-
Tilbage -
"Fredsplan" uden håb
Af Henning Paaske Jensen
Annapolis-konferencen,
som for nylig blev afholdt i Annapolis i USA, har ikke givet palæstinensere nyt
håb. Det er en pessimisme, som er blevet yderligere bekræftet, efter at Mahmoud
Abbas’ myndigheder på Vestbredden gik til angreb med stave på fredelige
demonstrationer og skød ind i menneskemængden.
Anti-Annapolis demonstration på Vestbredden
De demonstrerendes forbrydelse var, at de demonstrerede imod
Annapolis-konferencen og dens indbyggede forberedelser til udsalg af
palæstinensernes nationale rettigheder.
Hændelsen var en klar illustration af det
stigende gab, der er imellem de folkelige masser og det lag af palæstinensiske
ledere, som mere og mere underordner sig USA's og Israels krav som statholdere i
en bantustan. Det er et billede af håndlangere for imperialismen, som, før de
aner det, vil kunne stå uden nogen som helst autoritet over for det
palæstinensiske folk,
Det, man her igen har været vidne til, har været en suppe kogt på tidligere
”fredsaftalers” fiaskoer, såsom Oslo-aftalen og The Road Map. Det er
fiaskoer, som Abbas’ folk ikke har lært af, men fremturer omkring,
Disse ”fredsaftaler” var fiaskoer, fordi disse konferencer aldrig har bygget på
og bekræftet palæstinensernes umistelige nationale rettigheder, og ej heller har
de bygget på FN’s gentagne resolutioner og påbud mod Israel, men er gået uden om
et Israel, der har været sikker på at slippe for sanktioner med hjælp fra USA’s
og andre imperialistmagters side.
Ved denne konference skulle The Road Map nu angiveligt genaktiveres.
Sådan en industri af ”fredsinitiativer” har været og er anvendelige for USA og
Israel. Her kan de i ly af sådanne ”positive fredstiltag og forhåbninger” sikre
forsat zionistisk ekspansion og USA's interesser i Mellemøsten. Det var en sådan
ekspansion, der skete efter Oslo-aftalerne og fremover, og det er præcis det,
som sker nu: en optrapning med yderligere illegale tiltag i form af udbygning af
apartheidmuren og kolonisering og bosættelser på Vestbredden.
Ikke underligt har konferencen haft svært ved at berolige palæstinensere og
folkene i verden om, at massemorderen George W. Bush skulle kunne virke som
overdommer for nationale rettigheder. Han er en dommer med stadig mere irakisk
og afghansk blod på hænderne, og han er Israels vigtigste allierede og garant.
Nu skal han angiveligt virke som dommer på tid for at sikre ”en levedygtig
palæstinensisk stat”, inden han går af som præsident til næste år.
Det er ikke svært at spå om denne ”fredskonferences” garanti for fiasko – med et
USA og Israel som initiativtagere til palæstinensisk splittelse og kriminelle
likvideringer og masseafstraffelser, med stranguleringen af Gaza som et belejret
fængsel, der minder om naziernes behandling af den jødiske Warszawa-ghetto,
angreb, der blev intensiveret umiddelbart efter Annapolis-konferencen.
På Vestbredden gør besættelsesmagten alt for at holde Abbas i live som deres
nuværende mand og partner ved magten ved at understøtte ham med våben og kræve
samarbejde i jagten mod befrielsesbevægelser, som ikke vil acceptere fortsat
israelsk besættelse. Det er en jagt, Abbas’ myndigheder er gået ind på, især
rettet mod Hamas.
Overdommeren på Annapolis-konferencen undlod ikke at indlede med, at Israel er
en jødisk stat (og dermed med et racistisk Israel med særrettigheder for jøder
og palæstinensere som andenrangs mennesker), og Israel understregede, at det
aldrig helt ville forlade den illegale besættelse af Vestbredden, et synspunkt,
som Bush tidligere har understøttet pga. ”nye realiteter på jorden”, som han
påstår man ikke kan komme uden om.
Samarbejdspartneren for USA og Israel Mahmoud Abbas udtalte på knæ, at det
vigtigste var, at man var mødtes, og at han derfor var optimistisk. Det var en
Abbas, som helt undlod at omtale USA's og Israels aktuelle folkestridige
kvælningstag og udsultning af det palæstinensiske folk i Gaza igennem mere end
et halvt år.
Forud havde Abbas ellers efter et af de mange møder med Olmert i et højstemt
øjeblik officielt erklæret, at der ikke blev noget møde uden israelsk tilsagn om
tilbagetrækning fra Vestbredden, Østjerusalem og en aftale om flygtninge.
Intet af dette skete. Derimod kom der klare tilkendegivelser på jorden om
yderligere ekspansion på Vestbredden ledsaget af systematiske likvideringer af
modstandsfolk især i Gaza.
Konferencens ”resultat” blev underskrivelse af
en fællesudtalelse, der overordnet udtalte, at alle spørgsmål, også vanskelige,
nu skulle behandles i den kommende periode og løses i 2008, og nu har
amerikanerne opfølgende vist, ”at de mener noget”, ved at sætte en general til
”at hjælpe til” med sikkerheden.
Konferencen udstillede også, at denne
”fredskonference” skete uden om Hamas, det parti, som til stor fortrydelse for
USA og Israel vandt stort over Fatah ved det sidste valg og dannede regering.
Hamas var overhovedet ikke inviteret, ligesom andre befrielsesbevægelser, og
ville også have betakket sig. Tværtimod var konferencen etableret i modsætning
til Hamas som en del af den erklærede kamp mod ”ekstremister” og ”terrorister”.
I virkeligheden var konferencen et
amerikansk-israelsk initiativ, som under dække af ”kampen mod terror ”og
”løsning af det ulykkelige palæstinensiske problem” havde til formål at udbygge
den palæstinensiske splittelse og eliminere den palæstinensiske befrielseskamp
og deres krav.
Den var et imperialistisk plot, som forsøges solgt under nødvendigheden af at
indgå kompromisser.
Men det var også helt åbenlyst, at denne
konference indgik i USA's generelle strategi for kontrol over hele Mellemøsten,
herunder Iran. Derfor var det af stor vigtighed, at ledere fra arabiske stater
som Saudi-Arabien deltog, stater, som USA vil forsøge at få til at normalisere
deres forbindelser med Israel som en del af et samarbejde mod den fælles fjende
Iran. USA vil udnytte religiøse modsætninger med et sunni-muslimsk Saudi-Arabien
imod det shia-muslimske Iran. For imperialismen var det derfor vigtigt, at de
arabiske stater deltog – for at understøtte deres pres for ”palæstinensiske
kompromisser” væk fra de nationale rettigheder og samtidig indgå i det
imperialistiske pres mod Iran.
Det
var første gang under en ”palæstinensisk fredskonference”, at den var ledsaget
af omfattende palæstinensiske mod-demonstrationer. En lang række forskellige
folkelige bevægelser og befrielsesorganisatoner tog afstand fra Abbas’
deltagelse i konferencen og advarede imod enhver form for udsalg af
palæstinensernes rettigheder.
Angrebene på de fredelige
anti-Annapolis-demonstrationer blev en blodig demonstration af, at den minoritet
af palæstinensere omkring Abbas, som deltog i konferencen og hersker over
Vestbredden, reelt ikke repræsenterer det palæstinensiske folk. De er
repræsentanter, der aldrig har inddraget palæstinenserne om deres hemmelige
”fredsprocesser”, og slet ikke de millioner af palæstinensere, der lever rundt
omkring i verden i landflygtighed, f.eks. i flygtningelejrene i Libanon. Disse
lederes perspektiv er i dag at blive bantustan-ledere i skærpet modsætning til
den palæstinensiske befolkning.
Disse mod-demonstrationer på netop dette tidspunkt har været af stor betydning.
De blotlægger afstanden imellem hele den brede, reelt kæmpende palæstinensiske
nationale befrielsesbevægelse og de palæstinensiske myndigheder omkring Abbas.
De viser, at sådanne folk ikke repræsenterer deres interesser, at der er behov
for en genopbygning af PLO og inddragelse af alle de folkelige kræfter og
befrielsesbevægelser.
Den palæstinensiske bevægelse imod besættelse vil fortsætte, og der er meget,
der tyder på, at en ny intifada er under forberedelse.
Det er på høje tid, at folkene i verden i endnu højere grad støtter
palæstinenserne og isolerer USA og Israel og kræver iværksættelse af omgående
sanktioner imod det racistiske Israel og dets fortsatte besættelse.