8.	9.0	0.4	5.4
23	Ecuador	0.5	5.5	0.4	4.6
24	Indonesien	0.5	5.3	0.3	4.3
25	Storbritannien	0.4	3.9	0.3	4.0
26	Yemen	0.3	3.0	0.3	4.0
27	Ægypten	0.3	3.6	0.3	3.7
28	Malaysia	0.3	3.0	0.2	3.0
29	Gabon	0.2	2.2	0.2	2.5
30	Syrien	0.2	2.3	0.2	2.5
31	Argentina	0.2	2.3	0.2	2.3
32	Ækvatorial Guinea	0.2	1,8	0.0	0.0
32	Columbia	0.1	1.5	0.1	1.5
33	Vietnam	0.1	1,3		0.6
34	Tschad	0.0	0.0	0.1	1.5
35	Australien	0.3	3.6	0.1	1.4
36	Brunei	0.1	1.1	0.1	1.4
37	Danmark	0.1	1.3	0.1	1.3
38	Peru	0.1	0.9	0.1	1.0
Muslimske lande i alt**		75.9	822.1	66.2	855.6
Den vestlige verden i alt (EU, Nordamerika, Australien)		4.1	44.8	16.5	213.3
Andre lande		20.6	214.9	17.3	223.6
Verden i alt		100.0	1,081.8	100.0	1,292.5

Det er verdens førende olielande der er angivet. Lande med mindre end 0.1 % af de samlede reserver er ikke angivet.

Oil & Gas Journal-tallene angivet ovenfor er baseret på dokumenterede oliereserver, medregnet de asfaltholdige oliefelter (oliesand eller tjæresand). Verdens olie-tal angiver oliereserverne uden medregning af tjæresand. Forskellen mellem de to sæt tal er især af betydning i forhold til Canada og Venezuela. Tjæresandet anses af nogle eksperter for umuligt at udnytte med nu gældende teknologi og priser, men emnet er genstand for hidsig diskussion.

Muslimske lande er angivet med fed. Procenter er rundet op til første decimal.

*Canada er i denne vurdering angivet som land nr. 2 med hensyn til størrelsen af de dokumenterede reserver på grund af omfanget af dets asfaltholdige oliefelter. Oil & Gas Journals ovenfor angivne vurdering af oliereserver for Canada indeholder 4.7 milliard tønder konventionel råolie og kondensreserver og 174.1 milliard tønder oliesandreserver.

I andre anerkendte vurderinger, hvor oliesandet ikke tages med i betragtning, er Canadas reserver meget lavere (i milliard tønder):

BP anfører at “tallet for canadiske oliereserver medregner en officiel vurdering af canadisk oliesand “under aktuel udvikling”.” BP siger om dets datakilder for olierrserverne at ”vurderingern i denne tabel er blevet samlet med brug af en kombination af primære officielle kilder, tredjeparts data fra OPEC-sekretariatet, World Oil, Oil & Gas Journal og en uafhængig vurdering af de russiske reserver baseret på offentligt tilgængelige informationer.

World Oils vurdering af de canadiske oliereserver ”medregner ikke 174 milliard tdr (tønder) oliesandreserver”.