www.boykotisrael.dk

- Tilbage >

’Seksdageskrigen’ – en israelsk aggressionskrig

Palæstina: 40 års besættelse
Af Stephen Lendman

 

Det er 40 år siden, palæstinenserne og den arabiske verden blev militært undertvunget ved en israelsk aggressionskrig. Den drejede sig ikke om Israels overlevelse, for Israel var ikke truet.
I Danmark og i resten af verden markeres 40-året for den barbariske aggression, der siden har holdt palæstinenserne i slavelænker. Amerikaneren Stephan Lendman gennemgår her myterne om ’den arabisk-israelske konflikt’

Den 5. juni 1967 startede Israel sin såkaldte (”Forebyggende”) Seksdageskrig mod tre af sine arabiske nabostater – Ægypten, Jordan og Syrien – med påstande om, at der var tale om selvforsvar for at undgå tilintetgørelse.
Det var påstande, som israelske ledere senere indrømmede var uægte og et falsk dække over en storstilet, længe planlagt og nøje beregnet aggressionskrig, som man mente, man let kunne vinde – og vandt. 

New York Times citerede fra en tale holdt i 1982 af statsminister Menachem Begin (1977-1983), hvori han udtalte:

”I juni 1967 havde vi et valg. De daværende ægyptiske hærkoncentrationer i Sinai beviser ikke, at [præsident Gamal Abdel] Nasser [1965-70] virkelig var på spring til at angribe os. Vi må være ærlige over for os selv. Vi besluttede at angribe ham.” 

Yitzhak Rabin, der har været statsminister i to omgange (1974-77 og 1992-95), udtalte til den franske avis Le Monde i februar 1968:

”Jeg tror ikke, at Nasser ønskede krig. De to divisioner, som han sendte ind i Sinai 14. maj, ville ikke have været nok til at starte et angreb på Israel. Han vidste det, og vi vidste det.” 

General Mordechai Hod, kommandør for det israelske luftvåben under Seksdageskrigen, sagde i 1978:

”16 års planlægning er blevet til de disse indledende 80 minutter. Vi levede med planen, vi sov på planen, vi åd planen. Konstant perfektionerede vi planen.”

General Haim Barlev, leder af Israels forsvarsstyrker (IDF) under Seksdageskrigen, udtalte til Ma’ariv i april 1972:

”Vi var ikke truet af folkedrab på tærskelen til Seksdageskrigen, og vi kom aldrig på en sådan mulighed.”

Andre israelske ledere og generaler har givet udtryk for samme opfattelse: at Israel i juni 1967 ikke var under nogen trussel, men i stedet på falsk grundlag gennemførte en aggressionskrig, idet man fortalte omverdenen, at man ikke havde andet valg.

Man havde et klart alternativ. Man kunne have valgt fred, men gjorde det ikke – og har aldrig gjort det, hverken tidligere eller senere helt op til i dag. Efter israelernes skøn tjener valget af aggressive krige Israels interesser bedst, ligesom de gør det for deres amerikanske imperialistiske partner.

Krigen i 1967 var den jødiske stats tredje store aggressive krig, som voksede ud af grundlæggelsen af zionismen i 1897 med det formål at etablere en permanent jødisk stat. Det skete under ledelse af Theodor Herzl, som planlagde den første zionistiske kongres i Basel i Schweiz, blev zionismens første præsident og udformede visionen om et permanent jødisk hjemland i Palæstina.

Hjemlandet blev retfærdiggjort ud fra det, som professor Norman Finkelstein kaldte for det ”kolossale svindelnummer”: at jøderne påbegyndte deres første etablering af deres fædrene hjem ”i et land uden folk for et folk uden land”.

Det blev til staten Israel i maj 1948 via den nye jødiske stats første forebyggende, aggressive krig, den såkaldte ”Uafhængighedskrig”, af palæstinenserne betegnet Al Nakba – Katastrofen.

På baggrund af krigen bemægtigede de jødiske tropper sig 78 pct. af det britiske mandat Palæstina til at etablere staten Israel 14. maj, da mandatet endte.

Dette var 40 pct. mere territorium, end FN-resolution 181 i november 1947 havde tilladt med en 56/44 pct.-afstemning, en afgørelse, der i forvejen gav Israel det meste af den frugtbare jord, næsten alle byområder og landbrugsområder. 400 ud af 1.000 palæstinensiske landsbyer mistede deres beboelser via FN-mandatet – uden nogen som helst ret til at appellere – til den jødiske befolkning, som på det tidspunkt udgjorde en tredjedel af den totale befolkning.

Våbenhvilelinjen fra 1948 blev kendt som den “Grønne Linje”. Ægypten okkuperede Gaza, og Jordan kontrollerede Vestbredden.

Det var Israels triumf-øjeblik. Krigen varede seks måneder og fordrev eller myrdede omkring 800.000 palæstinensere. Den ødelagde 531 palæstinensiske landsbyer og 11 palæstinensiske bydele og var et klart eksempel på etnisk udrensning, som international lov betegner som en forbrydelse mod menneskeheden.

Ingen skyldige israelske ledere blev stillet til regnskab eller tvunget til at tilstå det, som de vitterlig – helt ubestrideligt – gjorde ifølge nyligt deklassificeret israelsk arkivmateriale, som den israelske historiker Ilan Pappe har brugt til sin vigtige nye bog, Den etniske udrensning af Palæstina. Den anerkendte britiske journalist og dokumentarfilmmager John Pilger omtaler ham som ”Israels modigste, mest principielle og mest skarpsindige historiker”.

I sin bog har Pappe dokumenteret israelske forbrydelser, der inkluderer koldblodigt massemord, ødelæggelse af hjem, landsbyer og kreaturer, voldtægter, andre grusomheder og massakrer på forsvarsløse mænd, kvinder og børn uden at vise nåde.

Det skete, fordi de britiske mandattropper ikke gjorde noget for at stoppe det, og da de arabiske nabostater endelig intervenerede, opførte de sig patetisk og uden overbevisning mod en overlegen israelsk kampstyrke, som var i stand til let at besejre den lille, dårligt udrustede og umotiverede symbolske styrke, der blev sat ind imod dem.

Israels anden aggressionskrig blev lanceret sammen med Storbritannien og Frankrig i oktober 1956 mod Ægypten som reaktion på præsident Nassers beslutning om at nationalisere Suezkanalen.

Invasionsstyrkerne gav efter for amerikansk og sovjetisk pres for en våbenhvile otte dage senere, og efter at den amerikanske centralbank begyndte at sælge store summer af britiske pund for at undergrave dollar-pund-vekselkursen. Det endte med, at Israel trak de sidste tropper tilbage 8. marts 1957.

Den 5. juni 1967 iværksatte Israel sin tredje store aggressionskrig, men næppe var den ovre, før næste allerede var planlagt og klar til at blive udløst med det spinkleste påskud, som nærmest ingen andre nationer kunne slippe godt fra.

Man gjorde det med de sædvanlige grunde til, at lande går i krig uden at være under nogen form for ydre trussel: territorier, ressourcer (for Israel i Golan var vand nøglen) og ønsket om uudfordret regional dominans. Som man hver gang har gjort, påstod Israel, at landets sikkerhed var truet, ved at skabe myter om, at Syrien bombarderede israelske landmænd. Og lovlige, ikke-truende ægyptiske militære øvelser blev maskeret som forberedelse til krig, agitatorisk arabisk retorik beviste det! Med planerne klare og datoen fastsat fløj udenrigsminister Abba Eban til Washington 26. maj for at informere Lyndon Johnson om Israels intentioner og fik garanti for at amerikanerne bakkede op om dem. 

Krigen begyndte den 5. juni og viste sig at blive en virkningsfuld opvisning i overvældende magt. Israel ødelagde 90 pct. af Ægyptens 300 fly store luftvåben på jorden og to tredjedele af det syriske luftvåben på den første dag. Efter 24 timers konflikt annoncerede kommandøren for det israelske luftvåben (IAF) Mordechai Hod, at det kombinerede arabiske luftvåben var ødelagt, og deres svære tab beviste det. Israel mistede godt 19 kampfly, mens Ægypten mistede omkring 300, Syrien 60, Jordan 35, Irak 15 og Libanon et eller flere.

Palæstinenserne skulle miste meget mere: de resterende dele af deres land, resterne af Gaza og Vestbredden, hvilket gjorde dem statsløse.

På dag to invaderede Israel Gaza og Vestbredden. På dag tre gik de israelske forsvarsstyrker (IDF) ind i det nordlige Sinai, knuste de ægyptiske brigader, erobrede Jerusalem og tvang Jordan til at overgive sig. På den fjerde dag invaderede IDF Haram Al-Sharif og det centrale Sinai, og på dag fem avancerede man til Suezkanalen, erobrede hele Sinai og de syriske Golanhøjder.

Krigen var praktisk talt ovre, før den begyndte, men de israelske tropper viste ingen nåde, men brugte deres luftvåben, der ikke mødte modstand, til at massakrere tusindvis af forsvarsløse ægyptiske tropper på landjorden.

Det var en kalkunjagt, der blev muliggjort i stor skala, fordi Washington støttede den ved at forsyne Israel med den seneste nye udrustning, heriblandt tjæreoptrævlende sprængstof, der forhindrede uskadte fly i at gå i luften og gjorde dem til siddende ænder. Ydermere forsynede amerikanske hangarskibe israelerne med oplysninger og kommunikationshjælp og var rede til at gribe ind om nødvendigt.

Selv når Washington viste sin forpligtigelser over for Israel, er der intet, som i dag kaster bedre lys over det, end ignoreringen og fortielsen af hændelsen med USS Liberty. Efterretningsskibet var i Middelhavet omkring 13 sømil fra Sinai-halvøen, da israelsk luftvåben og torpedobåde angreb

Det, fuldt ud klar over, at det var en amerikansk fartøj, som den øverste israelske førstepilot senere indrømmede. 34 om bord på skibet blev dræbt, hvorefter Johnsons forsvarsminister Robert McNamarra beordrede en undersøgelse, som konkluderede, at hændelsen var et tilfælde af “fejltagen identificering”, på trods af, at han meget vel vidste, at det ikke var tilfældet.

Den nu forhenværende fælles stabsformand admiral Thomas Moorer udtalte senere, at hændelsen var “en af de klassiske amerikanske dækhistorier” over for en nær allieret, som Washington har gjort undskyldninger og godtgørelse for lige siden, tillige med forsyningen af enorme beløb i finansiel hjælp og moderne våben og ammunition i næsten ubegrænsede mængder.

Israel brugte, hvad de modtog, i sin ensidige lynkrig, der sluttede 10. juni, da de israelske styrker fuldførte det arbejde, der var ladt uafsluttet tilbage i 1948 (”Uafhængighedskrigen”). Man tog de resterende 22 pct. af det gamle Palæstina, indbefattet Gaza og Vestbredden, og den 6. juni vil man have holdt territorierne i 40 undertrykkende år i den længste fortsatte ulovlige besættelse i verden, under hvilken palæstinenserne (inklusive israelske statsborgere og palæstinensiske kristne) har mistet deres personlige, politiske og økonomiske frihedsrettigheder under israelsk herredømme, som tildeler disse rettigheder udelukkende til jøder.

Stop den ulovlige besættelse nu

Efter 40 års besættelse på en femtedel af deres oprindelige land og næsten 60 år efter Al Nakba (Katastrofen -  14. maj 1948, fordrivelsen fra Palæstina, KP) er palæstinenserne tvunget til at udholde den mest forfærdelige undertrykkelse, som ingen burde stå model til blot en enkelt dag.

Fem millioner af dem, inkluderet 1,4 millioner israelske statsborgere, er nægtet alle rettigheder, der kun tildeles jøder, og er underlagt daglig mishandling og ringeagt – samtidig med de regelmæssige IDF-angreb (”De Israelske Forsvarsstyrker”), som de er totalt forsvarsløse imod.

Palæstinenserne lider under det, og verdenssamfundet er tavst, undtagen når man, som Israel, skændigt kalder ofrene for de skyldige, for dem, der gør folk til ofre.

Dertil kommer fem millioner palæstinensiske flygtninge (enkelte skønner, at antallet er syv millioner), medregnet 260.000 internt fordrevne, som bor i Israel. De palæstinensere, der bor uden for landet, nægtes den absolutte, universelle ret til tilbagevenden, som blev bekræftet i FN’s resolution 194 vedtaget i december 1948. Resolutionen fastslår, at “flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have ret til det på den tidligste, praktisk mulige dato, og der skal gives kompensation for ejendom til dem, der vælger ikke at returnere, og for tab af eller skade på ejendom ... som skal godtgøres af de regeringer eller autoriteter, der er ansvarlige”.

Denne universelle ret blev også fastslået i artikel 13 i Menneskerettighedserklæringen, ligesom i diverse Genève-konventer, men Israel nægter at anerkende flygtningenes rettigheder, helt på samme måde som man har ignoreret over fem dusin FN-resolutioner, der fordømmer eller dømmer landet for dets handlinger mod palæstinenserne eller andre arabiske folk, der beklager, at Israel krænker dem, eller forlanger, anmoder eller tilskynder den jødiske stat til at stoppe det.

En af resolutionerne var FN-resolution 273, der blev vedtaget maj 1949 og tildelte Israel FN-medlemskab på betingelse af, at Israel overholdt Resolution 181 fra november 1947, der delte Palæstina 56/44 pct. i israelsk favør, og Resolution 194 vedtaget i december 1948, som gav palæstinenserne deres absolutte, universelt accepterede ret til tilbagevenden.

Fra 1948, da palæstinenserne mistede 78 pct. af deres hjemland, til 1967, da de mistede resten til en fjendtlig, fremmed besættelsesmagt, og til i dag har livet i de besatte område været tyrannisk, utåleligt og kriminelt påtvunget et forsvarsløst folk, som har været hjælpeløse over for det og uden støtte lige siden i deres modige kamp for befrielse. En befrielse, som de vil opnå en dag, eftersom de aldrig vil give op, før de opnår, hvad de retsmæssigt og lovligt fortjener.

Under de 40 års besættelse har de ikke haft nogen egen anerkendt stat, ingen ret til borgerskab og ingen magt over deres dagligliv.

De lever i en konstant tilstand af frygt i det reelle friluftsfængsel Gaza og Vestbredden under Israels racistiske apartheidlove, som selv den israelske højesteret skammeligt holder fast i. De er økonomisk og politisk stranguleret, nægtet ret til fri bevægelighed i deres eget land som følge af den struktur af vejblokader, tjekpoints, elektriske hegn og en landrøvende apartheid-adskillelsesmur, som den internationale domstol i Haag (14-1) har erklæret for at være “i modstrid med international lov”, fordi den “har ødelagt og (ulovligt) konfiskeret” ejendom, og fordi den i meget vidt omfang begrænser palæstinenserne bevægelighed og “alvorligt hindrer det palæstinensiske folk i at udøve deres selvbestemmelsesret”.

For dets jødiske statsborgere er Israel en erklæret demokratisk stat, skønt langtfra perfekt i detaljerne. For dets arabiske muslimer og dets lille kristne befolkning er det en daglig kamp for at overleve under de mest barske betingelser af enhver slags, og som man kan forestille sig, kan folk uden for områderne og de fleste jøder ikke forstå det, og alt for få prøver overhovedet på det.

I 40 brutale år har Israel ulovligt kontrolleret alle aspekter af palæstinensernes liv i de besatte områder med jernhånd, som de hæmningsløs svinger ud fra den tyndeste anledning.

Man stuver den indfødte befolkning sammen under elendige forhold i flygtningelejre og bantustans omringet og afskåret fra alle andre. Man hersker over forsvarsløse folk med skræmmende og undertrykkende militær magt.

Man nægter det palæstinensiske folk deres ret til en ægte, suveræn, uafhængig stat og vil ikke tillade muslimer, kristne eller andre ikke-jødiske lovlige indbyggere i Storisrael samme rettigheder som jøder, medregnet retten til borgerskab og sikkerhed i en suveræn nation for alle, der har krav på det.

Israel påstår, at man ønsker fred, men har aldrig forhandlet i god tro for at opnå det. Det nuværende såkaldte “vejkort” (“road map”) er et grumt svindelnummer, der ikke fører nogen steder hen. Det er lige så svigagtigt som alle de andre falske fredsbestræbelser før det.

Det begyndte med Camp David i 1978, hvor USA bestak Ægypten med billioner af dollars i “tiggergave” som gengældelse for fred med Israel. En fred, der efterlad palæstinenserne udenfor i kulden. Det forudsigelige resultat var en fortærende vrede, som eksploderede i det, som blev til den første Intifada i 1987, med hundredvis af dræbte palæstinensere, og som til slut førte videre til Oslo-aftalerne og deres såkaldte princip-erklæring i 1993. Principper, der gav Israel alt, hvad det ønskede, uden at det skulle give noget til gengæld ud over retten for palæstinensere til at være israelske fanger i eget land.

Selv om de ved underskrivelsen blev højt opreklamerede og lovprist, tilbød aftalerne ikke retten til tilbagevenden, ingen uafhængig palæstinensisk stat, ingen del af Jerusalem som hovedstad og ingen palæstinensisk kontrol over deres daglige liv fri for en fremmed besætter.
Fra da af og til i dag er tingene kun blevet værre.

Oslo 1 førte til Oslo 2 i 1995, som delte Vestbredden op på den måde, som det eksisterer i dag -  i område ”A”, ”B”, ”C” og ”D”, ”H-1” og ”H-2” i Hebron -  med naturresurser i de besatte områder kun for jøder, lukkede militære områder, sikkerhedszoner, ”åbne grønne steder” - kun for jøder, og med boligkvarterer i over halvdelen af det arabiske Østjerusalem, som langsomt er ved at blive totalt røvet fra palæstinenserne. . Det efterlader disse spærret inde i usammenhængende kantoner uden indbyrdes sammenhæng, omringet af voksende israelske bosættelser, afspærrede veje og med alle mulige forhindringer, der begrænser bevægelsesfriheden og forhindrer ethvert skin af normalt dagligliv.

Samtalerne om den såkaldte ”permanente status”, der begyndte i juni 1990 i Camp David, førte til endnu et fornærmende forræderi.

Det som i Vesten blev fremstillet som et generøst tilbud i god tro var endnu et eksempel på amerikansk-israelsk falskhed, der går helt uden om det, som palæstinenserne ønsker mest – en fri og suveræn stat eller en samlet multi-etnisk stat, hvor jøder og palæstinensere har lige rettigheder, retten til tilbagevenden, en del af Jerusalem som hovedstad eller hele byen som hovedstad for både jøder og palæstinensere samt afslutningen på al fremmed besættelse.

Alt, hvad der blev tilbudt i bytte for ”fred” på israelsk vis, er, hvad de har nu: et liv spærret inde i usammenhængende kantoner på for det meste usle landområder. Et veritabelt friluftsfængsel, omringet af stadigt udvidende israelske bosættelser, der fortsætter med at trænge sig ind på det palæstinensiske område, der hurtigt forsvinder, da Israel tager, hvad de ønsker, bid for bid.

Den anden Intifada (Al-Aqsa-Moske-Intifadaen) eksploderede af retfærdig ophobet vrede i september 2000 oven på den tidligere israelske statsminister Ariel Sharons provokatoriske besøg ved den hellige Al-Aqsa-Moske i det besatte Østjerusalem (en central helligdom for muslimer i nærheden af Grædemuren og templet for jøder og kristne).

Det blev endnu værre efter valgene til den lovgivende palæstinensiske forsamling d. 25. januar 2006, hvor palæstinenserne, lede og kede af årene med Fatah-styrets korruption og forræderi, på demokratisk vis valgte en Hamas-regering.

Israel og Washington har lige siden handlet rasende for at smadre Hamas-regeringen, fordi Hamas-lederne ikke vil påtage sig rollen som en quislingregering på den måde, som Fatahs Yassir Arafat var villig til, og som den nuværende palæstinensiske præsident (og Fatah-medlem) Mahmud Abbas og hans magtfulde sikkerhedsrådgiver, ”Gaza-krigsherren” Mohammed Dahlan (der kontrollerer Fatahs sikkerhedsstyrker) hele tiden har villet udfylde og som Abbas og specielt Dahlan stadig ønsker.

Hamas’ mod og hengivenhed overfor deres folk har palæstinenserne betalt en dyr pris for lige siden og gør stadig. Det må stoppes. Det er på høje tid, at samvittighedsfulde folk overalt tager offentlig stilling og kræver, at 40 års ulovlig besættelse ophører, så palæstinenserne endelig kan opnå det, som alle folk har fuld ret til at forvente og kræve – at leve frit i deres eget land på den måde, som international lov giver mandat til, og med støtte fra alle nationer, med fuld accept.

Palæstinensere og deres talrige støtter verden over venter ikke på nye konflikt-resolutioner, der aldrig vil komme, medmindre ansvarlige mennesker alle steder kræver, at deres ledere gør noget for det. En voksende indsats er undervejs med opfordringerne til en organiseret global kampagne for boykot, samt politiske og økonomiske sanktioner mod Israel på samme måde, som man i 1980´erne udviklede boykotten mod Sydafrika, en boykot, som til slut gav resultat.

Det er en kampagne, som må indeholde kravet om, at verdenssamfundet gør en ende på ”det sidste tabu” i form af tavshed, når det drejer sig om Israel. Man må være villige til at afsløre og fordømme det, der ikke længere kan blive tolereret, og som nuværende sydafrikanske efterretningsminister Ronnie Kasrils betegner som endnu værre end apartheid, med udtalelser om, at Israel ”opfører sig som fascister, når de gør bestemte ting (som at angribe palæstinenserne med helikoptere, våbenskibe og tanks)”.
Hvornår ville tiden være bedre at gøre det, som Kasrils bestemt opfordrer til, end på 40 års-fødselsdagen for verdens længstvarende fortsatte besættelse? Den kan ikke længere tolereres?

Forkortet oversat fra den engelske udgave på www.globalresearch.org, 23. maj 2007,  af Boykot Israel