Af Ali Abunimah, The Electronic intifada, 18. juli 2007
Mohammed Dahlan’s brev 13. juli 2003 til
den daværende israelske forsvarsminister
” Vær sikker på at Yassir Arafat’s dage er talte, men lad os gøre det af med ham
på vores måde, ikke jeres. Og vær lige såvel sikker på at… løfterne jeg gav
overfor præsident Bush, vil jeg give mit liv for at holde.” Disse ord var
skrevet af Mohammad Dahlan, Fatahkrigsherre hvis USA- og Israel-støttede styrker
på Gazastriben blev jaget på flugt af Hamas sidste måned, som det fremgår af et
brev skrevet 13. juli 2003 til den daværende israelske forsvarsminister Shaul
Mofaz og offentliggjort på Hamas hjemmeside den 4. juli i år.
Dahlan, der uden held forsøgte at kontrollere Gaza, men alligevel er forblevet
seniorrådgiver for de palæstinensiske myndigheders formand Mahmoud Abbas,
skitserer sin konspiration om at vælte Arafat, ødelægge de palæstinensiske
institutioner og erstatte dem med et Quislingelederskab underordnet Israel.
Dahlan skriver om sin frygt for at Arafat vil sammenkalde den palæstinensiske
lovgivende forsamling og bede forsamlingen trække mandatet for statsminister
Mahmoud Abbas tilbage. Abbas var tidligere i 2003 blevet udnævnt på foranledning
af Bushs insisteren for at inddæmme Arafats indflydelse. Dahlan skrev at
”fuldstændig koordinering og medvirken af alle” var nødvendig for at forhindre
dette. Samt ”udsætte (Arafat) for et pres så at han ikke kan gennemføre dette
trin.” Dahlan afslører at ” vi har allerede begyndt forsøgene på at polarisere
synspunkterne for mange af parlamentsmedlemmerne ved intimidering og fristelser
så de vil være på vores side og ikke på hans (Arafats)”
Dahlan slutter sit brev til Mofaz med ordene, ” der er kun tilbage for mig at
overbringe min taknemmelighed overfor Dem og premierministeren (Ariel Sharon)
for jeres fortsatte tillid til os, og al respekt til Dem.”
Dette brev er et lille men levende bevis, der kan føjes til det eksisterende
bjerg, på den konspiration hvormed Abbas lederskab er involveret. I måneden
efter Abbas udnævnelse af en Vichy-agtig ”nødregering” ledt af Salam Fayad har
historiske Fatah ledere så som Faroug Qaddumi og Hani al-Hassan signaleret deres
opposition til Abbas aktioner, og især taget afstand fra hans ordre om at
palæstinensiske modstandskæmpere skal lade sig afvæbne medens israelsk
besættelse fortsætter uantastet.
Dette understreger at den palæstinensiske splittelse i dag ikke går imellem
Hamas og Fatah, eller mellem ”ekstremister” og ”moderate” eller ”islamister” og
"sekulære", men mellem den minoritet som har kastet deres lod sammen med fjenden
som kollaboratører på den ene side og dem der fastholder retten og pligten til
at udøve modstand på den anden.
Israelske ledere er i det mindste krystalklare om hvad de forventer af deres
palæstinensiske tjenere. Ephraim Sneh, indtil for nylig deputeret og
forsvarsminister, udtrykker det israelske etablishments fælles syn:
”Den mest presserende og allervigtigste mission for Israel lige nu er at
forhindre en Hamas-magtovertagelse på Vestbredden. Det er muligt at gøre dette
ved at svække Hamas ved synlig diplomatisk fremgang, ved at hjælpe den effektive
og succesfulde palæstinensiske statsminister Salam Fayads regering og skabe
betingelser for den totale fiasko for Hamas regimet på Gaza striben”( ”How to
stop Hamas” Haaretz, 17. juli 2007)
Sneh gør det klart at ” for at sejre er militærkampagner og arrestationer ikke
nok--- det er bydende nødvendigt at påføre (Hamas) offentlige politiske nederlag
ved hjælp af et andet palæstinensisk element.” Dette element er Fatah.
Sneh opregner et antal forholdsregler beregnet på at opnå dette. Herunder at
ansætte flere palæstinensere som lavt lønnede arbejdere i den israelske økonomi,
løslade Fatah-fanger og give palæstinenserne de afgiftspenge tilbage der er
stjålet af Israel—men siger absolut intet om at standse opførelsen af israelske
kolonier kun for jøder, afslutte den militære besættelse og afskaffe racistiske
love og praksis. Med karakteristisk vaghed tilføjer han kun at ” det er
nødvendigt at indgå i diskussion med den palæstinensiske præsident om
principperne for en permanent statusaftale. ” Fjorten år efter Oslo, er det ikke
let at overbevise mange skeptikere.
Siden Osloaftalerne blev undertegnet, har Israel gjort alt hvad de kan for at
underminere udsigten til en palæstinensisk statsdannelse ved konstant at ydmyge
den palæstinensiske myndighed. Hvad ligger der bag Israels beslutning om at
afstive Abbas quislinge lederskab? Hvorfor ikke blot lade det alt sammen
kollapse og erklære sejr?
Israelske ledere ved at tilslutningen til en etnisk ”jødisk stat” afhænger af at
holde det faktum skjult at jøder ikke længere udgør majoriteten af befolkningen
i den israelske stat, Vestbredden og Gazastriben… territorier kontrolleret af
den israelske stat. Israel behøver det figenblad palæstinensisk overhøjhed udgør
til at holde millioner af palæstinensere ude af regnskabet, på samme måde som
apartheid-Sydafrika forsøgte at etablere et dække af ”uafhængige sorte homelands”—Bantustans—for
at forlænge hvidt herredømme og give det et skær af legimitet. Hvis de
palæstinensiske myndigheder kollapser, vil Fatah der ikke har nogen folkelig
base kollapse sammen med det.
For Hamas vedkommende står de ved en korsvej. De kan overleve de palæstinensiske
myndigheders kollaps, men hvad vil der komme bagefter? De voksede frem af en del
af det palæstinensiske samfund—fattige og religiøst mobiliserede masser, men
nyder langt bredere støtte for deres modstand imod Israel fra palæstinensere
gjort forældreløse af deres vendekåbeledere og sultne efter et principfast
alternativ. Hamas har valget mellem at formulere en dagsorden der kan leve op
til det palæstinensiske samfunds stræben i al dens mangfoldighed eller gå i de
fælder som er blevet sat for dem.
Hamas ledere har udarbejdet eksemplariske udtalelser stemt for pluralisme, ægte
demokrati, og retssikkerhed og var med rette stolte af løsladelsen af
BBC-journalist Alan Johnston. Men de må bedømmes på deres handlinger, og der er
nedslående tegn. Det Palæstinensiske Center For Menneskerettigheder PCHR har
rapporteret om adskillige tilfælde af ydmygelse, kidnapning og tortur begået af
medlemmer af Hamas´s Executive Force, og om en fanges død efter anholdelse af
Hamas militære gren.
Det er sandt at disse hændelser ikke sker i et vakuum. Israel og dets
Fatah-allierede fortsætter med at udføre langt mere udbredt mord, tortur og
kidnapning rettet imod Hamas medlemmer, og det er en overlevelseskamp Hamas
udkæmper. Men Hamas opnåede legitimitet ved at love at sætte en stopper for de
israelsk opbakkede Fatah militsers uhyggelige praksis. De må holde dette løfte
eller se deres hårdt tilkæmpede støtte forsvinde. Samtidig må de begynde at
udforme en vision for fremtiden som tager den realitet i betragtning at 11
millioner israelske jøder og palæstinensere lever i et lille land. Vi ved hvad
Hamas er imod, men ingen er klar over hvad de er for.
Hamas står på nippet til at acceptere en to-statsløsning netop som realiteten er
begyndt at dæmre selv for de mest stålsatte deltagere i
Oslo-fredsprocesindustrien, at to-statsløsningen, som var nødvendig for at redde
Israel som en enklave med jødiske privilegier, er ved at glide dem af hænde.
Mens en to-statsløsning ”er ved at blive mindre sandsynlig”, observerer Aaron
David Miller, en veteran efter 25 år i Statsdepartementet og senior embedsmand
ved Camp David topmødet i 2000, ”tales der mere blandt palæstinenserne om en
en-statsløsning--- som selvfølgelig slet ikke er nogen løsning, og som ville
betyde enden på Israel som en jødisk stat.” ( ”Is peace out of reach?,” The
LosAngleles Times, 15 juli 2007).
Haaretz columnist Danny Rubenstein forudser at ” før eller senere vil Hamas tabe
dets krig mod Israel. Men det betyder (ikke) at der da vil være en tilbagevenden
til dagene med Oslo og to-statsvisionen.” Han frygter snarere at ” der vil være
stadig stærkere krav fra palæstinensiske arabere, som udgør næsten halvdelen af
indbyggerne i dette land, som vil sige: Under de nuværende betingelser kan vi
ikke etablere vores egen stat, og tilbage bliver for os at kræve
borgerrettigheder i det land der er vores fædreland. De vil tage sloganer fra de
arabere som er israelske statsborgere til sig, der kræver lighed og definering
af Israel som en stat for alle dets indbyggere” ( ”Nothing to sell the
Palestinians, ” 16 juli 2007). Således kan vi se at Abbas nu er Israels sidste
bedste håb i kampen imod demokrati. Sådan en patetisk koalition kan ikke stå i
vejen for befrielse.
Netavisen 18. juli 2007
oversat fra engelsk til dansk ved kpnet.dk